Når du skal starte egen virksomhed, er det en god ide at tage en advokat med på råd. På den måde sikrer du, at du vælger den virksomhedsform, der passer bedst til dig og dine fremtidsplaner samt, at du har styr på den rette dokumentation.
Valg af virksomhedsform
Når du opretter din virksomhed, skal du tage stilling til, hvilken virksomhedsform, du ønsker. Dette er et vigtigt valg, som du bør overveje grundigt, da virksomhedsformen skal passe med dine visioner for fremtiden.
Du bør overveje:
- Startkapital - hvor stor kapital skal bindes til virksomheden ved start?
- Hæftelse - hæfter du personligt for virksomhedens og dine partneres forpligtelser?
- Administrative krav - hvor besværligt er det at stifte virksomhed og der særlige krav til revision, bestyrelse med mere?
- Beskatning - hvordan beskattes et overskud?
- Årsrapport - er der krav om offentlig årsrapport?
Det kan være overvældende og svært at tage stilling til disse spørgsmål, når du starter op. Hos Advodan Aalborg kan vi rådgive dig om, hvilken virksomhedsform, der passer bedst til dine visioner.
De tre virksomhedsformer
Enkeltmandsvirksomhed:
En enkeltmandsvirksomhed er den mest enkle form for virksomhed. Her kræves ingen startkapital for at oprette virksomheden og du er ikke forpligtet til at offentliggøre årsregnskab. I udgangspunktet vil du med denne form blive beskattet af din indkomst som personlig indkomst. Det du skal være opmærksom på med denne virksomhedsform er, at du hæfter personligt med alt, hvad du ejer. Dette er vigtigt at overveje inden du opretter virksomheden, da det kan få store konsekvenser for dig økonomisk.
Anpartsselskab, ApS:
Et anpartsselskab kan have en eller flere ejere, og der er her et kapitalkrav på 40.000 kr. for at stifte selskab. Til gengæld hæfter du IKKE personligt med denne form - i udgangspunktet er din hæftelse begrænset til den selskabskapital du har indskudt. Denne virksomhedsform er underlagt selskabsloven, og der skal derfor betales selskabsskat. Derudover skal regnskaber offentliggøres og du er forpligtet til at udgive årsrapport.
Aktieselskab, A/S:
I udgangspunktet minder et aktieselskab meget om et anpartsselskab. En af de væsentligste forskelle er her kapitalkravet som for aktieselskaber er 400.000 kr. Derudover er der ved aktieselskab krav om en bestyrelse. Da denne virksomhedsform er underlagt selskabsloven, betales der selskabsskat og regnskaber samt årsrapport skal offentliggøres. Der er strengere regler omkring aktieselskaber sammenlignet med anpartsselskaber.
Hvad skal du vælge?
Når du vælger virksomhedsform, er det vigtigt, at du overvejer din egen risikovillighed samt dine ambitioner for virksomheden i fremtiden. For at understrege forskellen i virksomhedsformerne gives der her et eksempel:
Du har din egen lille håndværker forretning, oprettet som enkeltmandsvirksomhed, hvor du er hyret til at lave en simpel del af et større byggeri. Der går noget galt i processen og du ender med at forsinke byggeriet med 1 måned. Her kan du altså komme til at hæfte for alle omkostninger i forbindelse med forsinkelsen. Havde virksomhedsformen været ApS eller A/S, ville du kun have hæftet med 40.000 kr. eller 400.000 kr., du i første omgang havde indskudt i virksomheden. Derfra kan der ikke kræves mere fra dig, da du og din virksomhed er separeret i juridisk forstand.
Vi anbefaler, at du kontakter os, så vi kan rådgive dig om valg af virksomhedsform. På den måde kan vi sammen finde den løsning, der passer bedst til dig og sikrer dig i fremtiden.
Ejeraftaler og ejerbog
Som iværksætter har du sikkert hørt termerne "ejeraftale" og "ejerbog", men hvad dækker de egentlig over og hvad er forskellen på disse? I nedenstående gennemgås både ejeraftale og ejerbog.
Ejeraftale:
En ejeraftale indgås mellem ejerne af en virksomhed. Der er intet krav om, at denne oprettes, men det anbefales stærkt. Ejeraftalen har nemlig til formål at sikre klarhed om hvad der gælder for ejerne og deres samarbejde, samt at skabe en fælles forståelse for de indbyrdes spilleregler. Ejeraftalen er vigtig, da selskabets vedtægter som oftest ikke er tilstrækkelige til at løse eventuelle uoverensstemmelser mellem ejerne. Dermed kan ejeraftalen sikre jer i fremtiden, hvis der skulle opstå uoverensstemmelser.
Det typiske indhold i en ejeraftale
En ejeraftale udformes til at passe situationen du står i, men som oftest indeholder den blandt andet følgende punkter:
- Indskud af kapital - hvor meget kapital indskydes til start og skal parterne indskyde eller låne yderligere kapital?
- Disponering af overskud - hvor meget af overskuddet skal akkumuleres i virksomheden og hvor meget skal udbetales?
- Ledelse og beslutninger - hvis ikke andet er aftalt, skal beslutninger træffes ved stemmeflertal
- Arbejdsforpligtigelser - definition af ansvarsområder og omfang af arbejdsindsats
- Indskrænkninger af salg - begrænsninger for, hvornår en ejer kan sælge sin andel
- Konkurrenceklausul og kundeklausul
- Tavshedspligt og oplysningspligt
- Misligholdelse - hvad er konsekvensen for misligholdelse af ejeraftalen?
- Uoverensstemmelse
- Dødsfald og umyndiggørelse
Der er altså mange aspekter, som skal overvejes og diskuteres grundigt i forbindelse med udarbejdelsen af en ejeraftale. Hos Advodan Aalborg har vores erhvervsadvokater mange års erfaring med udarbejdelse af ejeraftale og vores brede erfaring, kan hjælpe jer med at oprette den ejeraftale, som sikrer jer bedst.
Ejerbog
Modsat ejeraftalen, er ejerbogen obligatorisk. Ejerbogen er selskabets dokumentation for hvem der er kapitalejere og panthavere. Dette dokument skal derfor redegøre for jeres individuelle økonomiske andele i virksomheden. I tilfælde af, at virksomheden lukkes eller sælges, kan dette dokument få stor relevans.
Vedtægter
Vedtægterne for virksomheden er det regelsæt, der bestemmer, hvordan virksomheden skal drives. Vedtægterne fokuserer altså på selskabet, hvor ejeraftalen har fokus på samarbejdet mellem ejerne. Der kan dog forekomme overlap mellem de to dokumenter.
I vedtægterne skal følgende fremgå:
- Virksomhedens navn
- Virksomhedens formål
- Kapitalstørrelse og kapitalandele
- Ledelse
- Indkaldelse til generalforsamling
- Regnskabsår
- Visse beslutninger
- Registrering af selskab
Hos Advodan Aalborg kan vi rådgive dig i forhold til udarbejdelsen af vedtægterne.
Senest opdateret 22. december 2022
Kontakt en af vores erhvervsadvokater
Hanne Bruun Jacobsen
Advokat (H), Partner, Autoriseret Bobestyrer, Certificeret Insolvensadvokat, Mediator 96 31 33 03 26 88 18 68 habj@advodan.dk Advodan Aalborg & BrønderslevThomas Frisgaard
Advokat (H), Partner, Beneficeret forsvarsadvokat 96 31 33 68 61 70 87 44 thfr@advodan.dk Advodan Aalborg & BrønderslevJacob Poulsen Mark
Direktør, Advokat, Partner 96 31 33 25 31 32 63 60 jpma@advodan.dk Advodan Aalborg & BrønderslevHar du brug for rådgivning til virksomhedsopstart? Kontakt Advodan Aalborg i dag.