PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Få svar på 7 spørgsmål om loppesalg og skat

Sæsonen for loppemarkeder er så småt gået i gang, og måske er du usikker på, om du skal oplyse noget til Skat, når du sælger hjemmelavet brugskunst eller æbler fra haven.

Skattereglerne er langt fra lige til, når det kommer til loppesalg. Der kan eksempelvis være forskel på, om du sælger en brugt designerbluse eller en ny hjemmestrikket sweater. ”Det har især at gøre med, om du sælger med henblik på fortjeneste eller ej,” fortæller advokat Per Nielsen fra ADVODAN Aalborg, som her besvarer nogle af de spørgsmål, du måske sidder med, hvis du tænker på at rydde ud i skabets øverste hylder.

1) SKAL JEG BETALE SKAT, NÅR JEG SÆLGER MINE BRUGTE EJENDELE FOR ET STØRRE BELØB?

Som udgangspunkt er privat salg skattefrit. Det vil sige, at så længe dit salg drejer sig om varer, der er købt til privat forbrug, så skal indkomsten ikke opgives til Skat – heller ikke selvom fortjenesten er relativt stor.

2) JEG HAR SAMLET PÅ VINYLPLADER GENNEM MANGE ÅR OG ØNSKER NU AT SÆLGE UD AF SAMLINGEN – SKAL JEG BETALE SKAT?

Umiddelbart gælder de samme regler for din vinylpladesamling som for dine øvrige brugte ejendele. Fordi det drejer sig om privat salg, skal du altså ikke betale skat. Situationen er dog en anden, hvis du har erhvervet samlingen med henblik på erhvervsmæssigt salg eller ejer en butik eller anden form for fast udsalgssted, hvor du sælger dem.

3) SKAL JEG OPGIVE MIN FORTJENESTE TIL SKAT, HVIS JEG OPKØBER OG VIDERESÆLGER BRUGTE EJENDELE?

Her er svaret som udgangspunkt ja. Skat kan vurdere, at du driver virksomhed ved regelmæssigt salg, og i så fald skal du betale skat (se også spørgsmål 4).

4) KAN MAN SIGE, AT JEG DRIVER HOBBY- ELLER ERHVERVSVIRKSOMHED? OG HVILKEN FORSKEL GØR DET?

Hvis du gør det til en aktivitet i din fritid at opstøve loppefund for at sælge dem videre, kan Skat vurdere, at du driver hobbyvirksomhed. I så fald skal du betale skat, hvis der er overskud. Hvis du sælger på en professionel måde – fx vha. en hjemmeside eller Instagram-profil –, skal du registreres som erhvervsvirksomhed. Så skal du registrere alle dine salg med fx et kasseapparat, og du kan trække momsen fra de ting, du køber til videresalg. Det kan du ikke, hvis du kun driver hobbyvirksomhed.

5) SKAL JEG BETALE SKAT, HVIS JEG ØNSKER AT SÆLGE SWEATRE OG STRØMPER, SOM JEG STRIKKER I MIN FRITID?

Da denne form for salg drejer sig om fabrikerede varer, som ikke er købt/produceret til privat forbrug, er der som udgangspunkt tale om hobbyvirksomhed, og du skal derfor betale skat. Hvis dit salg er af større omfang, kan du overveje at registrere dig som erhvervsvirksomhed, så du fx kan fratrække indkøbsprisen på garn, når du indberetter din indkomst til Skat. Her er det dog et krav, at du har et samlet overskud efter et år eller to, da Skat ellers vil betragte din virksomhed som en hobbyvirksomhed og ikke accepterer fradrag for tab på disse.

6) GENNEM MANGE ÅR HAR JEG STRIKKET SWEATRE OG STRØMPER TIL EGET FORBRUG OG VIL NU GERNE SÆLGE UD AF DET – SKAL JEG BETALE SKAT AF FORTJENESTEN?

Eftersom du har produceret tøjet med henblik på eget forbrug og ikke videresalg med overskud, skal du ikke umiddelbart betale skat, hvis du sælger på loppemarkeder og lignende. Det skal du kun, hvis dit salg får erhvervslignende karakter: altså hvis du fx opretter en butik eller Facebook-side til formålet.

7) HVORDAN KARAKTERISERES DET, HVIS JEG SÆLGER HJEMMEDYRKET FRUGT OG GRØNT FRA HAVEN?

Som udgangspunkt vil salg af denne art blive betragtet som hobbyvirksomhed, også selvom det måske drejer sig om overskydende kartofler fra højbedet, der ikke er dyrket med salg i tankerne. Hvis du derimod har en gård og sælger til forbipasserende som gårdsalg, vil det være en del af ejendommens drift og dermed skattepligtigt.

”Grænserne mellem loppesalg, hobbyvirksomhed og erhvervsvirksomhed kan virke flydende, og mine svar kan kun betragtes som retningslinjer – vurderingen skal altid ske på det konkrete tilfælde,” understreger Per Nielsen.

4 kommentar

0 / 700 tegn

Birgit

Må man sætte et bord op uden for sin have/hus og sælge sine gamle videobånd, dvd’er og vinylplader?

Sebastian

Tak for info herom. Jeg har i mange år samlet på fodboldtrøjer, som nu har fyldt et helt kælderrum. Min kæreste, som er uddannet webudvikler forslog mig, at lave en hjemmeside, hvor disse kunne sælges. Jeg kommer ikke til at overstige 50.000 i salget, men jeg er alligevel i tvivl om hvordan jeg skal forholde mig, når jeg sælger derigennem egen hjemmeside. Skal jeg indberette noget til Skat? Alternativet er, at jeg sælger via andre seconhand platforme (Den Blå Avis og Trendsales, hvor jeg, så vidt jeg ved, ikke skal indberette noget af salget)

Per Nielsen

Enten er det en privat samling, som du gerne må sælge fra uden beskatning. Eller også er det en hobby, der består i køb og salg af fodboldtrøjer. I så fald beskattes du alene af overskuddet - hvis der bliver et sådant. Grænsen er hårfin - og afhænger af, hvor god din dokumentation er. Det optimale er lister over indkøbsdatoer og -priser. Venlig hilsen

Brian

Fantastisk info, tak. Jeg overvejer at begynde at sælge selvproduceret 3D-print gennem en andens internetside og ved foreningstræf. Jeg læser ud fra dine eksempler, at det er salgets omfang der afgører om det er hobby - eller erhvervsvirksomhed. Er det korrekt forstået? Ved overskud ved i erhvervsvirksomhed forståes blot indtægter minus udgifter korret?

Per Nielsen

Ja – det er nok den korte udgave! Jeg forstår det sådan, at du har en printer, som er din hobby. Printeren bruges også til at printe til salg til andre. Dette salg er ikke erhvervsvirksomhed, men giver det overskud skal dette beskattes. Så du kommer ikke udenom at skulle lave et regnskab. Med venlig hilsen

Sebastian

Har fundet ud af jeg har pokemon kort fra min barndoms tid, der er blevet svimlende mange penge værd.. Vi snakker muligvis million klassen.. Ska det opgives til skat?

Per Nielsen

Kære Sebastian Privat salg er skattefrit. Du kan således sælge din frimærkesamling og dine pokemon kort skattefrit. Udfordringen kan være at bevise, at det er pokemon kort fra din barndom – og ikke nogle, der er købt med henblik på salg. Det bedste råd er ikke at blande forholdene sammen – altså lade være med at købe pokemon kort med henblik på salg. Og er det sket, er mit råd at føre nogle lister over hvilke kort, der kommer hvor fra. Og så huske at oplyse indtægten fra de kort, der er købt med henblik på salg og herefter solgt. Kommer du ud i en sag, vil en sådan liste være et godt bevis – gerne sammen med fotos af julegaver m.v. og lister over givere. Alt beror på en konkret vurdering.