Hvad er en funktionær?
En funktionær er karakteriseret ved at arbejde inden for handel og kontor, hvilket betyder at en funktionær typisk arbejder med køb, salg, kontorarbejde eller lagerekspedition.
Desuden kan medarbejdere, der besidder en vis teknisk eller klinisk viden, også være omfattet af funktionærloven. Eksempler herpå er tandplejere og klinikassistenter, mens lærere, pædagoger og hjemmehjælpere som udgangspunkt ikke er omfattet af funktionærloven.
Endelig kan medarbejdere, der fører tilsyn med andre medarbejdere på arbejdsgiverens vegne, også være omfattet af funktionærloven. Det kræver dog, at medarbejderen er underlagt arbejdsgivers instruktioner, da netop dette er et krav for at være funktionær. Det betyder også, at en direktør ikke kan være ansat som funktionær, da vedkommende ikke er underlagt en arbejdsgivers instruktioner.
For at blive anset som funktionær, skal din medarbejder som minimum arbejde 8 timer om ugen.
Funktionærloven – det skal du være opmærksom på
Ansætter du en funktionær, skal du være opmærksom på, at medarbejderen er omfattet af funktionærloven. Det betyder i praksis, at medarbejderen er dækket af en række beskyttelsesregler, som du som virksomhedsejer eller arbejdsgiver ikke kan aftale dig ud af. Her får du et overblik over de vigtigste regler i funktionærloven.
Funktionærlovens opsigelsesvarsler
Opstår der problemer, eller har du blot ikke ansat den rette medarbejder, kan det blive nødvendigt at opsige vedkommende. I den forbindelse er det vigtigt at vide, at der gælder særlige regler for medarbejdere, der er omfattet af funktionærloven – særligt i forhold til opsigelsesvarsler. Du kan læse mere om opsigelsesvarslerne her.
At være omfattet af funktionærloven betyder, at medarbejderen er dækket af en række beskyttelsesregler, som du som virksomhedsejer eller arbejdsgiver ikke kan aftale dig ud af.
Skriftlig opsigelse
Opsiger du en medarbejder, bør det ske skriftligt. Opsigelsen er tre måneder + løbende måned. Det betyder, at hvis medarbejderen opsiges i april måned med et varsel på tre måneder, så vil medarbejderen fratræde med udgangen af juli måned. Modtager medarbejderen først opsigelsen i maj måned rykkes fratrædelsesdatoen til udgangen af august måned.
Sygdom
I funktionærloven betragtes sygdom som et såkaldt lovligt forfald, hvilket betyder, at du som udgangspunkt ikke kan opsige din medarbejder på grund af sygdom.
Løn under sygdom
Er din medarbejder ansat under funktionærloven, har vedkommende ret til fuld løn under sygdom – lige fra den første sygedag og frem til den sidste. Det betyder, at medarbejderen har ret til den løn, som vedkommende normalt ville optjene i perioden, herunder grundløn, pension, provision og lignende.
Af og til sker det dog alligevel, at en arbejdsgiver nægter at udbetale løn til en sygemeldt medarbejder. Dette kan langt fra anbefales, da manglende lønudbetaling betegnes som en væsentlig misligholdelse, hvilket kan resultere i krav om både erstatning og godtgørelse.
Langvarig sygdom og opsigelse
I tilfælde af, at sygefraværet er langvarigt eller meget hyppigt, kan der være tale om en saglig opsigelsesgrund, og det vil her være muligt at opsige medarbejderen.
Trækker sygdomsforløbet ud, kan du fx benytte dig af 120-dages reglen. 120-dages reglen betyder, at du kan opsige en medarbejder, som har været syg i 120 dage eller mere inden for de seneste 12 måneder. Det kræver dog, at 120-dages reglen er skrevet ind i din medarbejders ansættelseskontrakt og at medarbejderens manglende tilbagevenden ikke er begrundet i, at arbejdsgiver ikke har iværksat rimelige foranstaltninger.
Der er nemlig risiko for at langtidssygemeldte medarbejdere er handicappede, og at den manglende tilbagevende er begrundet i, at arbejdsgiver ikke har iværksat rimelige foranstaltninger for at hjælpe medarbejderen tilbage. Gør arbejdsgiveren ikke dette, vil arbejdsgiver risikere at blive mødt med krav om godtgørelse for forskelsbehandling pga. handicap.
120-dages reglen giver derfor ikke arbejdsgiver carte blanche til afskedigelse, selvom de 120 dage er overskredet kan afskedigelsen stadig være uberettiget.
Læs mere om 120-dages reglen her.
Fratrædelsesgodtgørelse
Opsiger du en funktionær, der har været ansat i din virksomhed i 12 år eller derover, har vedkommende ret til en fratrædelsesgodtgørelse på enten en eller tre måneders løn udover lønnen i opsigelsesperioden. Det samme gør sig gældende, selvom funktionæren efterfølgende kontraopsiger sit ansættelsesforhold.
Der beregnes ikke feriepenge af beløbet, men din virksomheds bidrag til en pensionsordning skal medregnes. Bestemmelsen om fratrædelsesgodtgørelse gør sig også gældende i tilfælde af uberettiget bortvisning.
Læs mere om bortvisning her.
Barsel og graviditet
Holder en af dine funktionæransatte medarbejdere barsel, har vedkommende ret til at vende tilbage til det samme job, som vedkommende forlod. Som arbejdsgiver må du dog godt lave mindre justeringer i opgaverne, hvis det kan begrundes driftsmæssigt.
Sker der i stedet væsentlige ændringer, skal du varsle medarbejderen med det antal måneder, som vedkommendes anciennitet kræver. Det kan for eksempel være, hvis arbejdspladsen flytter til en ny by eller indfører nye arbejdstider.
Har du ansat en medarbejder, der er dækket af funktionærloven, har din medarbejder har ret til halv løn under fravær på baggrund af graviditet og under barsel.
Løn under barsel
Har du ansat en medarbejder, der er dækket af funktionærloven, skal du være opmærksom på, at din medarbejder har ret til halv løn under fravær på baggrund af graviditet og under barsel. Din medarbejder har derfor ret til halv løn i perioden 4 uger før til 14 uger efter fødslen, medmindre I har indgået en aftale om mere gunstige forhold. Desuden har medarbejderen ret til yderligere betaling, hvis en af flg. punkter gælder:
- Det er aftalt i ansættelseskontrakten
- Det fremgår af en overenskomst, som ansættelsen er omfattet af
- Det følger af kutyme eller af din virksomheds personalehåndbog
Læs mere om regler og forpligtelser i forbindelse med barsel og graviditet her.
Ferie
Ferieloven gælder for alle lønmodtagere. Ferieloven sikrer blandt andet, at din medarbejder har ret til at holde fem ugers ferie.
Ferieloven kan dog fraviges ved en kollektiv overenskomst, For medarbejdere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, der fraviger ferieloven, gælder overenskomsten.
Som funktionæransat har din medarbejder desuden også ret til ferie med løn og 1% ferietillæg. Det betyder, at din medarbejder skal modtage fuld løn, mens han eller hun afholder ferie. Din medarbejder vil som udgangspunkt have ret til ferie med løn, når han eller hun er ansat med en fast månedlig løn som enten fuldtids- eller deltidsmedarbejder.
Læs mere om ferie her.
Har du brug for rådgivning?