Om Malene
Familieret
Jeg er specialiseret i rådgivning i familieretlige sager.
Det kan være alt fra det økonomiske opgør i forbindelse med din separation eller skilsmisse, ægtefællebidrag, strid om barnets bopæl, samvær, forældremyndighed eller tvangsfjernelsessager.
De familieretlige sager er meget personlige og der er mange følelser involveret.
Det er vigtigt for mig, at du oplever, at jeg i min rådgivning er lyttende, nærværende og engageret.
Jeg har en god indlevelsesevne, og du vil ikke være i tvivl om, at jeg kæmper din sag.
Samtidig er det dog min opgave at holde fokus på juraen, således at forløbet bliver løsningsorienteret og konstruktivt.
Dødsbobehandling
Jeg har i flere år beskæftiget mig med dødsbohandling og har derfor stor erfaring med at rådgive og vejlede arvinger.
Jeg oplever, at mange er usikre på reglerne, og at det kan være svært at overskue alt papirarbejdet samtidig med, at der er en sorg, som skal bearbejdes.
Mange klienter oplever derfor også, at det er en stor lettelse, at jeg fører dem godt igennem den juridiske del af arvesagen fra start til slut.
Jeg bistår i sager om uskiftet bo, ægtefælleudlæg eller privat skifte. Derudover vil du også møde mig, når et dødsbo udleveres til bobestyrerbehandling.
Jeg er opmærksom på, at der er mange følelser involveret og bestræber mig derfor altid på at være imødekommende, nærværende og hurtig i sagsbehandlingen. For mig handler det om, at et dødsbo behandles med den fornødne omhu.
Testamente, Fremtidsfuldmagter, Ægtepagt
Endelig har jeg mangeårig erfaring med at hjælpe klienter med at få oprettet samejeoverenskomst, ægtepagt, testamente og fremtidsfuldmagter.
Ved oprettelsen af disse dokumenter, er det for mange mennesker første gang, at de skal til møde hos en advokat.
Det er alvorlige emner, der skal drøftes, men jeg gør altid mit bedste for at møde dig i øjenhøjde, således at du hurtigt føler dig tryg og tilpas.
Juraen kan være svær og uoverskuelig, men jeg gør den forståelig for dig.
Det er vigtigt for mig, at du forstår alt, hvad du skriver under på - og hos mig er der derfor ingen dumme spørgsmål.