Når man taler om influencer marketing, taler man altså om, at en influencer direkte eller indirekte markedsfører produkter eller producenter over for sine følgere.
Hvad er influencer marketing?
Er man ”influencer”, betyder det, at man har mange følgere på sociale medier. Når man taler om influencer marketing, taler man altså om, at en influencer direkte eller indirekte markedsfører produkter eller producenter over for sine følgere.
Influencer marketing kan tage mange former. Det kan fx både være influencer marketing, hvis en influencer anmelder et produkt på vegne af en virksomhed, og hvis en influencer viser sig på sociale medier i tøj fra et bestemt brand. Hvis influenceren selv har købt produktet/tøjet af egen interesse, er det ikke markedsføring. Det er først markedsføring, hvis influenceren modtager betaling fra virksomheden i form af fx gratis produkter, produkter til ”give-aways” eller konkurrencer, penge, rabatter osv.
Markedsføringsloven og influencer marketing
Ved influencer marketing skal markedsføringsloven overholdes, ligesom det gælder ved alle andre typer markedsføring. Både virksomhed og influencer kan stilles til ansvar, hvis loven ikke overholdes. Det er især forbuddet mod skjult reklame, man skal være opmærksom på.
Det er skjult reklame, hvis en influencer reklamerer for en virksomhed, uden det tydeligt fremgår, at der er tale om reklame. Læs mere om skjult reklame her.
Hvad skal influencers vide om markedsføringsloven?
Forbrugerombudsmanden har lavet en vejledning med gode råd til, hvordan du som influencer overholder markedsføringslovens forbud mod skjult reklame.
Opsummeret er vejledningens råd:
- Brug ordet ”reklame” eller ”annonce” på billedet eller i starten af tekst med reklame (det er ikke nok at skrive ”i samarbejde med”, tagge virksomheden eller tilføje hashtags med ord som ”spons” og ”ad”)
- Brug ordet ”reklame” eller ”annonce” i præsentationen af videoer med reklame (gerne i overskriften)
- Oplys i starten af videoen, at det er reklame, hvis den udgives et sted, hvor den ikke kan præsenteres på forhånd (fx Snapchat-video eller Instagram-story)
- Brug ordet ”reklamelink” eller ”annoncelink” oven over eller i direkte forlængelse af reklamelinks
- Skriv ”Jeg har fået produktet i gave/gratis”, hvis en virksomhed sender dig produkter for første gang, og du ikke har indgået en aftale med virksomheden
- Skriv ”reklame” eller ”annonce”, hvis en virksomhed flere gange har sendt dig produkter, som du har omtalt
- Gør det ekstra tydeligt, at det er reklame, hvis du henvender dig til børn og unge
- Sørg for, at det altid fremgår, hvilken virksomhed du reklamerer for
Vær opmærksom på, at hvis du fx deler en YouTube-video på din facebookside, så skal du i facebookopslaget markere, at det er reklame – også selvom du allerede har markeret det i teksten på YouTube.
Du kan læse Forbrugerombudsmandens vejledning i sin fulde længde her.
Hvad skal virksomheder vide om influencer marketing?
Hvis du som virksomhedsejer vælger at benytte influencer marketing, er det også dit ansvar, at influenceren overholder markedsføringsloven. Derfor anbefaler Advodan, at du udarbejder en kontrakt til influenceren, hvori du tydeligt angiver, hvordan og hvor mange steder reklamen skal markeres som reklame. Du bør også følge op på din influencer marketing undervejs og sikre, at den lever op til markedsføringslovens krav.
Vil du gerne have mulighed for at dele din influencers marketing på dine egne kanaler, skal du desuden være opmærksom på ophavsretsloven. Du skal altså have tilladelse af influenceren til at dele indholdet (helst i jeres skriftlige kontrakt).
Har du brug for rådgivning?