PrivatErhvervOm Advodan
Jutland
Zealand
Bornholm

Den nye lejelov

Den 1. juli 2022 træder den nye lejelov i kraft. Der er tale om en sammenskrivning af den tidligere lejelov, som regulerer forhold mellem lejer og udlejer og lov om boligregulering, som regulerer forholdet mellem udlejer og det offentligt så som eksempelvis bopælspligt. Den følgende artikel gør dig klogere på, hvad der er ændret, og hvad du særligt skal være opmærksom på.

Den nye lejelov

Den nye lejelov indeholder nu alene bestemmelser vedrørende forhold mellem lejer og udlejer. Bestemmelserne om forholdet mellem det offentlige og udlejer reguleres fremover i ”Lov om boligforhold”, idet lov om boligregulering ophæves.

Formålet med den nye lejelov er en forenkling af lejelovgivningen. Bestemmelserne i den nye lejelov er derfor opbygget kronologisk efter et lejeforholds forløb. Første kapitel vedrører således bestemmelserne om lejeaftalen. Herefter følger kapitler vedrørende betaling, mangler, vedligehold osv. Afslutningsvist findes kapitler om opsigelse/ophævelse og fraflytning. Hvert kapitel afsluttes med en angivelse af kapitlets præceptive bestemmelser.

 

Hvad er ændret?

Selvom der ikke har været tilstræbt større ændringer i retstilstanden, indeholder den nye lejelov alligevel nye bestemmelser som det er vigtigt, såvel for lejer som udlejer, at gøre sig bekendt med.

Én af disse ændringer er, at vedligeholdelses- og forbedringsbegrebet præciseres. Der er dog primært tale om en egentlig fastsættelse af de allerede gældende begreber. Det præcises herved, at der ved vedligehold forstås de udskiftninger og reparationer der foretages med henblik på at opretholde det lejedes stand. Ved forbedringer forstås de foranstaltninger som forøger det lejedes værdi.

Desuden er der ved den nye lejelov vedtaget lovændringer som skal styrke retssikkerheden for fremlejetager. Pågældende som lejer et lejemål af den oprindelige lejer, betragtes som fremlejetager. Med den nye lejelov vil det f.eks. være muligt at opsige lejere (fremlejegivere), der gentagende gange har misligholdt deres forpligtelser over for en fremlejetager. Derudover fastsættes et loft for størrelsen af den forudbetalte leje.

Det forventes, at der inden den 1. juli 2022 kommer en ny typeformular med de nye paragrafhenvisninger. I den forbindelse skal du som udlejer være særlig opmærksom på, at anvendelsen af en ”for gammel” typeformular vil medføre, at bestemmelserne i typeformularen som forpligtiger lejer ud over lejeloven, er ugyldige. I det tilfælde vil de ugyldige forhold reguleres af lejeloven. I mange tilfælde vil det betyde, at udlejer ender med forpligtigelsen.

0 kommentar

0 / 700 tegn