PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Dødsbo - få hjælp til at opgøre boet

Når boet skal behandles, gælder det om at finde frem til en model, der stiller dig og din familie bedst muligt i fremtiden. Den optimale løsning afhænger af din specifikke situation, og hos Advodan Aalborg A/S kan vi rådgive dig i alle faser.

Når en person dør, skal boet efter vedkommende gøres op, så arvingerne kan få deres arv og eventuelle kreditorer kan få betalt deres tilgodehavende. Det er det, der betegnes som at gøre dødsboet op og "skifte boet". Skifte af dødsbo foregår altid i Skifteretten og på flere forskellige måder.

Nedenfor gennemgår vi processen og hvad du skal være opmærksom på:

Praktiske dele af boskiftet

Anmeldelse af dødsfaldet

Det er de pårørendes ansvar at anmelde dødsfaldet. Dette skal anmeldes til den afdødes lokale kirkekontor, men typisk vil den bedemand, de pårørende har henvendt sig til, sørge for at kontakte kirkekontoret.

 

Møde i Skifteretten

Anmeldelse af dødsfaldet vil blive sendt videre til Skifteretten, der herefter indkalder de pårørende til et telefonmøde. Indkaldelsen vil blive sendt til den som bedemanden har oplyst er kontaktperson, ofte ægtefælle eller børn. Formålet med dette telefonmøde er at skabe overblik over, hvem, der er arvinger, hvor mange midler, der er i boet og hvilken bobehandling, der skal finde sted.

Vælger du at kontakte os umiddelbart efter dødsfaldet, vil vi tage kontakt til Skifteretten. Hermed kan telefonmødet undgås og der spares typisk lidt tid. Vi anbefaler, at du kontakter os umiddelbart efter dødsfaldet for at få afklaret, hvorledes boet skal skiftes.

 

Rådgivning vedrørende valg af skifteform

Hos Advodan Aalborg tilbyder vi et gratis indledende møde på 20-30 minutter, hvor vi kan rådgive om bobehandlingen samt valg af skifteform. Mødet kan bookes ved at kontakte os telefonisk på 9631 3300 eller via mail til aalborg@advodan.dk.

Der er mange forskellige konsekvenser, herunder skattemæssigt, ved de forskellige muligheder for skifte.

 

Skifteretten

Det er Skifteretten, der bestemmer over dødsboets midler, indtil det bliver udleveret. Hvis der er beslutninger, betalinger eller lignende handlinger, som ikke kan udsættes, så kan de pårørende henvende sig til Skifteretten. Herefter udpeges der af Skifteretten en midlertidig bobestyrer, som kan foretage de nødvendige handlinger.

 

Dødsboet

Et dødsbo består af alle afdødes aktiver, hvilket for eksempel inkluderer pengeinstitutkonto, værdipapirer, biler, fast ejendom og alt indbo, samt evt. virksomhed, både personligt drevne virksomheder og kapitalandele i selskaber.

Hvis afdøde har gæld (passiver) fratrækkes denne formuen (aktiver), og herefter findes værdien af det samlede dødsbo.

Hvis den afdøde var gift og efterlader sig en ægtefælle, indgår ægtefællens midler også - næsten altid - i dødsboet (en undtagelse er visse former for særeje).

Bobehandlingen

De efterladte kan vælge forskellige former for bobehandling, da der er flere måder et dødsbo kan skiftes på. Formerne er som følger:

  • Boudlæg
  • Ægtefælleudlæg
  • Uskiftet bo
  • Forenklet privat skifte
  • Privat skifte
  • Bobestyrerbehandling - både solvente og insolvente

Nedenfor gennemgås de forskellige former kort, så du kan danne dig et overblik over mulighederne.

 

Boudlæg

Nogle gange består dødsboet af så få midler, at aktiverne blot udleveres til arvingerne uden, at det er nødvendigt med en egentlig bobehandling. Dette kaldes boudlæg. Boudlæg sker, hvis dødsboets aktiver - fratrukket rimelige udgifter til begravelsen, omkostninger ved boets behandling og gæld sikret ved pant - ikke overstiger 49.000 kr. (2023).

I sådanne tilfælde vil dødsboet blive udleveret til den nærmeste efterladte med det samme. Her er det altid Skifteretten, der vurderer, hvem den nærmeste efterladte er, men det vil oftest være den, der har sørget for begravelsen.

Rent praktisk foregår boudlæg således, at man allerede ved første møde i Skifteretten fastlægger, om boudlæg er muligt.

 

Ægtefælleudlæg

Hvis den afdøde var gift, og ægteparrets samlede formue er under 850.000 kr. (2023), så har den efterladte ægtefælle ret til at overtage hele boet uden yderligere indsigelse. Det betyder, at den afdødes øvrige arvinger intet får.

Grænsen på de 850.000 kr. (2023) kan dog hurtigt blive overskredet. Når den samlede formue gøres op, er beløbet nemlig inklusive alle de værdier, som den efterladte ægtefælle modtager fra for eksempel forsikringer, pensioner og forsørgertabserstatning.

Vær dog opmærksom på, at hvis boet bliver udleveret til ægtefælleudlæg, kan det få arvemæssig betydning mange år frem. Når den efterladte ægtefælle selv afgår ved døden, vil halvdelen af vedkommendes dødsbo nemlig (i hovedreglen) tilfalde den førstafdøde ægtefælles arvinger. Der er dog mulighed for at lave et testamente. Man bør derfor være opmærksom på, at ægtefælleudlæg kan have stor betydning på længere sigt.

At sidde i uskiftet bo betyder, at man udskyder udbetalingen af arven, så den efterlevende ægtefælle overtager retten til hele formuen

Uskiftet bo

Hvis den afdøde var gift og ægteparret har formuefællesskab og/eller skilsmissesæreje, så har den efterlevende ægtefælle mulighed for - og krav på - at sidde i uskiftet bo. At sidde i uskiftet bo betyder, at man udskyder udbetalingen af arven, så den efterlevende ægtefælle overtager retten til hele formuen, og derfor har økonomisk mulighed for at for eksempel blive boende i den samme ejerbolig.

Boet vil blive skiftet, når den efterlevende ægtefælle afgår ved døden. Det vil dermed være værdien når boet senere skiftes, der afgør dødsboets værdi.

Vær dog her opmærksom på, at det kan have uhensigtsmæssige, skattemæssige og følelsesmæssige konsekvenser at sidde i uskiftet bo. For eksempel kan den efterlevende ægtefælle ikke indgå nyt ægteskab uden at skifte boet.

Vi anbefaler derfor, at ægtepar i tide kontakter os for at få rådgivning og evt. få lavet et testamente så ægtefællens økonomi kan sikres bedst muligt.  

Ved boudlæg, ægtefælleudlæg og uskiftet bo udleveres dødsboet uden et egentligt skifte. For at anvende en af disse tre former, skal visse betingelser være tilstede. Hvis disse ikke er tilstede, eller man ikke ønsker disse muligheder, så er det et krav, at boet skiftes. Det kan ske enten ved privat skifte eller bobestyrer skifte.

 

Privat skifte

Ved privat skifte skal arvingerne være enige. Som oftest giver arvingerne fuldmagt til en advokat, der tager sig af alle relevante ekspeditioner og beslutninger i boet. Det er her et krav, at alle arvingerne er enige om privat skifte samt, at boets aktiver forventes at overstige passiverne.

Ved privat skifte vedgår arvingerne arv og gæld. Hvis arvingerne venter med at dele dødsboets aktiver indtil en eventuel gæld er betalt, så hæfter arvingerne dog ikke for gælden. Arvingerne må dog gerne fordele almindeligt indbo og løsøre.

Det kan være en stor mundfuld selv at varetage boets deling. Derfor anbefaler vi altid, at arvingerne får advokatbistand. Mange af de ting, der skal foretages, for eksempel salg af boets aktiver, kan få store økonomiske konsekvenser, og derfor er det vigtigt, at det sker på det rigtige tidspunkt og den rigtige måde. Nogle boer er skattepligtige og der skal derfor i disse boer indsendes selvangivelser mv. Det gælder store boer og boer, hvor afdøde har drevet virksomhed.

 

Bobestyrerbehandling - solvent/insolvent

Boet tages under bobestyrerbehandling, hvis

  • Afdøde havde bestemt dette i et testamente
  • Arvingerne ikke kan nå til enighed om fordelingen af boets forhold
  • Blot én arving selv foretrækker at lade en bobestyrer stå for processen
  • Alle arvingerne selv er umyndige eller skal repræsenteres ved skifteværge
  • Der ikke er nogle solvente arvinger
  • Alle arvingerne bor i udlandet og ikke ønsker at stille sikkerhed for boets udlevering
  • Det ikke inden rimelig tid er lykkedes at beslutte, at boet skal behandles på anden vis

Bobestyreren vil oftest være en advokat udpeget af Skifteretten (en autoriseret bobestyrer), eller en advokat som den afdøde selv har peget på i sit testamente. Bobestyreren træffer alle afgørelser vedrørende bobehandlingen, men alle væsentlige beslutninger skal forelægges for arvingerne, inden der træffes en afgørelse. Hos Advodan Aalborg er Hanne Bruun Jacobsen autoriseret bobestyrer.

Hvis boet er insolvent, skal boet også behandles ved en bobestyrer. Et insolvent bo betyder, at boets gæld overstiger værdien af aktiverne i boet, eller at boet ikke er i stand til at betale sine forpligtelser efterhånden, som de forfalder. Derfor arver arvingerne som udgangspunkt ikke noget efter afdøde.

Hvis man som arving har mistanke om, at boet er insolvent, er det en god ide at være opmærksom på, hvem der skal betale udgifterne i forbindelse med begravelsen. Et insolvent bo kan nemlig ikke altid betale og dermed er det den, der har bestilt begravelsen, som kommer til at betale for den.

Indsender formularen...

Brug for hjælp til dødsboet? 

Tag kontakt til Advodan Aalborg nu, så kan vi hjælpe dig videre. 

Hvad skal du vælge?

Der er stor forskel på de konsekvenser, de forskellige skifteformer har. For eksempel hvad angår skat. Skifteretten kan give dig vejledning om de forskellige skifteformer, men vores erfaring er, at der ikke er tid nok ved telefonmødet og på det tidspunkt kendes alle forhold ikke - selv om der naturligvis er forskel fra Skifteret til Skifteret. Vi vil dog altid anbefale jer at kontakte os, så alle efterladte og arvingerne får ordentlig rådgivning om hvilken bobehandling, der passer bedst til jeres situation.

Advokatbistand

Som det fremgår af det foranstående, er det altid en god ide at få rådgivning af en advokat og vi tilbyder som tidligere nævnt et indledende informations- og afklaringsmøde.

Når vi påtager os en sag om bistand i forbindelse med et dødsboskifte vil der ved arbejdets påbegyndelse blive udfærdiget og fremsendt en ordrebekræftelse over, hvorledes vores salær beregnes og i mange situationer vil det være muligt for os at give en overslagspris/fast pris.

Kontakt en af vores rådgivere

Hanne Bruun Jacobsen

Advokat (H), Partner, Autoriseret Bobestyrer, Certificeret Insolvensadvokat, Mediator 96 31 33 03 26 88 18 68 Advodan Aalborg & Brønderslev

Tina Dalsgaard Ravnkilde

Juridisk assistent 96 31 33 66 Advodan Aalborg & Brønderslev