PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Ny forbrugeraftalelov strammer reglerne for dansk e-handel

Der er strengere krav på vej til alle danske virksomheder, der enten har en webshop, eller som fx indgår aftaler med en forbruger over telefonen eller via kuponer og blanketter. De nye regler omhandler især øget oplysningspligt om forbrugerens fortrydelsesret. Er forholdene ikke i orden, vanker der bøder til virksomhederne.

Den 13. juni 2014 træder den nye forbrugeraftalelov i kraft. Loven indeholder både helt nye krav samt en række reviderede regler, forklarer advokat Kristian Weber fra Advodan i Glostrup. Han råder derfor alle berørte danske virksomheder til at være opmærksomme på loven.

 

Oplysningspligt og fortrydelsesret

Overvejende handler de fleste ændringer i den nye lov om øget oplysningspligt, fortrydelsesret og håndteringen af returvarer. Listen over skærpelser for virksomhederne er rigtig lang, hvorimod listen over lempelser er meget kort, påpeger Kristian Weber.

Se faktaark om de vigtigste skærpelser og lempelser her.

"Med den nye lov siger vi endeligt farvel til det, man traditionelt har kaldt ”alt det med småt”. Kunderne har krav på, at alle relevante oplysninger fremgår tydeligt, når de handler på nettet eller over telefonen,” siger Kristian Weber.

Ifølge advokaten skal virksomhederne til at sørge for at få tilrettet deres hjemmesider og få deres salgs- og leveringsbetingelser justeret, så de overholder lovens krav. Det kan de vælge selv at gøre, eller de kan få professionel hjælp.

 

Øget risiko for bødestraf

Hvis virksomhederne ikke overholder de nye regler, risikerer de fremover bødestraf allerede efter den første overtrædelse. I den nuværende lov får man kun bøder, hvis der er tale om grov eller gentagen overtrædelse.

 

Den nye forbrugeraftalelov kort fortalt:

Ifølge den nye forbrugeraftalelov kan manglende oplysning om fortrydelsesret over for forbrugeren medføre:

  • at fortrydelsesretten løber i 12 måneder
  • at virksomheden skal betale både forsendelses- og returforsendelsesomkostninger, uanset hvilken forsendelsesmetode forbrugeren har valgt
  • at virksomheden ikke kan kræve refusion for eventuel værdiforringelse af varen
  • at virksomheden får en bøde

De nye regler gælder primært for køb via internettet, pr. telefon, pr. postordre el. lign. Reglerne gælder således ikke for køb i fysiske butikker.

Vil du vide mere?

33 kommentar

0 / 700 tegn

Sofie

Min datter er blevet tilmeldt et dansehold på en privat danseskole den 17. august. Den 30. august om eftermiddagen (13 dage efter tilmelding) fortryder hun tilmeldingen. Danseholdet har første undervisning den 30. om aftenen. Der betales 3 rater for holdet. Første rate ved tilmelding, anden rater 1. november og tredje rate 1. februar. Danseskolen vil ikke tillade afmelding, men henholder sig til at fortrydelsesretten ikke gælder og at der er 5 måneders opsigelse. Vi skal altså betale de første to rater samt 2/3 dele af sidste rate. Er det korrekt at vi ikke kan afmelde og praktisk talt hæfter for hele beløbet?

Kristian Weber

Hej Sofie Svaret på dit spørgsmål afhænger af omstændighederne ved aftaleindgåelsen. En aftale er som udgangspunkt bindende. En aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger kan af forbrugeren fortrydes inden for 14 dage, men kun hvis aftalen er indgået ved fjernsalg (fx online) eller uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted. Der gælder herudover en række undtagelser til fortrydelsesretten. Med venlig hilsen

Sebastian

Ved forsinkelsen ift den givne forsendelses tid, vil kunden dermed kunne kræve ydermere end prisen for produktet?

kenneth bremer

jeg købte sidste år en licens til at benytte et online system hvor jeg kunne få adgang til byggesager som firmaet styrede, jeg var meget i tvivl og blev kontaktet over flere måneder - jeg fortalte flere gange at jeg ikke var sikker på at det var det rigtige at starte med som nystartet virksomhed og jeg lige ville se tiden an, efter 2 måneder så gav jeg efter og aftalen var med sælger at jeg til enhver tid kunne ringe eller skrive så kunne jeg stoppe - bindingsperioden på 12 måneder var bare standard - han tilbød 2 mdr gratis ved opstart - nu har jeg fortrudt men de vil ikke stoppe min licens før efter et år. jeg forsøger at henholde mig til at jeg har en aftale om at kunne stoppe - det vil de ikke erkende - hvilken ret har jeg her.

Kristian Weber

Hej Kenneth Tak for spørgsmålet. Det lyder som om du har indgået aftalen i din egenskab af erhvervsdrivende. Hvis det er tilfældet er du ikke beskyttet af forbrugerretten. Som udgangspunkt er det aftalen, der er bestemmende for din retsstilling, medmindre den er urimelig, men der skal meget til i erhvervsforhold. Derudover kan det være vanskeligt at bevise indholdet af en aftale, hvis ikke du har den på skrift. Med venlig hilsen Kristian Weber

Lars Hansen

Fullrate erhverv. Jeg har indgået en aftale med Fullrate om mobil og og mobil bredbånd. Det skal træde i kraft 28-02-2019 efter modtaget simkort. Jeg har fortrudt denne aftale og vil stoppe handlen. Jeg ringer til dem fredag den 15-02-2019 og siger at jeg vil stoppe handlen. Han siger at jeg ingen fortrydelsesret har da det er erhverv og ikke privat og jeg har bundet mig for 24 måneder. Derefter modtager jeg en mail med at handlen og mit mobil enhed træder i kraft fra d.d. Mit spørgsmål er så. Har jeg ingen fortrydelsesret. Lars Hansen

Marie

Jeg startede på kursus i går. Betalingen har ikke fundet sted. De andre på kurset fik tilsendt detaljeret beskrivelse af hele forløbet dage inden kursusstart, jeg fik dem først tilsendt, da vi var mødt op til 1. kursusdag, da de havde lavet en fejl. Det er på baggrund af de papirer, at jeg efter 1. kursusdag valgte at melde fra, da materialet ikke levede op til mine forventninger, og da jeg under min uddannelse har været igennem alt det teoretiske, som åbenbart fylder det meste af kurset. De vil dog fortsat kræve det fulde beløb, 15.000kr., af mig, da jeg har deltaget i første kursusdag. MEN hvis de havde sendt de samme dokumenter til mig, på samme tidspunkt som de andre modtog dem, så var jeg ikke mødt op til første kursusdag, da det er på baggrund af disse, at jeg blev klar over, at kurset ikke kan give mig den nødvendige gode. Har jeg en sag, eller har de deres på det rene?

Signe Hein Clausen

Hej. Jeg har tilmeldt mig et kursus ved psykolog Mette Holm. Jeg tilmeldte mig og betalte 1. rate (kr. 4700,-) onsdag i sidste uge, men allerede om fredagen, fortrød jeg min tilmelding pga. for dårlig økonomi. Jeg har henvendt mig til dem, men de siger, at de ikke kan tilbagebetale beløbet, men at jeg kan tilmelde mig holdet på et andet tidspunkt, hvor jeg så vil have betalt den første trediedel. Men det hjælper jo ikke mig her og nu - jeg har behov for at få mine 4700,- tilbage - men er det umuligt?! Hilsen Signe

Kristian Weber

Hej Signe Det afhænger af flere ting, blandt andet om købet er omfattet af forbrugeraftaleloven og fortrydelsesretten, og jeg kan derfor kun svare overordnet. Fortrydelsesretten gælder i 14 dage, hvis der er tale om et fjernsalg (fx via internettet) eller køb foretaget uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted. Der gælder enkelte undtagelser, som fremgår af lovens § 18. Hvis købet er omfattet skal du give besked til den erhvervsdrivende inden for fristen og på en sådan måde, at du kan dokumentere, at du har overholdet fristen. Med venlig hilsen Kristian Weber

Torben Pedersen

Hej, Gælder Lov om forbrugeraftaler også for fortrydelse af køb af kursus? Jeg har nemlig tilmeldt mig et kursus EFTER kursusopstart, men fortrød mit køb efter 5 dage, hvorefter jeg henvender mig til kursusudbyderen og beder om refundering af mit køb. Kursusudbyder sender mig følgende svar retur: "Det er muligt at få deltagergebyret retur 10 dage før kursusstart. Herefter skrives der ansættelseskontrakt med underviseren, og deltagergebyret skal bruges til lærerløn, og kan derfor ikke returneres til deltager. Du er fortsat meget velkommen til at møde op på holdet" Jeg svarer følgende tilbage: "Da jeg først er tilmeldt efter kursusopstart, dvs. d. 20. september er kontrakten med kursuslederen blevet indgået længe før min tilmelding. Så det forhold bør ikke have indflydelse på, om jeg kan få min betaling retur? I så fald henviser jeg venligst til min fortrydelsesret jf. Lov om forbrugeraftaler. Jeg er lidt ærgerlig over, at skulle ud i det her for at få mine penge retur, da det kun er 5 dage siden, at jeg tilmeldte mig og der uforudset er opstået problemer med min deltagelse. Jeg håber derfor, at vi kan finde en mindelig løsning, som vi begge kan være tilfredse med. På forhånd tak". Kursusudbyder svarer sådan her tilbage: "Du er velkommen til at klage. Alle henvisninger til dine muligheder for at klage, vises på vores hjemmeside" Kurset koster kr. 550,- og havde været i gang 4 gange inden jeg tilmeldte mig, men efterfølgende blev uforudset forhindret i at deltage alligevel. Er meget spændt på jeres juridiske vurdering. På forhånd tak. Med venlig hilsen Torben Pedersen

Torben

Det er mig der har stillet spørgsmålet. Jeg vil gerne tilføje, at kurset finder sted en bestemt dag, men at man kan skifte hold, så det er som sådan ikke bindende. Er blevet opmærksom på §18, stk 2, 18 https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=160666 Varen er ikke taget i brug (første undervisning finder sted i morgen og jeg har gjort opmærksom på min fortrydelsesret 5 dage efter mit ONLINE køb)

Kristian Weber

Hej Torben Tak for dine spørgsmål. Forudsætningen for at forbrugeraftaleloven og dermed fortrydelsesretten finder anvendelse er, at der er tale om et fjernsalg (aftalen indgås uden fysisk kontakt) eller en aftale indgået uden for den erhvervsdrivende faste forretningssted. Hvis dette er tilfældet gælder loven for alle aftaler mellem en forbruger og en erhvervsdrivende med de undtagelser, der følger af § 1 (forsikringsaftaler, vareautomater, befordring m.v.) og specifikt i forhold til fortrydelsesretten, § 18. Det er vanskeligt at vurdere konkret, uden at kende det specifikke produkt eller den specifikke ydelse, du har købt, men du er velkommen til at kontakte mig for en drøftelse (46 14 50 35). Med venlig hilsen Kristian Weber

Torben

Hej Kristian Weber, Tak for din tilbagemelding. Jeg kan oplyse, at sagen drejer sig tilmelding til et kursusforløb hver torsdag aften, der havde været i gang 3 gange, da jeg tilmeldte mig. Så min plan var at 'hoppe på' midt i forløbet. Men 5 dage efter tilmeldingen og før jeg år at deltage, sker der noget uforudset der gør, at jeg ikke kan deltage alligevel, hvilket jeg straks oplyser kursusudbyderen, der svarer mig, som du kan se af dialogen ovenstående. Det er ikke en formue, men jeg er fortørnet over kursusudbyderens behandling og vil muligvis forfølge sagen, hvis der er mulighed for, at jeg får medhold og kan få min betaling retur? Har oplysningen kursus betydning for din vurdering og min fortrydelsesret? På forhånd tak.

Tess Thestrup

Hvis jeg som firma er blevet kontaktet af andet firma der i telefonen som vil sælge mig en ydelse. Salg af leads. Når jeg så sover på det og alligevel ikke vil indgå aftalen - kan jeg så slet ikke fortryde??? De fastholder at ville fakurere mig for noget jeg ikke har modtaget

Casper Lundemark

Jeg har en "uenighed" kørerne med Proshop.dk. De har sendt mig et par IN EAR høretelefoner, der tydeligvis har været åbnet. Det fremgår direkte af bestemmelsen at "levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnet til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen". Jeg er af den klare holdning, at høretelefoner, som man putter ind i ørerne, må være omfattet af denne undtagelse, og at Proshop.dk derfor ikke kan gensælge dem til mig, som var de nye. Har jeg ret?

Kristian Weber

Hej Casper Hvis du gør brug af fortrydelsesretten rettidigt, er det ikke nødvendigt at begrunde overfor virksomheden, hvorfor du ønsker at fortryde. Der er ikke tale om en bestemmelse, som regulerer retten til at reklamere. Denne ret er allerede reguleret i købeloven. Såfremt du har betalt for et nyt produkt, men modtaget et gammelt/brugt produkt, er der således adgang til reklamere, hvilket i givet fald skal ske indenfor 2 år. Med venlig hilsen Kristian Weber

Steen F.

Hej. vi sælger en del tov/Fald, hvor kunden bestille et vist antal meter på vores hjemmeside. Kan man som kunde fortryde dette køb. Vi har mange gange ikke mulighed for at sælge det igen, det skulle da være hvis vi var heldig der var en kunde der lige stod og manglet præcis samme antal meter, samme type og i lige den farve.

Kristian Weber

Hej Steen F. Fortrydelsesretten gælder ikke for varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt særpræg (bestillingskøb). Hvad der nærmere forstås herved, kan være vanskeligt at afgøre i praksis. Der vil være tale om bestillingskøb, som ikke kan fortrydes, såfremt der sker en fremstilling eller tilpasning, som ikke baserer sig på standardvalg. Er der derimod tale om standardvalg, vil der ikke være tale om bestillingskøb og dermed vil forbrugeren kunne fortryde. Med venlig hilsen Kristian Weber

Lennart Jepsen

Jeg ved at tråden bygger på B2C-handel, men håber at kunne få svar på et B2B-spørgsmål: Hvem skal lovmæssigt betale for returnering (fra køber til sælger) af et defekt produkt i følgende tilfælde: - Transportpakken er ikke synligt beskadiget, men produktet virker ikke, fx en pære der er sprunget eller et kamara, hvor blitzen ikke virker. - Transportpakken er synligt beskadiget og produktet er beskadiget/ødelagt som følge deraf. - Sælger har afsendt et forkert produkt, fx en anden model end den bestilte.

Bent Ove Hansen

Hej jeg har et spørgsmål Hvis man sætter en vare i produktion er man så forpligtet til at kunne levere reservedele til produktet nogle år fremover , og gælder det også vor ting der er importeret og solgt i Danmark Mvh Bent

Kristian Weber

Hej Bent Som udgangspunkt har man som forbruger ret til at reklamere over et købt produkt og gøre brug af retten til at kræve produktet repareret, hvis det går i stykker. Om sælgeren er i stand til at foretage reparationen, er et andet spørgsmål. Der kan være adgang til at kræve såkaldt omlevering (levering af et nyt produkt), eller til at ophæve aftalen og kræve pengene tilbage, hvis produktet ikke kan repareres. Mig bekendt er der dog ikke noget lovkrav om, at sælger skal have x-antal reservedele liggende klar i en bestemt periode for det tilfælde, at der bliver brug for dem. Med venlig hilsen Kristian Weber

Niels

Jeg har for 2 dage siden rettet henvendelse til en tøjbutik via telefonen (en del af en kæde og med webshop) og lavet en forespørgsel på levering af et jakkesæt med præcis angivelse af detaljer omkring model, farve og størrelse. Jeg beder dem finde ud af om varen kan skaffes fra dered leverandør til afhentning i butik indenfor få dage. Jeg hører aldrig fra butikken, de har dog lagt en besked på min svarer at de har bestilt sættet hjem. Den har jeg først hørt efterfølgende. Da jeg i mellemtiden har fået købt sættet i en af deres andre butikker i kæden har jeg selvfølgelig ikke behov for en dublet. De siger nu at jeg har bestilt sættet og skal betale for det, at jeg har handlet meget mistænkeligt...? Jeg meddeler dem alt sammen via telefonen at jeg ikke har bestilt sættet og ej heller skal bruge det - i det tilfælde hvor jeg måttet have bestilt det via telefonen er jeg stadig overbevist om at jeg ikke er forpligtet til at købe tøjet? Hvad siger i og lovgivningen om dette? De truer med bål og brand omkring advokater, fremsendelse af faktura for varen og inkasso, alt imens jeg aldrig har sat mine ben i butikken. De har via mit telefonnummer som de fik ved min forespørgsel kunnet finde mit navn og adresse. Vi er aldrig mødtes og jeg mener ikke de kan gøre krav på et køb når jeg er af den overbevisning at jeg kun har lavet en forespørgsel og aldrig bekræftet at det skulle bestilles. Hvordan er det med bevisbyrde her, og gælder der i alle tilfælde ikke samme regler som ved nethandel med 14 dages fortrydelsesret med pengene retur når jeg nu aldrig har været i butikken og at det hele er foregået via telefonen? Jeg har ikke tænkt mig at afhente sættet trods trusler om inkasso og advokater, ligeledes vil det jo give samme resultat hvis jeg har 14 dages fortrydelsesret at de ingen penge får. Jeg ser frem til at høre fra jer. Tak!

Kristian Weber

Hej Niels Tak for dit spørgsmål. Meget tyder på, at der er tale om et fjernsalg, hvor den erhvervsdrivende og forbrugeren ikke mødes fysisk. Ved fjernsalg har forbrugeren som altovervejende hovedregel ret til at fortryde købet inden for 14 dage, medmindre der er tale om et bestillingskøb (det vil sige specialfremstillede varer). Det er en god idé at sikre sig dokumentation for, at der er gjort brug af fortrydelsesretten (fx ved at sende en e-mail). Såfremt det går helt i hårknude, vil der være adgang til at klage til forbrugerklagenævnet eller andet godkendt klagenævn. Med venlig hilsen Kristian Weber

Niels Borring

Tak for svar! Der var simpelthen tale om en vare jeg har fået magen til andet steds, så den er ikke lavet på bestilling. Jeg har ikke købt varen og har derfor heller ikke brug for at returnere den, samtalen hvor jeg meddeler at jeg ikke har bestilt og ej heller skal bruge sættet er optaget. Jeg sender for god ordens skyld en mail hvori jeg skriver at jeg som tidligere meddelt i telefonen hverken har bestilt eller har behov for jakkesættet. De må jo stå ved de har lavet en fejl og derudover vel følge lovgivningen. Men det betragtes som fjernsalg når jeg ikke har været i butikken?

Kristian Weber

Hej Niels Ja, definitionen på en fjernsalgsaftale er, at den indgås ved brug af kommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk (fjernkommunikation), og at den indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende. Som du selv er inde på, kan man også overveje, om der overhovedet blev indgået en aftale om køb af jakkesættet, eller om der alene var tale om en forespørgsel. Med venlig hilsen Kristian Weber

Niels

Mange tak for svarene. Jeg er stadig overbevist om jeg aldrig har bestilt et jakkesæt. Det skulle have været hentet i butikken ved køb, men indtil jeg har lagt mine penge og mødt dem har jeg ikke foretaget mig noget der minder om et køb. I sidste ende skal de vel bevise at jeg har bestilt? Her bør mit Mobil nummer og tøjstørrelse jo ikke være nok, du kan jo finde de fleste personer på 118, dgs og krak. God dag

Niels Lund

Jeg skriver til jer , fordi jeg for to måneder siden købte en ny påhængsmotor til kr 23.000 - nu er problemet , at den ikke vil starte, og motoren lever slet ikke op til den forventning man med rimelighed kan forvente . Af et sådan produkt og mest anerkendt mærke på markedet . Sælger udviser ikke den store interesse for at hjælpe mig , hvor står jeg , jeg vil helst have mine penge tilbage , eller en anden ny motor , ved afleveringen hjemme på græsplænen , har jeg ikke fået oplyst nogen rettigheder , garantier eller andet . Venlig hilsen Niels

Kristian Weber

Hej Niels Det kan have betydning, om du har købt den (fra ny) af en erhvervsdrivende (forbrugerkøb), eller af en anden privatperson (privatkøb). Såfremt der er tale om et privatkøb og motoren lider af væsentlige mangler i forhold til, hvad der blev aftalt og hvad du kunne forvente, kan købet ophæves, hvorved købesummen tilbagebetales og motoren tilbageleveres. Om motoren så rent faktisk lider af væsentlige mangler, kan jeg ikke udtale mig om, da det formentlig kræver en sagkyndig vurdering. Herudover skal der være tale om en mangel, som var til stede, da du købte motoren og ikke er kommet til på et senere tidspunkt (fx grundet forkert brug eller manglende vedligeholdelse). Hvis der er tale om et forbrugerkøb, bør du reklamere hurtigst muligt. Reklameres der indenfor 6 måneder, har det formodningen for sig, at manglen var til stedet fra start. Med venlig hilsen Kristian Weber

Mathias

Goddag, Jeg har et spørgsmål mht. fortrydelsesret, ordrebekræftelse og internet udbydere. Gælder fortrydelsesretten fra det tidspunkt man modtager ordrebekræftelse på at man har bestilt internet, eller gælder denne først når man modtager servicen, og kan teste for evt. væsentligt ringere hastighed end man blev lovet? Jeg er i en situation hvor jeg har bestilt internet men først modtaget internettet ~3 måneder efter jeg fik ordrebekræftelsen.

Kristian Weber

Hej Mathias Tak for dit spørgsmål. Når der er tale om en tjenesteydelse (ikke en vare), løber fortrydelsesfristen fra det tidspunkt, hvor aftalen indgås (dette følger af forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2). Såfremt ydelsen (internettet) ikke lever op til dine forventninger, eller du i øvrigt mener at den er mangelfuld, bør du reklamere overfor udbyderen. Med venlig hilsen Kristian Weber

Søren

Hej Advodan. Jeg har tilmeldt mig et fitness instruktør kursus hvor der står tilmelding er bindende. Man betaler ifm. tilmeldingen betalte jeg 250,- i tilmeldingsgebyr. Tilmeldingen blev foretaget online. 2 dage efter skrev jeg til dem at jeg har fortrudt min tilmelding og ønskede at annullere min tilmelding. Hvilket de sagde jeg ikke kan. Kursus start er først slut september så stadig god tid til start. Har jeg ikke 14 dages fortrydelsesret jf. forbrugeraftaleloven ?

Kristian Weber

Hej Søren Tak for dit indlæg. I forbrugeraftaleloven er opregnet en række undtagelser, hvor fortrydelsesretten ikke gælder. Jeg kan ikke umiddelbart se, at den situation, som du beskriver, er omtalt, hvorfor jeg vil mene, at du kan gøre brug af fortrydelsesretten, forudsat at kurset ikke har været afholdt. Du kan evt. starte med - udover at meddele skriftligt at fortrydelsesretten tages i brug - at sprøge til begrundelsen for, at du har modtaget en afvisning. Med venlig hilsen Kristian Weber

Henrik Andersen

Hej Vi handler med autoreservedele primært til private og har ca 30.000 varenumre i programmet. Der er på trods heraf kunder der bedes os fremskaffe varer vi ikke har i programmet, hvilket vi gør. Fortryder kunden købet, kan vi ofte ikke returnere til leverandøren, og kan vi, er det typisk med et nedslag på 15-20% af vores købspris. Da det er en vare vi ikke har i programmet vil vi ofte ikke kunne sælge denne til andre kunder efterfølgende. Disse handler foregår oftest ved at kunder ringer, da de ikke kan finde den ønskede vare på vores hjemmeside. Er vi også her forpligtet til at tage varen retur hvis kunden fortryder? På forhånd tak for svaret. Med venlig hilsen Henrik Andersen

Kristian Weber

Hej Henrik Tak for spørgsmålet. Reglerne om returret gælder, når der er tale om "fjernsalg" - hvor kunde og erhvervsdrivende ikke mødes fysisk - eller når aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted. Handler I alene online, eller har I en butik, hvor kunder møder op og bestiller/køber? Med venlig hilsen Kristian Weber

Susana Lis

Hej Gælder den nye forbrugeraftalelov også for kurser hvis man har tilmeldt sig på nettet? Og hvis ja, hvad kan/skal man gøre hvis de ikke overholder oplysningspligt? Mvh Susana

Maria

Hej. Efter at have læst hele tråden igennem, har jeg også et spørgsmål, som jeg umiddelbart ikke finder beskrevet i det ovenstående. I vores webshop sælges reservedele til biler. Af sikkerhedsmæssige hensyn, kan vi ikke gensælge en vare - eksempelvis en bremseklods eller lignende reservedel, såfremt at en kunde skulle vælge at montere og tage en "test-køretur". Den tilbageleverede vare vil derfor for os være total værdiløs og kan ikke gensælges. Hvad gør vi, såfremt en kunde vælger at returnere på fortrydelsesretten? Vores varer er kun nogle gange - forseglede, og kan desuden læse i ovenstående indlæg, at brudt forsegling kun gælder i tilfælde med forringelse af sundheds- eller hygiejemæssige forhold. Med venlig hilsen Maria

Søren Merrild Bie

Hej Maria. Super godt spørgsmål. Mit bud er, at forbrugeren ikke vil kunne afprøve de typer af reservedele, som du oplyser i dit spørgsmål, og efter endt afprøvning fortryde købet. F.eks. vil en bremseklods, i min optik, være så forringet i værdi efter montering og afprøvning, at den ikke kan tilbageleveres under fortrydelsesretten. Forbrugeren hæfter nemlig for en evt. forringelse af varens værdi, som skyldes anden håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt for at teste den på almindelig vis. Hvis forbrugeren købte bremseklodsen i en fysisk butik, så ville han jo ikke kunne teste den bedre, end hvis han købte den online. I bemærkningerne til forbrugeraftaleloven er der et eksempel på, hvorvidt man vil kunne fortryde et onlinekøb af planter. Her afhænger det f.eks. af, hvorvidt planternes værdi er forringet ved en evt. udplantning eller ej. Det afhænger dog af det konkrete tilfælde! Konklusionen er derfor, at I skal vurdere forbrugerens fortrydelsesret for hver enkelt reservedel, idet der jo er forskel på styling-reservedele og funktionsreservedele. Det vil dog under alle omstændigheder være en god idé at oplyse forbrugeren om, at nogle reservedele ikke kan afprøves uden at de mister deres fortrydelsesret. Ovenstående er udtryk for min personlige opfattelse, idet jeg pt. ikke har set retspraksis på området. Venlig hilsen Søren

Ejvind

Hej Søren, Jeg har lavet en aftale med et bureau om at de sørger for mine reklamer på nettet (Adwords kampagne). For det tager de en fast månedlig pris. Jeg får tilsendt en ordrebekræftelse, og får at vide at det hedder den bare, men at jeg ikke behøver lægge noget særligt i det. Jeg bekræfter så ordren, og kan derefter se at jeg har bundet mig for 6 måneder, Det var første gang det var på tale, at der var en bindingsperiode. Ydermere kan jeg se at jeg skal betale for 3 måneder ad gangen. Jeg indbetaler så for de første 3 måneder, og arbejdet går i gang. Samme dag deres reklamekampagne går i gang, stopper tilgangen af mails fra nye interesserede - noget som jeg normalt har på baggrund af mine annoncer. Efter 3 dage tager jeg kontakt, og siger at det slet ikke går. De fortæller mig at det er normalt at det tager lidt tid inden reklamekampagnen virker. De lover at sætte noget sporing op, så man kan se hvad der sker med trafikken. Efter yderligere 4 dage (der er nu gået en uge) kontakter jeg dem igen, og siger at jeg ikke kan holde til ikke at få kunder. De gentager at det tager tid. Jeg siger til dem at hvis ikke der har været en forbedring indenfor den næste uge, så opsiger jeg samarbejdet. Det har de ingen kommentarer til. I dag er der så gået yderligere en uge, uden nogen henvendelser til min virksomhed, og jeg har derfor skriftligt opsagt samarbejdet med dem. Men jeg fik så besked på at aftalen er uopsigelig i 6 måneder, og at jeg er bundet af aftalen. Hvis ikke jeg er tilfreds med det, må vi lade advokaterne gøre arbejdet ifølge bureauets kontaktperson. Er jeg bundet til at skulle betale for bureauets services i 6 måneder, selv om jeg ikke benytter dem? Er der mulighed for at jeg kan få en del af det indbetalte beløb tilbage? Med venlig hilsen Ejvind

Søren Merrild Bie

Hej Ejvind. Tak for din besked. Det er en meget konkret problemstilling, som du har oplyst. Du vil måske kunne hæve aftalen med dit online-marketing firma, hvis de har misligholdt den indgåede aftale. Dette kræver en nærmere gennemgang af aftalegrundlaget og dine fremsatte indsigelser overfor firmaet. Der kan evt. også være noget at hente i forhold til hvordan aftalen blev indgået. Konklusionen er således, at det vil kræve en konkret gennemgang af din sag. Det anbefales derfor at du tager kontakt til en advokat, som kan hjælpe dig hermed. Nu kender jeg jo ikke økonomien i sagen, men dette kan også spille ind i forhold til hvilken løsning, som du skal gå efter. Det vigtigste må jo i første omgang være, at du igen får kunder i butikken. Jeg håber, at du finder en hurtig løsning, Venlig hilsen Søren

Ejvind

Hej Søren, Tak for dit svar. Jeg har fået svar om, at de ikke agter at "lade mig gå", men at jeg skal betale for 6 måneder uanset om jeg bruger deres services eller ej. Prisen er kr. 2100 om måneden + moms, så jeg ved ikke om det kan betale sig at entrere med en advokat? Tak for hjælpen Ejvind

Søren Merrild Bie

Hej Ejvind. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at du laver en udtrykkelig skriftlig indsigelse overfor firmaet, som kan dokumenteres efterfølgende. Hvorvidt du kan få allerede betalte ydelser tilbage og/eller komme ud af den indgåede kontrakt for så vidt angår fremtidige ydelser, afhænger som sagt af den konkrete sag. Jeg vil tro, at en advokat ville skulle have omkring 6.000,00 + moms for at hjælpe med sagen, herunder gennemgang af aftalegrundlaget og korrespondance i sagen, samt udarbejdelse af diverse efterfølgende skrivelser til modparten. Venlig hilsen Søren

Lidia Szmidt

Hej, Tak for dine svar, men nu blev jeg grundigt forvirret. - "at fortrydelsesretten løber i 12 måneder " - hvad mener man med det ?? 12 måneder?? - var det ikke 14 dage - "at virksomheden skal betale både forsendelses- og returforsendelsesomkostninger, uanset hvilken forsendelsesmetode forbrugeren har valgt" - er det ved fortrydelsesretten? Du skriver i forskellige svar, at forbrugeren skal betale fragten retur, hvis de fortryder købet. Jeg sælger souvenirs til små penge ofte mellem 50-100 kr. Hvis folk sender en halskæde til 25 kr. retur som anbefalet brev - koster det 80 kr, og som giver ingen mening, jeg selv sender dem som brev til 9 kr. Skal jeg dække den slags vanvittige omkostninger? Venlig hilsen Lidia

Søren Merrild Bie

Hej Lidia, Tak for dit indlæg. Før købet skal kunden oplyses om fortrydelsesretten. Overholder virksomheden ikke den regel, kan virksomheden risikere, at kundens fortrydelsesret forlænges helt op til 12 måneder. Der er altså tale om at udgangspunktet er 14 dage, men hvis virksomheden ikke har oplyst kunden tilstrækkeligt om fortrydelsesretten, så kan fortrydelsesfristen forlænges til at gælde i op til 12 måneder. Hvis en virksomhed ikke oplyser kunden om, at det er kunden selv, der skal betale udgifterne, hvis en vare bliver sendt retur, er konsekvensen den, at virksomheden selv skal betale udgifterne til returforsendelsen. Det er tvivlsomt, om kunden i denne forbindelse vil kunne anvende en dyrere forsendelsesmetode, end den, som virksomheden brugte. Mig bekendt, så er der dog en risiko for, at virksomheden i denne situation, hvor virksomheden ikke har oplyst kunden korrekt, må tåle at bære en dyrere forsendelsesudgift så længe denne ikke er helt urimelig. Det handler derfor om at få styr på salgs- og leveringsbetingelserne, samt hele webshopprocessen, så virksomheden får givet de rigtige oplysninger på det rigtige tidspunkt og at virksomheden kan dokumentere dette. Jeg håber dette var svar nok. Venlig Hilsen Søren

janie

Min datter bestilte internet fra fullrates hjemmeside den 17/10 og får en ordrebekræftigelse den 18/10, hvor hun har bestilt internet fra den 17/11. Hun får en regning den 4/11 med opkrævning for de sidste dage i dec 18-31. Den første måned var gratis. Den 11/11 får hun tilsendt modem(til min adresse) Der bliver bestilt en tekniker der skal ordne tlf stik så internet kan etableres den 17/11. Aftalen lyder at teknikeren ringer 30 min før ankomst. Han ringer så først 10 min før hvor jeg som aftalt og informeret til fullrate, skal gå ned til min datters lejlighed. Jeg ser så først opkaldet 3 min senere, da jeg lige var på toilettet. Skynder mig ned til lejligheden og ankommer kl 09,02, hvor der jo stadig er ca 20 min til teknikeren skal komme. Kl 09,24 er han stadig ikke dukket op. Tømmer så postkassen og kan se han alleredde har været der kl 09.00 dvs mindre end 10 min efter opkald!. Jeg ringer så til fullrate for at forhøre, hvorfor aftalen om 20 min ikke blev overholdt, da de jo vidste og var indforståede med at jeg skulle ned til lejligheden først. Så hedder det sig pludselig at teknikeren ikke skulle ringe 30 min før, men op til 30 min før og at jeg iflg dem, burde ha siddet i lejligheden fra kl 7.30 - 12.00 hvilket ikke var aftalen da der blev bestilt en tekniker. Min datter får så mail om at teknikeren er gået forgæves og ny tekniker skal bestilles, hvilket koster 699kr. Min datter bliver an anelse negativ, da jeg jo faktisk ikke har haft mulighed for at nå ned til hendes lejlighed, før teknikeren er gået. Hun vælger så at bruge hendes fortrydelsesret, da der jo ikke er etableret internet i lejligheden og de vil ikke etablere før ny tekniker kommer den 28/11. hun får så mail fra fullrate som svar på fortrydelsesretten, at den ikke gælder, da den ophørte 14 dage efter bestilling og modtagelse af ordrebekræftigelsen den 18/11, så derfor er hun bundet i 6 måneder før internet kan opsiges. Kan det virkelig passe, at fortrydelsesretten allerede træder i kraft ved bestilling af internet og ikke ved modtagelse af enten modem eller forbindelse. Normalt er der da 14 dages fortrydelse fra man modtager noget fysisk fra et firma når man handler via internet og ikke fra bestilling? I dag har så sågar modtaget en rykker på 100kr for internet der endnu ikke er etableret?

Søren Merrild Bie

Hej Janie Tak for din mail. Det er svært for mig at hjælpe dig med denne konkrete sag, hvor der er indgået en del mundtlige og måske skriftlige aftaler, som jeg ikke kender det nøjagtige indhold af. Det kan være at Fullrate ikke har givet de korrekte oplysninger i forbindelse med din datters bestilling af internet, hvorfor fortrydelsesretten stadig løber, det kan også være, at din datter har fortrudt rettidigt. Det vil dog kræve en nærmere genenmgang af sagen fra min side, før jeg kan svare dig. Af omkostningsmæssige hensyn, vil jeg derfor anbefale, at din datter klager til Forbrugerklagenævnet, hvorefter de vil se på sagen. Venlig hilsen Søren.

Maj Solberg

Hej Søren Gælder de nye regler også for udenlandske virksomheder, som har oprettet danske hjemmesider?. F.eks. CDON, Nelly.com Venlig hilsen Maj Solberg

Søren Merrild Bie

Hej Maj. Forbrugeren er bl.a. beskyttet af de danske regler, hvis en udenlandsk sælger har markedsført sig mod det danske marked. Hvis hjemmesiden er på dansk, priserne danske, og hvis der er mulighed for levering i Danmark, vil der normalt være tale om en sælger, der henvender sig til danske forbrugere, hvorfor sælgeren skal overholde såvel den danske forbrugeraftalelov og købelov. Der foreligger bla. en afgørelse, som konkluderer følgende: "Når et udenlandsk internetfirma har foretaget reklamering i det land, hvor forbrugeren har bopæl, er det dette lands ret, der er gældende. »Det følger af Romkonventionens art. 5, stk. 3, jf. stk. 2, at en forbrugeraftale er undergivet loven i det land, hvor forbrugeren har bopæl, såfremt der i dette land forud for aftalens indgåelse er foretaget reklamering, og forbrugeren der har foretaget de handlinger, der er nødvendige for aftalens indgåelse. Hvis forbrugeren har bopæl i Danmark, og har indgået aftalen via en dansk hjemmeside ([firmanavn].dk), hvor varernes pris er anført i dansk valuta, og der i øvrigt er angivet en dansk kontaktadresse, ligesom man på hjemmesiden under "country" kan vælge "Denmark", og der forud for aftalens indgåelse er foretaget reklamering i Danmark, vil den danske købelov finder anvendelse." Såvel CDON og Nelly er derfor forpligtede til at efterleve de danske regler. Venlig hilsen Søren

Maj Solberg

Hej Søren Tak for svar. Det betyder vel så også, at hjemmesider på dansk, som anfører priser i danske kroner og leverer i Danmark fremover skal have et telefonnummer, hvor man som kunde kan kontakte dem? Det har de nævnte sider og en hel del andre nemlig ikke. Man kan kun skrive til dem via deres hjemmeside, hvis man f.eks. vil reklamere over ikke at have modtaget sin vare, der er betalt for, eller der er fejl på en vare. Venlig hilsen Maj Solberg

Søren Merrild Bie

Hej Maj. Det var så lidt. Virksomhederne bør stille et telefonnummer til rådighed, men jeg har ikke kunnet finde en afgørelse, hvoraf det fremgår, at de er forpligtede til at oplyse et telefonnummer. Der er love og afgørelser, der forpligter virksomheden til at oplyse en e-mailadresse, som man kan kontakte virksomheden på. Der har været ført en præjudiciel forelæggelsessag ved EU-Domstolen netop vedr. en virksomheds eventuelle forpligtelse til at skulle oplyse et telefonnummer: "Deutsche Internet Versicherung (sag C-298/07) om hvorvidt et forsikringsselskab, som udelukkende opererede via internettet, i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c, i direktivet om elektronisk handel (2000/21) var forpligtet til på sin hjemmeside at angive et telefonnummer. Domstolen udtalte bl.a. i den forbindelse, at tjenesteyderen ud over sin e-mail-adresse er forpligtet til at give andre oplysninger, som gør det muligt hurtigt at kontakte tjenesteyderen og kommunikere direkte og konkret med denne, og at sådanne oplysninger ikke nødvendigvis skal bestå i et telefonnummer. Det kan også bestå i en online-spørgeformular, ved hjælp af hvilken tjenestemodtagerne kan henvende sig over internettet til tjenesteyderen, og som denne kan besvare via e-post. En sådan online kommunikationsadgang kan dog ikke anvendes, hvis tjenestemodtageren (forbrugeren) efter at have taget elektronisk kontakt til tjenesteyderen ikke har adgang til det elektroniske netværk og derfor anmoder tjenesteyderen om adgang til en ikke-elektronisk kommunikationsvej." Jeg håber dette var lidt mere opklarende, venligst Søren

Maj Solberg

Hej Søren Tak! Super fint med denne spørgeportal! Venlig hilsen Maj Solberg

Rikke Madsen

Hej Søren Vi sælger traktorhjul og dæk, ofte via telefon samtale. Det er både nye og gamle kunder, landmænd og forhandler. Sådan en handel kan nemt koste 50.000,- og dyre fragt omkostninger, samt forringelse af varen hvis de fortryder handlen. Er der forskel på om det er nye vare eller brugte vare? For at beskytte os selv i denne nye lovgivning, skal vi vel sende en ordrebekræftelse med nogle fortrydelse regler, via mail eller sms i alle handler. Eller er det nok første gang vi handler med en kunde.

Søren Merrild Bie

Hej Rikke. Tak for dit spørgsmål. Umiddelbart lyder det som om, at i kun sælger til erhvervsdrivende, hvorfor i slet ikke er omfattet af forbrugeraftaleloven og dennes fortrydelsesregler. Hvis i sælger til en forbruger, så skal i oplyse forbrugeren om fortrydelsesretten mv. i telefonsamtalen og efterfølgende sende forbrugeren alle de krævede oplysninger på et varigt medium, f.eks. i en mail. Jeg håber dette var svar nok på dit spørgsmål. Venlig hilsen Søren

Janni Sørensen

Hej Søren Som jeg læser den nye forbrugeraftale så kan der opstå en situation hvor jeg skal tilbagebetale købesummen for et fortrudt varekøb INDEN jeg har modtaget varen retur. Det virker da helt absurt af 2 grunde. Den ene grund at jeg skal være sikker på at modtage min vare og den anden grund at jeg skal kunne modregne forringelse af varen i beløbet som kunden skal have tilbage. Kan du hjælpe mig med om det kan være rigtigt ? Bedste hilsner Janni

Søren Merrild Bie

Hej Janni. Tak for dit indlæg. Tidspunktet for virksomhedens tilbagebetalingspligt ved fortrydelse er ændret til at skal ske uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra datoen, hvor kunden har meddelt, at han eller hun har fortrudt sit køb (mod 30 dage i dag). Dog har virksomheden mulighed for at afvente modtagelsen af returvaren eller indtil forbrugeren har fremlagt dokumentation for at have returneret varen, alt efter hvilket tidspunkt der er tidligst.før købesummen refunderes, hvis der skulle være en værdiforringelse ved returvaren. Bestemmelsen indebærer som udgangspunkt en beskyttelse af den erhvervsdrivende, idet tilbagebetaling af et eventuelt modtaget beløb fra en forbruger efter § 22, stk. 1 skal ske uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dag, hvor den erhvervsdrivende modtager meddelelse om udøvelse af fortrydelsesretten. Efter stk. 4 vil den erhvervsdrivende imidlertid efter omstændighederne kunne vente med at tilbagebetale det modtagne beløb, indtil denne har modtaget varen.Bestemmelsen indebærer, at den erhvervsdrivende efter omstændighederne skal tilbagebetale købesummen til forbrugeren, inden varen er modtaget retur. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis forbrugeren på et tidspunkt efter 14 dage fra den dato, hvor den erhvervsdrivende har modtaget meddelelse om forbrugerens beslutning om tilbagetræden, over for den erhvervsdrivende fremlægger dokumentation for at have returneret varen, før den erhvervsdrivende har modtaget denne. Fastlæggelsen af, hvad der udgør tilstrækkelig dokumentation til at udløse den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt, vil bero på en konkret vurdering, og efter omstændighederne vil en kvittering for afsendelse af et anbefalet brev, tilbagesendelse undergivet en "track-and-trace" service, en indleveringsattest (postkvittering) eller lignende, antages at kunne tjene som bevis for, at et brev eller en pakke er indleveret til afsendelse, idet bestemmelsen dog ikke indebærer, at forbrugeren skal kunne fremvise dokumentation, der beviser forsendelsens indhold eller varens stand. Forbrugeren bærer risikoen for varens hændelige beskadigelse eller forringelse under tilbagetransporten af denne i forbindelse med forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten. Fastlæggelsen af værdiforringelsen vil altid bero på en konkret vurdering. Den erhvervsdrivendes tilbagebetaling efter stk. 4 skal i lighed med tilbagebetaling efter stk. 1 ske uden unødig forsinkelse. Konklusionen er derfor, at der kan opstå en situation, hvor den erhvervsdrivende ikke kender varens stand på det tidspunkt, hvor denne er forpligtet til at tilbagebetale købesummen. Venlig hilsen, Søren

Janni Sørensen

Hej Søren Tusind tak for svar. Jamen så er det så absurt som jeg frygtede. Jeg og alle andre erhvervsdrivende kan komme i den situation hvor vi skal tilbagebetale uden at have modtaget varen og uden at have set dens tilstand. Som du selv skriver så kan dokumentation for returnering jo være ligegyldigt i det øjeblik pakken er tom. Hvad sker der så i sådan en situation ? Det kan jo både være kunden og fragtselskabet der "svindler" ? Bedste hilsner Janni

Søren Merrild Bie

Hej Janni. Ja, det virker meget uhensigtsmæssigt med denne regel. Hvis pakken er tom, så er det tale om decideret svindel, som vil være strafbelagt, hvorfor vi må håbe dette er præventivt nok i sig selv. Hvis det viser sig, at den returnerede vare er beskadiget, så vil den erhvervsdrivende skulle inddrive denne værdiforringelse på almindelig vis (forudsat at købesummen allerede er tilbagebetalt). Hvis der er tale om meget kostbare varer, så har den erhvervsdrivende jo den mulighed, at de selv kan afhente varen og samtidig besigtige den forinden tilbagebetaling af købesummen. Venlig hilsen Søren

Janni

Hej Søren God idé med at afhente varen selv - tusind tak for rådet. Bedste hilsner Janni

Lars Borst Hansen

Hej Søren! Tak for dine gode svar til gavn for alle os med webshop. Her et enkelt spørgsmål mere: En del af de møbler vi sælger fremstilles efter bestilling og efter kundens ønske om stof- og træsammensætning - eks, en Wegner Butterfly stol i sortlakeret bøg med læderpolstring; én sammensætning ud af mange muligheder. Er der også med den nye lov fortrydelses- og returret på "specialfremstillede" varer, der er sammensat efter kundens ønske?

Lars Borst

Hej igen! Har nærlæst reglerne for ovenstående spørgsmål, og svaret må være det samme som dit svar til Henrik Værum?

Søren Merrild Bie

Hej Lars. Henrik Værum og din situation er ikke helt ens. Det fremgår af loven og dennes bemærkninger, at der som udgangspunkt alene vil være tale om et bestillingskøb, hvis der sker en fremstilling eller tilpasning, som ikke baserer sig på standardvalg. Dog vil fremstilling af varer på baggrund af en særlig - atypisk eller omfattende - kombination af standardvalg efter omstændighederne kunne indebære, at der alligevel er tale om et bestillingskøb. Hvorvidt dette er tilfældet må bero på en konkret vurdering, hvor sælgers mulighed for at sælge den pågældende vare til anden side - eventuelt efter at have foretaget visse tilpasninger - vil kunne indgå som element. Det er endvidere ikke afgørende for afgrænsningen af begrebet bestillingskøb og dermed undtagelsen fra fortrydelsesretten, hvorvidt produktion af en vare først iværksættes efter forbrugerens afgivelse af bestillingen. Som eksempel kan nævnes et møbel fremstillet efter mål tilpasset forbrugerens bolig, og som ikke i øvrigt tilbydes som standardvalg af den erhvervsdrivende. Jeg kan desuden supplere med en afgørelse fra Forbrugerklagenævnets praksis, FKN 2005, afsnit 5.3.11, hvor Forbrugerklagenævnet fandt, at det forhold, at en forbruger ved bestillingen af en computer kunne vælge mellem forskelligt tilbehør, og at computeren blev leveret med dette tilbehør, ikke kunne bevirke, at der forelå et bestillings- eller tilvirkningskøb i forbrugeraftalelovens forstand. Forbrugerklagenævnet anførte, at aftalen savnede de afgørende karakteristika, idet der ikke var tale om fremstilling eller tilpasning af en vare til et særligt formål og efter bestemte mål, som var særlige for forbrugeren, således at varen ikke uden videre kunne sælges til anden side. Forbrugerombudsmanden fandt endvidere i en sag fra 2012 om fjernsalg af wallstickers, hvor forbrugeren kunne vælge mellem forskellige farver og størrelser tilbudt af den erhvervsdrivende, at der var tale om en standardvare. Forbrugerombudsmanden lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at det af den erhvervsdrivendes hjemmeside fremgik, at de omhandlede wallstickers kunne bestilles i tre forskellige størrelser, og at når varen efterfølgende var lagt i kurven, fremgik det endvidere, at den pågældende wallsticker var valgt i en bestemt farve og størrelse, og at kunden ikke havde mulighed for at indtaste en alternativ størrelse. Jeg vil derfor tro, ud fra dine oplysninger, at dine kunder vil have en fortrydelsesret på de nævnte varer. Håber dette var tilstrækkeligt svar, venlig hilsen Søren.

Katrine

Hej Søren, jeg er lidt i tvivl om, hvordan nedenstående omkring fortrydelsesretten skal forstås. Skal det forstås sådan, at kunden bare skal meddele om fortrydelse af købet indenfor de 14 dage fra varen er modtaget - og hvor lang tid har kunden så efterfølgende til at returnere varen (i dette tilfælde tøj). Altså hvornår kan butikken kræve, at varen senest skal være dem i hænde efter beskeden om fortrydelse er modtaget, hvis denne meddelelse fx kommer 14 dage efter modtagelse? Håber det giver mening - er selv lidt forvirret :) "Regler for returvarer: Når en kunde benytter sig af fortrydelsesretten, kan vedkommende ifølge den nye lov afvente med at returnere varen indtil senest 14 dage efter den dato, hvor vedkommende har meddelt virksomheden, at han eller hun har fortrudt købet. Det er modsat i dag, hvor varen skal være sendt tilbage inden for selve fortrydelsesfristen" Venlig hilsen Katrine

Søren Merrild Bie

Hej Katrine. Forbrugeren skal give en utvetydig erklæring til den erhvervsdrivende om, at fortrydelsesretten udøves inden 14 dage. Forbrugeren kan enten bruge lovens standardfortrydelseserklæring eller en anden erklæring. Den erhvervsdrivende skal herefter straks på et varigt medium kvittere for modtagelse af fortrydelsen. Forbrugeren skal sende varen retur senest 14 dage efter den dag, hvor forbrugeren gav meddelelse om sin fortrydelse. Det er Forbrugeren der skal betale for returnering af varen, medmindre forbrugeren ikke blev oplyst om forsendelsesomkostningerne inden købet blev endeligt indgået. Den erhvervsdrivende kan således risikere at vente 2 x 14 dage på at få en "fortrudt vare" hjem igen. Jeg håber det var svar nok, venlig hilsen Søren

Kasper Poulsen

Kære Søren, Et par korte, opklarende spørgsmål omkring den nye købelov. Vi driver en internet butik (tøj) og mange af vore køb er på mindre end kr. 350,-. Gælder disse nye regler ikke i forbindelse med køb for mindre end dette beløb? I lovens kapitel 3 nævnes at den ikke gælder ved køb for mindre end 350,- ved udveksling af varer samtidigt med indgåelse af aftale. Er et køb og en transaktion på en hjemmeside en "samtidig udveksling af varer"? På forhånd tak, Kasper

Søren Merrild Bie

Hej Kasper. I den nye lovs § 7, stk. 2, nr. 7 undtages aftaler, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med indgåelse af en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, hvis købesummen ikke overstiger 350 kr. Den nye bestemmelse er i det væsentligste en videreførelse af den nugældende § 2, stk. 2, nr. 2, litra c, hvorefter forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt og fortrydelsesret (uden beløbsgrænse) ikke finder anvendelse på aftaler indgået på offentligt sted, udstillinger, messer, gågaden mv., og hvor varen og købesummen udveksles samtidig med aftalens indgåelse uanset købesummens størrelse. Fra på fredag, er det dog alene aftaler op til 350 kr., der er undtaget. I dit tilfælde udveksles varen ikke samtidig med købesummen, hvorfor alt jeres salg af tøj via webshoppen som udgangspunkt er omfattet af de nye regler. (Jeg skal beklage den uheldige formulering, der var til sidst i min artikel ovenfor, da den kunne skabe lidt forvirring - jeg har netop nu rettet artiklen til). Venlig hilsen, Søren

Emil Larsen

Hej Søren, håber du vil svare på mit spørgsmål. Forbrugeombudsmanden afholdte seminar 20.marts 2014 omkring det nye direktiv. I materialet fra kurset står følgende omkring ordre afgivelsen og de særlige oplysningspligter På det sted, hvor endelig bestilling afgives skal følgende oplyses lige over bestillingsknappen: - Varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika - Den samlede pris for varen eller ydelsen Hvor bogstaveligt skal ovenstående tages? På min shop får man en samlet oversigt over de varer man er ved at bestille, man kan vælge leveringstype samt betalingsmetode. Problemet er at når man har foretaget sine valg, så bliver man videresent til en dedikeret betalingsside, hvor man endeligt skal godkende sit køb. På denne sider er det kun totalbeløbet der fremgår. Altså er ”Varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika” IKKE vist ” På det sted, hvor endelig bestilling afgives skal følgende oplyses lige over bestillingsknappen” Man er altså blevet oplyst omkring priser, varens væsentligste karakteristika osv., blot ikke på den side hvor aftalen endeligt indgås. Er dette et brud på direktivet som kan føre til bøde eller 12 måneders fortrydelsesret hos kunden? På forhånd tak - venlig hilsen Emil

Søren Merrild Bie

Hej Emil. Tak for dit indlæg. Jeg er desværre ikke bekendt med Forbrugerombudsmandens materiale fra seminaret. Du kan evt. sende dette til mig på smbi@advodan.dk, hvorefter jeg bedre kan komme med mit bud. Med baggrund i lovens forarbejder og det du refererer fra Forbrugerombudsmandens materiale, så vil mit bud være, at købet skal indgås direkte fra ordreoversigtssiden, hvor varernes væstenligste karakteristika fremgår. Manglende overholdelse af denne bestemmelse, vil dog ikke kunne medføre at fortrydelsesfristen forlænges op til 12 mdr. Det er alene manglende oplysning om fortrydelsesfristen på de 14 dage, der medfører denne sanktion. Hvorvidt du kan blive idømt en bøde, vil afhænge af det konkrete tilfælde og den bødepraksis, som bliver lagt for dagen, når reglerne er trådt i kraft. Der er mange praktiske udfordringer, som pt. er svære at svare konkret på, da svaret nok først kommer, når vi har haft nogle afgørelser på de forskellige områder. Venlig hilsen, Søren

Erling

Hej Søren, Gælder de nye regler kun B2C eller også B2B kunder. Vi handler hovedsagelig med B2B kunder. Mvh Erling

Søren Merrild Bie

Hej Erling. Tak for dit indlæg. Forbrugeraftaleloven gælder kun for aftaler med forbrugere, dvs. B2C. Reglerne gælder dog uanset, om man alene handler med disse en enkelt gang, hvorfor jeres set-up skal overholde reglerne, når i én gang i mellem har en enkelt B2C handel. Venlig hilsen, Søren

Mark

Hej Søren, Jeg smider også lige et spørgsmål din vej. Hvis jeg nu sælger forseglede parfumer, gælder dette også under returretten og fortrydelse?? Det tænker jeg at det gør, men det er omvendt sværere at sælge en parfume med brudt emballage og brugt af fremfor et par cowboybukser der er prøvet. Ligeledes forudser jeg en masse "misbrug" fra forbrugernes side, da de har magten til at bruge løs, og blot returnere indenfor tiden, hvis de alligevel ikke gider det givne produkt. Så det bliver spændende at se, hvordan praksis bliver. Dog sælger jeg b2b, så der er andre regler, men tænker at jeg gerne bil sælge en smule b2c, men med dette nye tiltag, overvejer jeg stærkt at lade være. Mvh Mark

Søren Merrild Bie

Hej Mark. Tak for dit spørgsmål. Hvis du ønsker at sælge forseglede parfumer til forbrugere (B2C), så vil disse produkter nok være undtaget for fortrydelsesretten efter den nye forbrugeraftalelovs § 18, stk. 2, nr. 5, hvis forbrugeren har brudt forseglingen. Det fremgår direkte af bestemmelsen at "levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnet til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen", er undtaget. Efter en ordlydsfortolkning af bestemmelsen, så bør forseglede parfumer, deodoranter og cremer være omfattet af denne bestemmelse. Der er et fortolknigsbidrag i lovens forarbejder, som støtter denne vurdering, da begrebet "forsegling" bl.a. omfatter særlig emballage, som beskytter varen og tjener som sikkerhed for, at varen ikke har været åbnet. En roll-on deodorant er dog mere sikker på at være undtaget end f.eks. en spray deodorant, og afgørelsen vil altid bero på en konkret vurdering. Du skal dog inden købet/aftalen indgås oplyse forbrugeren om, at produkterne ikke er omfattet af den sædvanlige fortrydelsesret med henvisning til ovennævnte undtagelsesbestemmelse, hvis forseglingen brydes - dit oplysningskravet fremgår af den nye forbrugeraftalelovs § 8, stk. 1, nr. 11.JEg håber dette var tiltstrækkeligt svar. Venlig hilsen, Søren

Henrik Værum

Hej Advodan Jeg har et spørgsmål til indlægget her. Ændre disse nye regler noget omkring kundetilpassede løsninger? Vi sælger overvejende produkter med kundernes egne logoer på, som jo ikke kan videresælges hvis en kunde fortryder købet. Her afslår vi idag at købet kan fortrydes, hvis produktionen af varen er påbegyndt. Venlig hilsen Henrik Værum

Søren Merrild Bie

Besked: Hej Henrik. Tak for dit indlæg. Hvorvidt reglerne ændrer noget specifikt for jer, kan jeg ikke så godt udtale mig om på det foreliggende grundlag. Som udgangspunkt skal i dog give de samme oplysninger, som alle andre erhvervsdrivende, der sælger til forbrugere. Her skal generelt gives supplerende oplysninger i forhold til tidligere. Jeg kan forstå, at i sælger kundetilpassede løsninger, hvorfor fortrydelsesretten håndteres en smule anderledes end ved salg af almindelige varer. I den nugældende § 18, stk. 4 i forbrugeraftaleloven har i derfor mulighed for at aftale en anden fortrydelsesret med forbrugeren: "Såfremt aftalen vedrører fjernsalg af en ikke finansiel tjenesteydelse eller en vare, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, gælder fortrydelsesretten kun, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, når forbrugeren forinden har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen m.v. inden fortrydelsesfristens udløb. Denne begrænsning i fortrydelsesretten gælder dog ikke, hvis den pågældende aftale vedrører løbende levering og er indgået under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning." Du beskriver jeres produkter i dit indlæg som bestillingskøb, hvor forbrugeren sætter sit tydlige personlige præg på produktet. Hvis jeres produkter/varer falder ind under begrebet "bestllingskøb" i den nye forbrugeraftalelovs § 18, stk. 2, nr. 3, så har forbugeren ikke nogen fortrydelsesret, da fortrydelsesretten fjernes fuldstændig for bestllingskøb pr. den 13.06.14. Hvis jeres varer falder under bestillingskøb i lovens forstand, så bør i oplyse forbrugeren om, at der ikke er fortrydelsesret jf. forbrugeraftalelovs § 18, stk. 2, nr. 3 inden købet indgås. Jeg kan desværre ikke komme det meget nærmere i dette forum, men du er velkommen til at kontakte mig for konkret rådgivning. Venlig hilsen, Søren

Henrik Værum

Hej Søren Tak for brugbart svar. Det lyder til at vi falder ind under "Bestillingskøb" i aftalen. Jeg vil prøve at dykke lidt mere ned i ordlyden og fortolkningen heri. Jeg kontakter dig gerne ved yderligere spørgsmål. Venlig hilsen Henrik Værum

Birgit Jepsen

Jeg vil gerne vide om det gælder alle salgs varer? Nogle varer kan jo ikke sælges igen, hvis de har været i brug. Eks. sælger vi sengetøj og håndklæder, - vil det sige, at en kunde kan bruge sengetøjet eller håndklæder og derefter fortryde og returnere varerne? Og hvad med beklædning, - kan man bruge et par bukser i en uge, eller 14 dage og så returnere varen? Varerne vil jo være usælgelige bagefter, - hvem vil købe brugt sengetøj og håndklæder, - vil du? Det er da en gyser.

Advokat Søren Merrild Bie

Hej Birgit Tak for dit spørgsmål. Efter de nye regler kan forbrugerne, som du selv skriver, også efter brug af varen fortryde købet. Dog med det forbehold at forbrugeren hæfter for en evt. forringelse af varens værdi, som skyldes anden håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt for at teste den på almindelig vis. Hvis der er sket noget med varen, er det som udgangspunkt den erhvervsdrivende, som har bevisbyrden for, at der foreligger en værdiforringelse, som forbrugeren skal betale kompensation for. Forbrugeren hæfter dog ikke for eventuel forringelse af varens værdi, hvis virksomheden slet ikke har oplyst om fortrydelsesretten inden købet. Da denne nye og udvidede returmulighed for forbrugerne er helt ny, så ved vi endnu ikke, hvordan denne bliver håndteret og håndhævet i praksis. Altså, hvad ligger der i formuleringen "hvad der er nødvendigt for at teste den på almindelig vis". Ligeledes er det uklart, hvornår og hvor meget den erhvervsdrivende beregne sig i kompensation, hvis forbrugeren har brugt/testet genstanden "for meget". Min egen umiddelbare vurdering, er, at forbrugeren nok ikke kan bruge beklædningsgenstande i yderligere omfang, end hvad der normalt er tilladt i et prøverum/tøjbutik. Hvor grænsen for håndklæder og sengetøj går, har jeg ikke et konkret bud på. Hvorvidt forbrugeren f.eks, må prøve at lægge sengetøjet på sin dyne og hovedpude er på det foreliggende grundlag også tvivlsomt. Forbrugeren bør dog ikke kunne bruge sengetøj eller håndklæder i et sådant omfang, at det skal vaskes/renses. Både grænserne for forbrugerens "lovlige brug" af genstandene, og spillereglerne for den erhvervsdrivendes beregning af kompensation, bliver vi nok først klogere på, når de første par sager har fundet deres afgørelse. Jeg håber dette var nogenlunde svar på dine spørgsmål. Venlig Hilsen Advokat Søren Merrild Bie

Birgit Jepsen

Tak for dit svar, - hele konstruktionen virker noget usikker, det bliver bestemt ikke nemt, når der ikke er bedre retningslinjer.