Udelukkelsesgrunde i udbudsloven
I udbudsloven skelnes mellem obligatoriske og frivillige udelukkelsesgrunde, der giver ordregiver mulighed for at udelukke din virksomhed fra at deltage i et udbud.
Hvis din virksomhed er berørt af de obligatoriske udelukkelsesgrunde, er ordregiver forpligtet til at udelukke din virksomhed fra at deltage i udbudsprocessen. Udelukkelsesgrundene er med til at sikre, at det kun er egnede virksomheder, der deltager i udbuddet.
De frivillige udelukkelsesgrunde anvendes kun, hvis de på forhånd er blevet tilvalgt af ordregiver og fremgår af udbudsmaterialet.
De obligatoriske udelukkelsesgrunde
De obligatoriske udelukkelsesgrunde omfatter en række strafbare handlinger såsom; deltagelse i en kriminel organisation, bedrageri, bestikkelse, grov økonomisk kriminalitet, børnearbejde og menneskehandel.
Derudover omfatter de obligatoriske udelukkelsesgrunde ubetalt eller forfalden gæld til det offentlige på over 100.000 kr., interessekonflikter, konkurrencefordrejning, eller hvis du har angivet groft urigtige oplysninger eller har tilbageholdt oplysninger.
Hvis du som virksomhed eller medlemmer af din virksomheds bestyrelse eller direktion, har medvirket til en af disse handlinger, bliver virksomheden udelukket i en periode på 5 år.
De frivillige udelukkelsesgrunde
De frivillige udelukkelsesgrunde omfatter følgende forhold, hvor;
- du eller din virksomhed har overtrådt sociale, miljømæssige eller arbejdsretlige regler,
- du eller din virksomhed før eller under udbuddet er erklæret konkurs eller er under insolvens- eller likvidationsbehandling,
- ordregiveren har tilstrækkelige plausible indikationer til at konkludere, at du eller andre i din virksomhed har indgået en aftale med andre økonomiske aktører med henblik på konkurrencefordrejning,
- ordregiveren kan påvise, at din virksomhed væsentligt har misligholdt en tidligere offentlig kontrakt, og at misligholdelsen har medført ophævelse af den pågældende kontrakt eller lignende sanktion,
- du eller din virksomhed uretmæssigt har forsøgt at påvirke ordregiverens beslutningsproces,
- du eller din virksomhed har ubetalt eller forfalden gæld til det offentlige på under 100.000 kr.
Hvis du som virksomhed er omfattet af ovenstående forhold, vil du blive udelukket fra at deltage i et udbud i en periode på 3 år. Ved forfalden eller ubetalt gæld på under 100.000 kroner, vil du være udelukket indtil gælden er betalt.
Tilbudsgivers erklæring om udelukkelsesgrunde i ESPD’et
ESPD står for det fælles europæiske udbudsdokument og er en egenerklæring, du afgiver, når du deltager i et offentligt udbud. I ESPD'et skal du som tilbudsgiver erklære, om du opfylder de obligatoriske udelukkelsesgrunde samt eventuelle frivillige udelukkelsesgrunde. Generelt er det kun den tilbudsgiver, der vinder kontrakten, der skal fremsende dokumentation for, at oplysningerne i ESPD'et er korrekte. Læs mere om ESPD.
Det kan være en god idé at alliere sig med en advokat, når du foretager en self-cleaning af dig og din virksomhed. Kravene til dokumentationen er ofte meget omfattende, og ordregiver er ikke forpligtet til at indhente yderligere dokumentation, hvis de indsendte oplysninger er utilstrækkelige.
Hvad er “self-cleaning” i forbindelse med udbudsret?
Hvis du bliver påvirket af en eller flere udelukkelsesgrunde, som forhindrer dig i at deltage i offentlige udbud, har du ret til at dokumentere din pålidelighed og derved undgå udelukkelse. Dette kan blandt andet ske ved at godtgøre, at der er truffet passende konkrete tekniske, organisatoriske og personalemæssige foranstaltninger for at forebygge yderligere overtrædelser eller forsømmelser. Dette kaldes "self-cleaning" og gælder både for de obligatoriske og de frivillige udelukkelsesgrunde.
Det kan være en god idé at alliere sig med en advokat, når du foretager en self-cleaning af dig og din virksomhed. Kravene til dokumentationen er ofte meget omfattende, og ordregiver er ikke forpligtet til at indhente yderligere dokumentation, hvis de indsendte oplysninger er utilstrækkelige.
Hvordan foregår processen for pålidelighedsvurdering?
1: Din virksomhed bliver omfattet af en udelukkelsesgrund i forbindelse med udbuddet eller under en igangværende kontrakt.
2: Ordregiveren anmoder dig om at fremsende dokumentation for virksomhedens pålidelighed for den konkrete udelukkelsesgrund uanset om det er under udbudsprocessen eller undervejs i en igangværende kontrakt.
3: Ordregiveren sender dernæst din dokumentation for pålidelighed til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
4: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, om din dokumentation for pålidelighed er tilstrækkelig og udsteder herefter en vejledende udtalelse.
5: Ordregiveren foretager i sidste ende den endelige pålidelighedsvurdering. Hvis ordregiver vurderer, at dokumentationen er tilstrækkelig, bliver I ikke udelukket. Vurderes dokumentationen ikke at være tilstrækkelig, skal ordregiver udelukke jer.
Har du brug for rådgivning?
Hvis du er ramt af en eller flere udelukkelsesgrunde, har du ret til at foretage en self-cleaning af dig og din virksomhed og komme med i udbuddet alligevel. Hos Advodan kan vi rådgive igennem hele processen med dokumentation for dig og din virksomheds pålidelighed til ordregiver.
Har du brug for rådgivning?