PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Opret et holdingselskab

Hvis du driver virksomhed i selskabsform, kan du med fordel overveje et holdingselskab. Læs om holdingselskaber, og få hjælp til oprettelsen, her.

Opret et holdingselskab

Overvejer du at etablere et holdingselskab? Her på siden kan du læse om fordele og ulemper, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal etablere en holdingstruktur.

Ønsker du personlig rådgivning, kan Advodan hjælpe dig. Hvorvidt en holdingstruktur er det rette valg for dig, afhænger nemlig af mange faktorer. 

Hvad er et holdingselskab?

Et holdingselskab er ikke en selskabsform, som mange tror. Et holdingselskab kan være fx et anpartsselskab eller et aktieselskab.

En typisk holdingstruktur består af et driftsselskab og et holdingselskab. Sidstnævnte ejer aktier eller anparter i et eller flere driftsselskaber, men har ikke andet formål end netop det. Det er udelukkende driftsselskabet, der står for den daglige drift.

Fordele

Der findes en række skatte- og forretningsmæssige fordele ved at lade sin virksomhed indgå i en holdingstruktur.


Risikominimering

En af de største fordele ved at oprette et holdingselskab er, at du minimerer risikoen for tab, hvis din virksomhed kommer i økonomiske problemer.

Hvis du ejer dit driftsselskab gennem et holdingselskab, kan overskuddet i driftsselskabet overføres skattefrit til holdingselskabet – efter betaling af 22% (2020) selskabsskat. Det er dog en betingelse, at holdingselskabet ejer mere end 10% af driftsselskabet.

Den skattemæssige fordel betyder altså, at du kan overføre penge til dit holdingselskab – og hvis dit driftsselskab lider tab fx ved manglende salg eller en retssag, så går det ikke udover tidligere års oparbejdet overskud.

Holdingselskabet kan vælge at benytte penge overført fra driftsselskabet til at opspare eller investere i andre aktiviteter, fx aktier, ejendom mv.

Når holdingselskabet har ejet anparterne eller aktierne i driftsselskabet i tre år, kan de sælges uden betaling af skat.

Skattefrit salg

Hvis virksomheden på et tidspunkt skal sælges, kan det blive en rigtig dyr fornøjelse hvis du ikke i god tid forinden har overvejet at omlægge det til en holdingstruktur.

Hvis der ikke er et holdingselskab, er det ejeren selv, der sælger aktierne eller anparterne, og vedkommende vil blive beskattet af hele avancen. Hvis der derimod er et holdingselskab, er det selskabet, der sælger aktierne eller anparterne.

Når holdingselskabet har ejet anparterne eller aktierne i driftsselskabet i tre år, kan de sælges uden betaling af skat. Det vil sige, at hvis du har stiftet sit anpartsselskab for 40.000 kr., og efter tre år kan sælge det for 1,040 mio. kr., så slipper du for at betale skat af overskuddet på 1 mio. kr. Pengene kan herefter opspares i holdingselskabet og reinvesteres eller mod betaling af udbytteskat udbetales privat til ejeren.


Generationsskifte

Holdingstrukturen giver også en række fordele i forbindelse med generationsskifte af virksomheden.

For det første skaber holdingstrukturen mulighed for at slanke driftsselskabet inden frasalg, så de nye ejere ikke skal betale for overskud opsparet fra tidligere år i driftsselskabet. For det andet kan muligheden for skattefrit frasalg medføre, at der kan gennemføres et langt smidigere og mindre likviditetskrævende generationsskifte.


Fleksible ejerforhold 

Hvis I er flere ejere, kan en holdingstruktur give ekstra fleksibilitet i tilfælde af, at I har forskellige behov for at trække penge ud til jer selv privat.

Ejerne i et driftsselskab skal dog altid være enige om, hvor meget udbytte, der skal udloddes fra driftsselskabet til ejerne/holdingselskaberne. Herefter kan de enkelte ejere selv beslutte, hvor meget de hver især vil trække ud fra deres respektive holdingselskaber til sig selv privat – og samtidig betale udbytteskat.

Man kan føre penge fra holdingselskabet ud til sig selv til en langt lavere skattesats end ved almindelig indkomstskat. Der skal betales 27 % af de første 55.300 kr. (2020) og herefter 42 % af resten. Hvis man er gift, kan man udnytte sin ægtefælles andel, således at man betaler 27 % af de først 110.600 (2020). Dette giver mulighed for at optimere og spare skat.

Ulemper 

Der er kun meget få ulemper ved holdingstrukturen. De hænger sammen med, at der skal oprettes minimum to selskaber:

  1. Der skal betales stiftelsesomkostninger for to (eller flere) selskaber (dog ikke 2 gange kapitalindskud)
  2. Der skal udarbejdes årsregnskaber for to (eller flere) selskaber

Afhængigt at størrelsen af aktiviteterne i selskaberne, bestemmer ejeren selv, om regnskaberne skal revideres af en revisor.

Hvordan opretter jeg et holdingselskab? 

Først skal du gøre dig det klart, hvilken selskabsform dit holdingselskab skal være.

 

Oprettelse i forhold til driftsselskabet 

Du kan etablere et holdingselskab på to måder:

  • Du kan etablere det samtidig med, at du stifter dit driftsselskab.
  • Du kan etablere det, når du har drevet dit driftsselskab i en periode.

Det nemmeste er, hvis du får lagt ejerskabet ind i et holdingselskab, så snart du etablerer din virksomhed. Hvis du først opretter holdingselskabet, kan du nemlig genbruge selskabskapitalen herfra til at oprette driftsselskabet. Skal du oprette et ApS, behøver du derfor kun at have startkapitalen på 40.000 kr. én gang, selvom du egentlig opretter to selskaber.

Har du allerede etableret dit driftsselskab, skal du etablere holdingselskabet og lade dette overtage ejerskabet af driftsselskabet. Det kan ske ved en såkaldt skattefri aktie- eller anpartsombytning. Hvis du indhenter Skats tilladelse til en sådan ombytning, undgår du særlige ejertidskrav, men ellers skal du eje i mindst tre år for at undgå at betale skat.

 

Vi hjælper dig 

Før du kan oprette dit holdingselskab, skal du først vælge selskabsform. Du kan læse mere om valg af selskabsformer her, eller du kan kontakte os for rådgivning om, hvilken selskabsform der passer til dine behov.

Klik og læs mere om, hvordan du opretter

Indsender formularen...

Har du brug for hjælp til at oprette et holdingselskab?

Få hjælp til