Hvad er en hjemgivelse?
En hjemgivelse er, når kommunen træffer afgørelse om, at et anbragt barn skal flytte hjem til sine forældre igen.
En hjemgivelse betyder dog ikke, at du ikke kan få tvangsanbragt dit barn igen. Kommunen kan godt beslutte at genanbringe et barn, hvis der igen opstår problemer i familien, der ikke kan løses med mindre indgribende foranstaltninger.
Hvad er reglerne for hjemgivelse?
Du kan anmode om at få dit barn hjemgivet, hvis årsagerne til anbringelsen har ændret sig væsentligt. Hvis dit anbragte barn er over 15 år, kan han eller hun også selv anmode om hjemgivelse.
Reglerne for hjemgivelse siger, at en anbringelse skal ophøre, når:
- anbringelsen ikke længere opfylder sit formål,
- anbringelsens formål er nået, eller
- det anbragte barn er fyldt 18 år
Der skal være tale om væsentligt ændrede forhold i familien, før en forælders anmodning om hjemgivelse kan blive behandlet. Det skyldes, at kommunen i første omgang tager hensyn til barnets behov for ro og stabilitet.
Er det derimod barnet selv, der anmoder om hjemgivelse, skal kommunen behandle sagen uanset hvad. Hvis kommunen ikke imødekommer barnets ønske, kan sagen ifølge reglerne på området forelægges Børne og Unge-udvalget i kommunen.
Hvordan foregår en hjemgivelse?
Hvis kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, fastsætter den en hjemgivelsesperiode. En hjemgivelsesperiode er en periode, som skal forløbe, før barnet flytter hjem til forældrene igen. Perioden kan vare fra få dage til 6 måneder afhængig af behovet.
Formålet med at fastsætte en hjemgivelsesperiode er at undgå, at hjemgivelsen sker pludseligt og uden forberedelse. Det kan nemlig skade barnets trivsel og udvikling.
Formålet med at fastsætte en hjemgivelsesperiode er at undgå, at hjemgivelsen sker pludseligt og uden forberedelse. Det kan nemlig skade barnets trivsel og udvikling.
Dit barn kan bruge tiden på at få sagt ordentligt farvel til anbringelsesstedet. Du og dit barn skal måske ses hyppigere i hjemgivelsesperioden, så dit barn kan vænne sig til at skulle hjem og bo igen.
Kommunen får samtidig mulighed for at planlægge hjemgivelsen. Det kan eksempelvis være, at der er behov for ekstra støtte til barnet eller forældrene efter hjemgivelsen.
Hvad er reglerne, hvis kommunen ikke vil hjemgive barnet?
Hvis kommunen ikke hjemgiver dit barn efter din anmodning, og det samtidigt vurderes, at betingelserne for en tvangsanbringelse stadig er til stede, kan man kræve sagen behandlet i Børne og Unge-udvalget. Derefter er reglen, at udvalget skal iværksætte en undersøgelse, hvor det skal vurderes, hvorvidt betingelserne for tvangsanbringelsen stadig er opfyldte.
Har du brug for hjælp?
Hos Advodan har vi mange års erfaring med tvangsanbringelsessager. Vi kan hjælpe dig, hvis du ønsker at anmode om hjemgivelse af dit barn eller dine børn. Vi står ved din side igennem hele forløbet og varetager udelukkende dine interesser.
Har du brug for rådgivning?