Når en udlænding med opholdstilladelse i Danmark dømmes for overtrædelse af Straffelovens bestemmelser og idømmes frihedsstraf, vil anklagemyndigheden stort set altid (inden for Udlændingelovens rammer herfor) nedlægge en påstand i straffesagen om, at den tiltalte udlænding skal udvises af Danmark efter endt afsoning af sin straf.
Det kan både være udvisning for en vis årrække, men i graverende tilfælde om særlig personfarlig kriminalitet for bestandig (praktisk talt for altid). I milde tilfælde kan det også blot være en tildeling af advarsel, hvilket svarer til, at udvisningen er betinget (og derfor ikke skal gennemføres, hvis den dømte afholder sig fra at begå ny kriminalitet).
Domstolene afgør spørgsmålet om udvisning samtidigt med, at der falder dom for den strafferetlige overtrædelse. I tilfælde af frifindelse af den tiltalte, kan der ikke ske udvisning.
I tilfælde med asylbeskyttelse
Hvis en udlænding med opholdstilladelse i Danmark efter Udlændingelovens § 7 (asylbeskyttelse) dømmes til udvisning af Danmark, kan denne del af dommen ikke uden videre eksekveres over for den dømte.
Det må først konkluderes, om Danmarks internationale forpligtelser efter Flygtningekonventionen til at beskytte forfulgte flygtninge sætter en stopper for, at den dømte kan udsendes til sit hjemland. Her skal det vurderes, om vedkommende vil være i livsfare ved returnering til sit hjemland. Det er f.eks., hvis udlændingen er militærdesertør, systemkritiker eller oppositionsforbundet i sit hjemland. Det omfatter også seksuel orientering, risiko for etnisk udrensning, religiøs overbevisning, minoritetstilhørsforhold mv. Det kunne bl.a. være lande som Syrien, Iran, Irak, Afghanistan, Eritrea, Somalia eller statsløse palæstinensere (og mange andre).
Denne vurdering skal dog ikke foretages af domstolene, men af udlændingemyndighederne. Udlændingestyrelsen træffer afgørelse, som efterfølgende indbringes for Flygtningenævnet som klageinstans, hvis den går den dømte udlænding imod. Det sker automatisk, og her får udlændingen beskikket en advokat efter eget valg til at varetage sin sag.
Her vil Udlændingestyrelsen enten nå frem til, at udlændingen kan udsendes til sit hjemland uden risiko for konventionsstridige overgreb – eller om dette ikke er muligt/forsvarligt.
Hvis den dømte udlænding f.eks. stammer fra Eksjugoslavien, så som Bosnien-Hercegovina eller Serbien, hvor en konflikt med de respektive statsapparaturer fra 1990’erne ikke længere kan anses som aktuel, er der en klar Flygtningenævnspraksis for, at udlændingen ikke skal beskyttes af Danmark og derfor kan udsendes.
Anderledes ser det ud, hvis den dømte udlænding f.eks. stammer fra lande som Syrien, Afghanistan eller Iran. Her vil Udlændingestyrelsen ofte nå frem til, at den dømte ikke kan udsendes, fordi han/hun vil stå i risiko for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig behandling, jf. Udlændingelovens § 31.
I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes også indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (selvom vedkommende jo allerede har modtaget en udvisningsdom ved domstolene).
Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angå udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Det vil sige de udlændinge, der er konventionsbeskyttet.
Det kan eksempelvis være, hvis der er tale om en militærdesertør fra Syrien eller Eritrea eller et medlem af en klan, der står i religiøs eller politisk opposition til styret, bl.a. i Iran eller Somalia.
Argumentation og bevisførelse kan få stor betydning sammen med forbrydelsens karakter
Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2 skal det indgå som et centralt punkt i asylmyndighedernes vurdering, om den dømte udlænding med rimelig grund må betragtes som en fare for det danske samfund på grund af den forbrydelse, som vedkommende er kendt skyldig i. Det er for alvor her, at det bliver interessant i forhold til, om hensynet til beskyttelsen af den dømte kan veje tungere end forbrydelsens karakter – det er et meget nuanceret billede, hvor den rette bevisførelse og argumentation er afgørende.
I sagstypen er der tale om meget individuelle vurderinger fra sag til sag. Men det vil ofte være sådan, at man står med fornuftige kort på hånden, hvis man f.eks. er dømt for simpel vold under et tumultarisk slagsmål på et diskotek, end hvis man dømt for grovere vold i forbindelse med et planlagt overfald eller tilfældig vold over for en forurettet, som ikke har ”ansporet” til episoden. Det er i forhold til vægtningen af, om den dømte skal anses som en fare for samfundet. Det spiller også en stor rolle, om man er dømt flere gange.
Der er også forskel på, om man er dømt for tyveri i et supermarked eller en tøjbutik, eller om der er begået indbrudstyveri i et privat hjem. Indbruddet vil blive klassificeret som mere farligt, end tyveri af varer fra en forretning.
Er man dømt for røveri eller meddelagtighed i røveri, vil dette oftest blive betragtet som en handling, der gør personen til en fare for samfundet på længere sigt. Særligt hvis der er anvendt våben og vold eller trusler herom. Det kan dog være en gråzone, hvis man alene er dømt for at assistere med flugten – og således ikke er direkte deltagende i eller vidende om grovheden i udførelsen af et røveri.
Hvis man er dømt for narkohandel, er det også en konkret vurdering, om udlændingen har medvirket på organiseret niveau til distribution af hårde stoffer, eller
om vedkommende alene er straffet for at sælge en lille mængde hash. Generelt er asylmyndighederne dog hårde over for narkokriminalitet, hvormed den rette varetagelse af sagen er vigtig.
0 kommentar