PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Hvad sker der når du får en udrejsefrist fra Udlændingestyrelsen?

Såfremt Udlændingestyrelsen træffer afgørelse eller beslutning om, at du ikke har ret til at opholde dig i Danmark, vil du modtage et brev med en udrejsefrist. Udrejsefristen kan give anledning til spørgsmål om hvor lang tid frist man typisk får, muligheden for at komme retur til Danmark, konsekvenserne af manglende overholdelse af fristen m.m.

Hvor lang tid er udrejsefristen typisk?

Hvis det er blevet vurderet, at du ikke har ret til at opholde dig i Danmark, vil du modtage en afgørelse med en bestemt udrejsefrist. Der er tale om en konkret vurdering, som alt afhængig af omstændighederne, kan forlænges eller forkortes. Generelt kan udrejsefristen opdeles efter følgende persongrupper:

  • Statsborgere i et andet nordisk land, som har haft bopæl i Danmark og er omfattet af EU-reglerne får som regel fastlagt en udrejsefrist på 1 måned.  
  • Personer, som hidtil har haft bopæl i Danmark får typisk en udrejsefrist på 1 måned.
  • Personer, der får afslag på deres ansøgninger om opholdstilladelse varierer fra 15 dage til i påtrængende tilfælde at ske straks.

 

Hvornår/hvordan har du mulighed for at komme retur til Danmark?

Såfremt du er udrejst fra Danmark og ønsker at vende tilbage, kan du indgive en ny ansøgning. Det skal bemærkes, at en ansøgning om opholdstilladelse først kan indsendes, når man lovligt har opholdt sig i et land i mindst 3 måneder. Det er endvidere et krav, at du ikke er pålagt et indrejseforbud. Der kan være enkelte undtagelser hertil, men det kræver konkret vurdering og rådgivning.

 

Hvad er konsekvenserne, hvis man ikke overholder sin udrejsefrist?

Du har pligt til at medvirke til din udrejse, hvilket indbefatter, at du bidrager til at fastlægge din identitet, fremviser rejsedokumenter, giver møde til relevante myndigheder mv. Såfremt du ikke overholder din pligt eller udrejser inden den fastsatte frist, kan det straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, ligesom du risikerer et indrejseforbud.

 

Kan man få opsættende virkning hvis man klager over sin afgørelse?

Du har ret til at klage over dit afslag på opholdstilladelse. Spørgsmålet er, om din klage medfører opsættende virkning, dvs. din udrejsefrist kommer i bero under din klagebehandling, og at du kan forblive i Danmark mens klagen behandles. Det afhænger af din konkrete situation og på hvilket grundlag du har fremsendt din ansøgning. I nogle tilfælde tillægges det opsættende virkning, hvis du klager inden 7 dage efter du har fået meddelt afgørelsen, mens det i andre tilfælde kræver, at særlige grunde taler derfor.

 

I forbindelse med et afslag fra Udlændingestyrelsen, kan det blive uoverskueligt bl.a. at planlægge din udrejse, muligheden for at komme retur til Danmark eller klagemulighederne for dit afslag. Hos Advodan Aalborg har vi stor erfaring inden for udlændingerettens mange problemstillinger – også i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelser om udrejse. Vi står derfor gerne til rådighed med rådgivning.

0 kommentar

0 / 700 tegn