Om Trine
Jeg blev uddannet som jurist i 2004 fra Københavns Universitet. Jeg startede min karriere i det sociale nævnssekretariat i 2003, hvor jeg primært var beskæftiget indenfor ydelser til børn med handicaps. Da jeg selv senere har fået et barn med handicap, har jeg fulgt udviklingen indenfor dette område på nært hold og har igennem årene holdt adskillige oplæg omhandlende primært dialektikken mellem det abstrakte regelsæt ctr. den konkrete familie.
I 2005 blev jeg via Statsministeriet udsendt til Færøerne, hvor jeg primært beskæftigede mig med det familieretlige område samt implementering af lovgivning.
I 2008 blev jeg ansat ved domstolene med ansættelsessted ved Retten på Færøerne. Her var jeg ansat frem til 2018, alene afbrudt af en tre måneders dommerkonstitutionsperiode i Retten i Aalborg i 2016. I 2018 skiftede jeg tjenestested til Retten i Aalborg, hvor jeg var ansat frem til august 2023.
I min ansættelsestid i domstolene har jeg beskæftiget mig med stort set alle områder af juraen, lige fra straffe- til civilesager, dødsboer, insolvens og fogedret. Jeg sad som funktionschef i fogedretten i sammenlagt 6 år, og var i en periode på 4 år sideløbende sekretær i det færøske nævn for erstatning til ofre for forbrydelser.
Som advokatfuldmægtig ved Advodan Aalborg arbejder jeg på nuværende tidspunkt med rådgivning og opgavehåndtering indenfor en bredere vifte af juraen.
Privat
Jeg bor i Sæby sammen med mine tre drenge og Berner Sennen-hund. Jeg er udpræget naturmenneske og nyder at opleve verden med rygsæk. Jeg har været bosat i Australien i 1½ år og på Færøerne i 15 år, hvor også mine tre drenge kom til verden. Min fritid går primært til varetagelse af mine børns interesser, hvoraf den ældste har infantil autisme.