Læs mere om
Undgå vildledning – overhold god markedsføringsskik
Din markedsføring skal overholde markedsføringslovens bestemmelse om god markedsføringsskik. Det betyder, at din markedsføring ikke må indeholde urigtige oplysninger eller være vildledende. Du skal også sørge for, at det er tydeligt for forbrugerne, at budskabet er kommercielt – ellers er der nemlig tale om skjult reklame.
Hvis der knytter sig særlige vilkår til et produkt eller en ydelse, skal du være tydelig i din kommunikation om dette. Skilter du med før og nu-priser, skal du også overholde de særlige regler, der gælder for dette. I det hele taget er det vigtigt, at du følger reglerne for prismarkedsføring.
Hvem må du kontakte med din markedsføring? Det siger markedsføringsloven
Der gælder forskellige regler, alt efter om du ønsker at kontakte kunder og potentielle kunder med markedsføring via post, e-mail, telefon eller sociale medier.
Markedsføring med post
Ifølge markedsføringsloven må du som udgangspunkt sende brevpost til alle. Du må dog ikke sende til personer, der har sagt nej til henvendelser. Husk derfor at tjekke den såkaldte Robinsonliste. Du skal naturligvis også respektere "nej tak til reklamer"-ordningen.
Markedsføring over telefonen
Ifølge markedsføringsloven må virksomheder som udgangspunkt gerne telefonisk kontakte andre erhvervsdrivende, men i forhold til forbrugere er der i forbrugeraftaleloven fastsat et forbud imod telefonsalg. En virksomhed må derfor kun ringe til en forbruger, hvis han eller hun selv har bedt om det. I markedsføringsloven er der dog nogle undtagelser, som giver virksomheder inden for visse brancher lov til at rette personlig eller telefonisk henvendelse.
Læs mere om reglerne for telefonsalg.
Markedsføring via e-mail
Når du benytter e-mails til markedsføring, er det afgørende, at modtageren selv har givet samtykke på forhånd og selv har oplyst sin e-mailadresse til din virksomhed. Når en kunde afgiver sin e-mailadresse til fremsendelse af markedsføringsmateriale, skal det samtidigt være nemt for kunden at framelde sig din markedsføring igen. Sådan er du sikker på, at du overholder markedsføringsloven, når det kommer til markedsføring via e-mails.
Læs mere om spam og e-mailmarkedsføring.
Markedsføringsloven om markedsføring på sociale medier
Det vigtigste ved markedsføring via sociale medier er, at det skal være meget tydeligt, hvem der er afsender, og at der rent faktisk er tale om markedsføring. Helt generelt må elektronisk markedsføring ifølge markedsføringsloven ikke give indtryk af at være en personlig meddelelse fra fx en ven eller et familiemedlem. Få hjælp hos en advokat, hvis du er i tvivl om, hvordan du må markedsføre din virksomhed på fx Facebook eller Instagram.
Læs mere om markedsføring på sociale medier.
Undgå at andre kopierer din virksomheds navn, produkter eller kendetegn
En anden vigtig ting i forhold til markedsføring er, at du beskytter de immaterielle værdier i din virksomhed. Det er fx virksomhedens navn, produkter, varemærker og kendetegn. Disse værdier er vigtige, når du skal markedsføre din virksomhed og dine produkter.
Du skal også passe på, at du ikke selv kommer til at krænke andre virksomheders varemærker og kendetegn. Bruger du fx et navn eller et kendetegn, som andre allerede har rettigheder til, risikerer du, at der rejses erstatningskrav over for din virksomhed. Husk derfor at tage en advokat med på råd, når det drejer sig om immaterielle rettigheder.
Har du brug for rådgivning?