Advokat Malene Warming Nissen, Advodan Sønderjylland har haft mange forældremyndighedssager, men hun undrer sig over, at hun ikke har fået flere henvendelser fra forældre, som har mistet den fælles forældremyndighed i en tidligere retssag, og som nu igen ønsker at få del i forældremyndigheden.
Den eneste logiske forklaring er, at de forældre ganske simpelt ikke er klar over, at de nu har en stor mulighed for igen at få del i forældremyndigheden, siger advokat Malene Warming Nissen.
Forældreansvarsloven
Fokus i forældreansvarsloven er barnets ret til begge forældre, og ikke forældrenes ret til barnet.
Før lovens ikrafttræden anvendte mange fraskilte forældre børnene som skyts i deres egne kampe, og i alt for mange tilfælde har forældre anlagt sag ved retten om ophævelse af den fælles forældremyndighed - uden at der var en egentlig begrundelse for det.
Udgangspunktet i forældreansvarsloven er nu fælles forældremyndighed. Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, eller undlade at dømme til fælles forældremyndighed, hvis tungtvejende grunde taler for det.
Det kan fx være:
- svære og uovervindelige samarbejdsproblemer mellem forældrene af varig karakter
- den ene af forældrene har været voldelig eller krænket barnet seksuelt
- man er uegnet som forælder.
Få del i forældremyndigheden
Sagsgangen er meget enkel. Man skal blot fremsende en ansøgning om fælles forældremyndighed til det lokale Familieretshus, hvorefter forældrene vil blive indkaldt til et vejledningsmøde.
Hvis parterne opnår enighed om forældremyndigheden på mødet, afsluttes sagen i Familieretshuet. Hvis parterne ikke kan blive enige, vil Familieretshuset sende sagen i retten.
Retten vil - som nævnt - som udgangspunkt træffe afgørelse om fælles forældremyndighed, medmindre tungtvejende hensyn taler for, at der ikke skal være fælles forældremyndighed.
Fri proces
Hvis en forælder opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, betaler staten sagsomkostningerne i en sag om forældremyndighed, uanset om sagen tabes eller vindes.
I 2024 må en (enlig) ansøgers indtægtsgrundlag ikke overstige 371.000 kr. De anførte beløb forhøjes med 64.000 kr. for hvert barn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.
Kontakt derfor en advokat og medbring din årsopgørelse. Så kan ønsket om fælles forældremyndighed med overvejende sandsynlighed gå i opfyldelse, lyder rådet fra advokat Malene Warming Nissen, Advodan Sønderjylland.
Du kan her læse mere om forældremyndighed
0 kommentar