Når din ægtefælle går bort, skal du beslutte, hvordan dødsboet skal behandles. En måde at behandle - eller skifte – et dødsbo på er, at boet udleveres som ægtefælleudlæg. Læs mere om hvornår dødsboet kan udleveres som ægtefælleudlæg, og hvad du særligt skal være opmærksom på.
Hvad er et ægtefælleudlæg?
Ægtefælleudlæg, også kaldet suppleringsarv, er når dødsboet udleveres til den længstlevende ægtefælle uden et egentligt dødsboskifte. Det kan kun anvendes, hvis boet er af begrænset størrelse, og det betyder, at ægtefællen overfører gældsforpligtelserne og modtager boet uden at dele det med andre arvinger.
Hvornår kan dødsboet behandles som ægtefælleudlæg?
Ægtefælleudlæg kan kun anvendes, hvis dødsboet har en begrænset størrelse. Det betyder, at boet kun kan udleveres som ægtefælleudlæg, hvis din og afdødes samlede formue og gæld er under 870.000 kr. (2024).
Sådan beregnes den samlede formue:
Ved beregning af, om jeres samlede formue er af begrænset størrelse, skal eventuel gæld først trækkes fra. Derefter skal der tages højde for nedenstående punkter i opgørelsen.
- Pensioner og livsforsikringer, som udbetales ved din ægtefælles bortgang.
- Din pension og ægtefælleydelse.
- Udbetalinger fra din afdøde ægtefælles kapital – og rateforsikring samt kapital – og ratepension.
- Forsørgertabserstatninger i forbindelse med dødsfaldet.
- Uoverdragelige og personlige rettigheder, der var delingsformue.
Beløbsgrænser:
De gældende beløbsgrænser for dødsboets behandling, afhænger af årstallet ved dødsfaldet. Beløbsgrænsen justeres hvert år. Nedenfor kan du se beløbsgrænsen for de seneste år.
- 870.000 kr. (2024)
- 850.000 kr. (2023)
- 820.000 kr. (2022)
- 810.000 kr. (2021)
- 790.000 kr. (2020)
Hvis den samlede formue overstiger grænsen for ægtefælleudlæg, kan du udtage værdier svarende til beløbsgrænsen. Det overstigende beløb skal herefter skiftes ved en egentlig skiftebehandling.
Betingelser for at få ægtefælleudlæg
Ved udlevering af dødsboet som ægtefælleudlæg, skal du være opmærksom på, at du overtager din afdøde ægtefælles gældsforpligtelser.
Ved at indrykke et proklama i Statstidende, modtager du et samlet overblik over afdødes gæld. Afdødes kreditorer har herefter 8 uger til at anmelde deres eventuelle krav i dødsboet.
Vælger du at gifte dig på ny, skal et ægtefælleudlæg, i modsætning til et uskiftet bo, ikke skiftes.
Hvis afdøde efterlader et testamente med andre bestemmelser
Ægtefælleudlæg er en tvangsarveret. Det betyder, at du er berettiget, men ikke forpligtet, til at få udleveret dødsboet som ægtefælleudlæg. Du er også berettiget til et ægtefælleudlæg, selvom afdøde har bestemt noget andet i sit testamente.
Praktiske forhold
Du skal indsende en opgørelse over afdødes formue inden seks måneder fra dagen for dødsfaldet. Du finder blanketten her.
Arven efter længstlevende ægtefælle
Ved ægtefælleudlæg sker der ikke et reelt dødsboskifte, hvilket betyder, at der ikke udbetales arv. Arven bliver i forbindelse med ægtefælleudlæg rykket frem til det tidspunkt, hvor længstlevende ægtefælle afgår ved døden.
Hvis I begge har børn fra tidligere forhold, arver førstafdødes børn den ene halvdel, mens længstlevende arver den anden halvdel af arven. Hvis derimod kun én af jer efterlader et barn, arver barnet hele formuen.
Hvis ingen af jer har børn, vil dødsboet blive delt imellem førstafdøde ægtefælles familie og længstlevende afdødes familie. Dette kaldes også for reglerne om svogerskabsarv og betyder, at arven skal deles med halvdelen til dine livsarvinger og den anden halvdel til din afdøde ægtefælles livsarvinger.
Oprettelse af testamente efter førstafdøde ægtefælle
Som længstlevende ægtefælle har du mulighed for at oprette et testamente efter din ægtefælles bortgang, hvor arvens fordeling kan ændres. Dette er dog ikke muligt, hvis det er udelukket i et fælles testamente med førstafdøde. Det kan betyde, at førstafdødes børn kan risikere ikke at modtage nogen arv.
Advodan kan hjælpe dig med dødsbobehandlingen
Hos Advodan kan vi rådgive dig om spørgsmål vedrørende ægtefælleudlæg og gennemgå reglerne forbundet hermed. Vores erfarne advokater med speciale inden for familie- og arveret kan vejlede dig gennem hele processen, og hjælpe dig med at forstå de juridiske krav og muligheder.
Har du brug for hjælp til dødsbobehandling?