PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Hobbyvirksomhed: Få svar på de 6 hyppigste spørgsmål

Har du en hobby, som du kan tjene et beskedent beløb på ved siden af dit arbejde? Så kan du med fordel starte din egen lille hobbyvirksomhed, hvorfra du kan sælge dine produkter eller ydelser. Læs med nedenfor, hvor vi besvarer de 6 mest hyppige spørgsmål i forbindelse med opstart af hobbyvirksomhed.

1. Hvad er en hobbyvirksomhed?

En hobbyvirksomhed er en mindre virksomhed, som ikke har til formål at skabe et økonomisk udbytte. Formålet med en hobbyvirksomhed udspringer derimod fra ejerens egen interesse, og det er ejerens personlige indsats, der er det væsentligste aktiv.

Ønsker du at starte virksomhed med det formål at tjene ekstra penge ved siden af dit del- eller fuldtidsarbejde, bør du i stedet overveje at opstarte en enkeltmandsvirksomhed eller en personligt ejet mindre virksomhed (PMV).

Eksempler på hobbyvirksomhed

En hobbyvirksomhed kan fx være:

  • En vejbod, hvor du sælger æg, frugt eller grøntsager fra egen avl
  • Salg af hjemmestrikkede sokker eller malerier
  • Reparation og salg af antikke lamper
  • Hundetræning

Der er derimod ikke tale om en hobbyvirksomhed, hvis:

  • Du importerer varer fra fx Indien med fokus på videresalg
  • Du udvikler en app, som man skal betale for at benytte
  • Du sælger serviceydelser, fx udlejer dig selv som havemand

2. Skal jeg have et CVR-nummer til min hobbyvirksomhed?

Da en hobbyvirksomhed i princippet ikke er en rigtig virksomhed, kræver det ikke registrering hos Erhvervsstyrelsen, og du skal derfor ikke oprette et CVR-nummer. Det skyldes, at en hobbyvirksomhed ikke betragtes som en erhvervsmæssig virksomhed. Hvis du har lyst til at sælge noget af ren interesse, kan du derfor gå i gang med det samme.

 

3. Hvor meget må jeg omsætte for i min hobbyvirksomhed? 

Der er ingen krav til, hvor meget du må omsætte for i din hobbyvirksomhed. Du skal dog kunne bevise, at du ikke driver din hobbyvirksomhed med det formål at tjene penge, men derimod på baggrund af en hobby.

Det er i sidste ende Skattestyrelsen, der afgør, om din virksomhed kan betegnes som en hobbyvirksomhed eller ej. I vurderingen tager de højde for følgende:

  1. Formålet med virksomheden: Her vurderes det, om virksomheden drives for at skabe økonomisk gevinst eller udspringer af egen interesse.
  2. Omfanget af virksomheden: Her vurderes det, hvor meget tid du bruger på virksomheden, og om du har ansatte og andre forhold, der minder om en erhvervsvirksomhed. Du må fx ikke arbejde fuldtid for din hobbyvirksomhed, ligesom du heller ikke må have lønnede ansatte.
  3. Økonomien i virksomheden: Her vurderes det, om du har overskud eller underskud i din virksomhed, da dette kan have en betydning for, hvorvidt der kan være tale om en hobbyvirksomhed. Har du løbende underskud, vil det typisk pege i retning af en hobbyvirksomhed. Det samme gælder, hvis du løbende har et meget beskedent overskud, som ikke højt i forhold til de varer/tjenester, du sælger eller hvis din indkomst har meget store udsving fra år til år.


Skattestyrelsen foretager en samlet vurdering af din virksomhed ud fra ovenstående kriterier. Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at opfylde et enkelt kriterie.


4. Skal jeg betale skat, når jeg driver en hobbyvirksomhed?

Tjener du penge på at drive din hobbyvirksomhed, skal du betale skat af overskuddet (men ikke AM-bidrag). Der er ikke noget krav om, at du skal føre regnskab efter bogføringsloven, men sørg alligevel for at gemme dokumentation for, hvad du køber, og hvad du sælger. På den måde kan du beregne dit overskud og betale skat af det.

Har du underskud i din hobbyvirksomhed, får du ikke et personligt skattefradrag på din selvangivelse – det betragtes som værende en personlig interesse. Baggrunden er, at underskuddet reelt er udtryk for et privatforbrug, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

 

5. Kan jeg få fradrag for mine udgifter?

Driver du en virksomhed på hobbybasis, kan du kun få fradrag på udgifter direkte forbundet med driften. Fx kan du fratrække foder til dine høns, men ikke den computer og printer, du bruger til at lave skilte til din vejbod.  

Du er ikke momspligtig, når du driver en virksomhed på hobbybasis. Det gælder også, selvom du skulle komme over den normale momspligtige grænse på 50.000 kr.

6. Skal jeg betale moms? 

Du er ikke momspligtig, når du driver en virksomhed på hobbybasis. Det gælder også, selvom du skulle komme over den normale momspligtige grænse på 50.000 kr.

Der findes dog undtagelser for denne regel alt afhængig af din personlige situation, og hvordan din hobbyvirksomhed drives. Derfor anbefales det, at du søger vejledning hos Skattestyrelsen.

 

Er du usikker på, om en hobbyvirksomhed er den rigtige virksomhedsform for dig?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din virksomhed kan betegnes som hobbyvirksomhed eller ej, kan du få vejledning af en advokat fra Advodan. Vi hjælper dig med at vurdere, om din virksomhed kan drives som en hobbyvirksomhed, eller om der er behov for at registrere en anden virksomhedsform.

Indsender formularen...

Har du brug for rådgivning?

9 kommentar

Anette

Min søn på 13 år arbejder med træ i sin fritid. Han laver skærebrædder og serveringsbrædder, drejer små skåle mm. Han sælger produkterne og køber maskiner til sit værksted. Han har et fritidsjob ved siden af, hvorfra de tjente penge også går til maskiner, håndværktøj, sandpapir mm. til værkstedet. Er det at betegne som en hobbyvirksomhed? Har han mulighed for at oprette en enmandsvirksomhed i den alder? Eller vil det være en fordel at han bliver momsregistreret, hvis det er muligt?

Thomas Klæstrup Jørgensen

Kære Anette Din søn er ikke gammel nok til at starte sin egen virksomhed. Under visse omstændigheder kan man starte sin egen virksomhed fra man er 15 år gammel. Som nævnt i artiklen er det Skattestyrelsen, der afgør, om den pågældende virksomhed i givet fald kan betegnes som en hobbyvirksomhed. Se ovenfor under pkt. 3, hvad der tages højde for i denne vurdering.

Birgitte

Jeg holder sangforedrag i foreninger som Ældre Sagen, Foredragsforeninger, Seniorklubber m.v. Mine sangforedrag omhandler højskolesange og indeholder mine fortællinger om sangene og fællessang, som jeg spiller til. Jeg betragter det som kunstnerisk aktivitet. Det er en slag hobbyvirksomhed, som jeg glædes over efter et langt arbejdsliv i højskoleverdenen. Jeg beregner mig et mindre honorar, som jeg betaler skat af. Kørselsudgifterne trækkes fra på selvangivelsen. Under coronaen lå det hele stille, men nu stiger interessen for fællessang og min indtjening stiger. Derfor vil jeg høre hvor indtægtsgrænsen går for cvr registrering. Jeg ved at kunstnerisk virksomhed ikke er belagt med moms. mvh B

Thomas Klæstrup Jørgensen

Kære Birgitte Hvis man i løbet af tolv på hinanden følgende kalendermåneder omsætter for eller står til at omsætte for mere end kr. 50.000 ved en virksomhed, som ikke er fritaget for moms, så skal man registrere sin virksomhed. Hvis man ikke har momspligtig omsætning, er man med andre ord ikke forpligtet til at lade sig momsregistrere.

Rie

Hej Jeg har en hobby, hvor jeg elsker at binde blomster kranse. Jeg sælger i min vejbod ved postkassen, fra september til december. Skal jeg betale skat. Venlig hilsen Rie

Thomas Klæstrup Jørgensen

Hej Rie Tjener du penge på at drive din hobbyvirksomhed, skal du betale skat af overskuddet (men ikke AM-bidrag)”

MGC

Jeg arbejder som selvstændig bogholder: En af mine kunder har en hundekennel med salg af hvalpe, salg af hundefoder og salg af pasning af hunde. Mit spørgsmål går på om alle 3 dele går under EMV i forhold til moms/skat. Eller er selve avlsdelen (salg af hvalpe) hobbyvirksomhed? Salg af hvalpe kan svinge mellem 36.000 - 120.000 på årsbasis alt afhængig af størrelsen på hvalpekuldet. Ved siden af er hun alternativ behandler, hvor alt omkring dette indgår i hendes EMV med hensyn til lønsumsafgift mv.

Thomas Klæstrup Jørgensen

Kære MGC Virksomheden kan som sådan drives såvel som personligt ejet mindre virksomhed (PMV) såvel som en hobbyvirksomhed, såfremt den opfylder betingelserne herfor. Hvis virksomheden får en momspligtig omsætning på over kr. 50.000 på 12 hinanden følgende måneder, så vil virksomheden dog skulle omregistreres, såfremt den er drevet som PMV. Jeg tror, at det er meget sædvanligt, at man i mindre format driver hundekennel som hobbyvirksomhed, men som beskrevet ovenfor, så afhænger det samlet set af formålet, omfanget og økonomien i virksomheden, og det vil altid bero på en konkret vurdering. Vigtigt er det under alle omstændigheder at være opmærksom på, at man uanset virksomhedstype skal betale skat af overskuddet. Hvis hendes salg af hvalpe (isoleret set) kan svinge helt op til kr. 120.000, så vil det nok være fornuftigt, hvis hun rådfører sig med en advokat eller en revisor, så hun vælger den rette virksomhedstype.

Marie Louise

Jeg laver keramik på hobby basis men med ønske om at kunne vækste til mere. De sidste par år har udelukkende været underskud.. Nu er der dog en virksomhed som viser interesse til julegaver. Det vil være en stor ordre som vil kunne dække alt underskud fra de sidste par år og give et godt overskud, der kan drive det videre det næste år. hvordan er det med skat, moms osv? Vil det give mening at tage ordren eller vil det udelukkende give finansielt bøvl ifht at man så har overskud?

Thomas Klæstrup Jørgensen

Kære Marie Louise Hvis du tager imod den omtalte ordre, lyder det for mig som om, at der ikke længere er tale om hobbyvirksomhed. Du skal momsregistrere din virksomhed, hvis du forventer at sælge for mere end kr. 50.000 ekskl. moms inden for et år. Hvorvidt dit overskud forbundet med virksomheden vil være tilstrækkelig stor til, at det giver mening for dig, og hvor meget du har tilbage efter skat, kan jeg ikke hjælpe dig med. Hertil vil jeg råde dig til at lægge et budget og eventuelt vende din situation med en revisor.

Mette

Hej. Jeg overvejer at sælge mine egne malerier og printet designs, men jeg ved at jeg skal betale skat af overskuddet, som selvfølgelig gælder materialer, men hvad med den tid jeg har brugt på at lave produkterne, kan det trækkes fra? Vh Mette

Thomas Klæstrup Jørgensen

Hej Mette Nej, du kan alene få fradrag for udgifter, som er direkte forbundet med driften.

MIKHAIL

Hej. Jeg har en hobby forretning, hvor jeg servicere havemaskiner ved siden af mit fuldtids job. Jeg gør det da jeg har stor passion for mekanik. Jeg er lidt i tvivl om jeg skal registrere det som en enkeltmandsvirksomhed. Jeg laver regnskab på opgaverne, og indberetter det til skat. Reservedele tjener jeg ikke ekstra på, men køber dem til den pris de står til. Indtil videre er årsregnskabet under 10.000 kr. Mhv. Mikhail

Kim Ankerstjerne

Hej Mikhail Når skattestyrelsen skal vurdere, om en virksomhed kan karakteriseres som en hobby, er der en række vurderingsmomenter, de ligger vægt på. Disse er anført i artiklen. Din ydelses karakter giver anledning til særlig iagttagelse af disse betingelser. Skattestyrelsen anerkender eksempelvis ikke havearbejde o.l. serviceydelser som hobbyvirksomhed. Derimod taler din lave omsætning for, at du kan drive hobbyvirksomhed. I sidste ende er det op til en skønsmæssig vurdering foretaget af Skattestyrelsen.

Rita

Hej. Jeg syr forskellige produkter i genbrugsmaterialer og tænker at sælge via kræmmermarked, FB og lign. Vil overskud herfra ( max 10.000kr pr år) få indvirkning på min efterløn? Er der oplysningspligt/ regnskabspligt? Vil det være skattepligtigt?

Kim Ankerstjerne

Hej Rita Det er vigtigt du orienterer dig i kravene til hobbyvirksomheder, herunder at driften ikke sker med økonomisk gevinst for øje. Hvis du gennem dit sy-arbejde oplever underskud eller begrænset overskud, taler dette for, at dit arbejde kan drives som hobbyvirksomhed. Hvis du lever op til kravene for hobbyvirksomheder, skal du ikke registrere dig nogle steder og et eventuelt (lille) overskud har ikke indvirkning på din efterløn. I sidste ende er det dog altid Skattestyrelsen der vurderer, om du lever op til kravene. Hvorvidt der kan være tale om en hobbyvirksomhed, beror på en skønsmæssig vurdering. Der er ingen regnskabspligt for hobbyvirksomheder, men det er vigtigt, du gemmer forskellige relevante bilag (kvitteringer for salg o.l.).

Maria-Simona

Hej, Jeg er interesseret i at vide, om jeg kan registrere min passion for kage som hobby.

Kim Ankerstjerne

Hej Maria-Simona Du kan udøve din passion for kage gennem en hobbyvirksomhed. En hobbyvirksomhed giver mening i de tilfælde, hvor man har en hobby, der ved siden drift potentielt kan ”tjene sig selv ind” og dække diverse udgifter ved hobbyen. Det er vigtigt for mig at understrege, at en hobbyvirksomhed skal startes med motivationen om at udøve sin hobby og ikke med økonomisk udbytte for øje. Du skal ikke registrere din hobbyvirksomhed, som man vil gøre med andre selskabsformer, men det er vigtigt at gemme diverse bilag (kvitteringer for salg o.l.).