PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Er du blevet fejlbehandlet, kan du søge patienterstatning

Du kan være berettiget til patienterstatning, hvis du har fået en skade efter behandling af en sundhedsperson. Bliv klogere på patientskader og mulighederne for erstatning her.

Du kan få erstatning for fysiske og psykiske skader efter undersøgelser eller behandlinger på fx hospitaler, hos egen læge eller hos fysioterapeuten. Du kan også få erstatning for fysiske skader efter brug af medicin.

 

Hvad er en patientskade?

Patientskader er skader, der pådrages som følge af behandling af en autoriseret sundhedsperson eller en medhjælper under sundhedspersonens ansvar. Der skelnes overordnet mellem to typer patientskader:

Du kan have ret til erstatning, hvis du har fået en skade, du ellers ikke ville have fået, efter en sundhedsfaglig behandling.
  1. Behandlingsskader er skader, som skyldes utilstrækkelig, forkert, manglende eller forsinket behandling. Hvis der opstår alvorlige og sjældne komplikationer i forhold til din sygdom, kan du også være berettiget til erstatning, selvom der ikke direkte er sket en fejl.
  2. Lægemiddelskader er skader, som skyldes sjældne og alvorlige bivirkninger fra din medicin. Selvom bivirkningerne står på indlægssedlen, er der stadig mulighed for erstatning. Fejlmedicinering betragtes som en behandlingsskade og ikke en lægemiddelskade.

Har du fået en patientskade, kan du være berettiget til patienterstatning. Det kan fx være erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, tab af erhvervsevne, varigt mén, helbredelsesudgifter eller svie og smerte.

 

Kan jeg få patienterstatning? 

Du kan have ret til erstatning, hvis du har fået en skade, du ellers ikke ville have fået, efter en sundhedsfaglig behandling. Du kan altså ikke få erstatning for den sygdom, du behandles for. Desuden er det altid en risiko at blive behandlet for en sygdom, og det er derfor ikke alle typer af behandlingsskader, du kan få erstatning for.

 

Det kan du få patienterstatning for

Der er fire overordnede typer skader, du som udgangspunkt kan få patienterstatning for:

  1. Skader der kunne være undgået, fordi en erfaren specialist i samme situation ville have handlet anderledes
  2. Skader der skyldes fejl eller svigt i apparatur og lignende
  3. Skader der kunne være undgået ved en anden lige så effektiv behandlingsteknik eller metode
  4. Skader der opstår som følge af komplikationer, der er meget sjældne og alvorlige i forhold til den sygdom, du bliver behandlet for, og som går ud over, hvad du med rimelighed bør tåle (rimelighedsreglen)

Du kan dog ikke søge erstatning hos Patienterstatningen efter en behandling i udlandet (inkl. Grønland), hvis den er udført hos en privat udbyder, eller hvis du har opsøgt behandlingen på eget initiativ. Her vil du være henvist til det pågældende lands love og regler i forhold til et eventuelt erstatningskrav.

Vær opmærksom på, at der fratrækkes et lovpligtigt egetbidrag på 7.792 kr. (tal fra 2020), hvis du modtager patienterstatning.

 

Sådan vurderes din sag

Når din sag skal vurderes, bruger Patienterstatningen regler fra klage- og erstatningsloven. Nogle af de vigtigste er:

Specialistreglen: En erfaren specialist vurderer, om din skade kunne være undgået ved en anderledes behandling. Hvis den erfarne specialist ville have handlet på samme måde som lægen og ikke kunne have undgået skaden, kan du som udgangspunkt ikke få erstatning.

Rimelighedsreglen: Du kan ikke få erstatning for din skade, hvis det er noget, du ”med rimelighed må kunne tåle”. Hvis du fx er meget syg, må du forvente en vis mængde komplikationer og bivirkninger i kampen for din helbredelse. Omvendt er det ikke rimeligt med et langt sygdomsforløb på grund af fx behandling med p-piller.

Apparaturreglen: Skyldes din skade fejl i teknisk apparatur (fx proteser eller røntgenapparater), har du som udgangspunkt ret til patienterstatning.

Skaden er forældet, hvis der er gået mere end tre år, fra du opdagede skaden, til du søger erstatning

Din skade kan være forældet

Du kan ikke få patienterstatning, hvis din skade er forældet. Det er den, hvis der er gået mere end tre år, fra du opdagede skaden, til du søger erstatning. Din skade er også forældet, hvis det er mere end ti år siden, du blev behandlet – også selvom du først opdager skaden efter elleve år.

 

Anmeld din skade til Patienterstatningen

Du kan anmelde din skade til Patienterstatningen og følge med i behandlingen af din sag her.

Når du anmelder en skade, skal du være opmærksom på, at Patienterstatningen kun vurderer din skade, og om du skal have erstatning. Ønsker du at klage over en Sundhedsperson eller et behandlingssted, skal du gøre det hos Styrelsen for Patientklager.

Du skal også være klar over, at tandskade generelt ikke skal anmeldes til Patienterstatningen, men i stedet til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

 

Vi hjælper 

Selvom Patienterstatningen afgør, om du skal have erstatning, skal du selv anmelde patientskaden. Hos ADVODAN kan vi hjælpe dig med de juridiske aspekter og sikre, at alle formelle krav bliver overholdt. Vi kan også give dig en professionel vurdering af din sag og hjælpe dig, hvis du ønsker at klage over Patienterstatningens afgørelse.

Det er en god idé at søge juridisk rådgivning, inden du indgiver en klage. Tager du sagen videre i Ankenævnet (eller senere i retten), kan du nemlig risikere at ende med en mindre erstatning, end hvad du oprindeligt blev tilkendt af Patienterstatningen. En erstatningsadvokat kan hjælpe dig med at vurdere denne risiko i din konkrete sag.

Patienterstatningen dækker ikke udgifter til advokathjælp, men skal du i retten, kan vi undersøge mulighederne for retshjælp og fri proces.

Få hjælp til