PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Få styr på reglerne for snerydning

Hver vinter kommer mange mennesker til skade, fordi de falder, når det er glat. Som grundejer har man pligt til at rydde sne, og det kan blive dyrt i erstatning, hvis nogen kommer til skade på ens fortov eller foran ens hoveddør.

Som grundejer har man pligt til at sørge for at rydde sne på fortov eller sti, hvis ens hus grænser op til en offentlig vej. Hvis der er tale om en privat vej har grundejeren, oftest, ligeledes ansvaret for at vejen er ryddet. Man er også forpligtet til at sørge for, at indgange, trapper og adgange til affaldsstativ og postkasse er ryddet, så postbude og skraldemænd kan komme til.

Som udgangspunkt skal man sørge for snerydning fra kl. 7 om morgenen til kl. 22 om aftenen. Hvis man ved, at der er nogen, som færdes på området uden for det tidsrum, har man også pligt til at sørge for at rydde sne dér.

Udover at rydde sneen, har man som grundejer lige så snart at det er glat, pligt til at fortage glatførebekæmpelse på områderne. Glatførerbekæmpelse kan ske med vejsalt, grus, salt eller lignende.

Selvom en grundejer ikke hjemme, når der kommer sne, er det stadig grundejerens ansvar at rydde sne og lave glatførebekæmpelse på områderne. Det er derfor en god ide, at man laver en aftale med naboen, som kan hjælpe til, mens man er væk.

Bor du et sted, hvor forbipasserende færdes tæt på husmuren, er du også forpligtet til at sætte en afspærring op, hvis der er risiko for, at forbipasserende kan få en istap eller store mængder sne i hovedet. Det er derfor vigtigt at orientere sig om potentielle nedfaldsfarer fra ens bygninger, også når temperaturen stiger. 

 

Snerydning som lejer

Som udgangspunkt er det grundejeren der har pligten til at foretage snerydning og glatførerbekæmpelse. Det er dog muligt for grundejeren at overdrage forpligtelsen til en anden person. Det kan blandt andet ske igennem lejekontrakten. Det er derfor vigtigt, at man som lejer er opmærksom på hvem pligten tilfalder.

 

Undtagelse for ansvar

I de situationer, hvor det vælter ned med sne, kan det være nytteløst at forsøge at rydde det glatte fortov. Hvis der sker skader i sådanne situationer, bliver grundejeren ikke erstatningsansvarlig for eventuelle skader, der er forårsaget af det glatte fortov. Det samme gælder, hvis grundejeren har sørget for snerydning, men der alligevel sker uheld.

Det kræver, dog at grundejeren har overholdt sine pligter og de normale normer i den givende situation.

 

Når skaden er sket

Det er vigtigt, at man både som grundejer men også skadelidte tidligt i forløbet kontakter en advokat, hvis uheldet er ude. Ved personskadesager kan der hurtigt blive tale om meget store erstatningskrav.

Er uheldet ude, skal den skadelidte først og fremmest sørge for at opsøge læge eller skadestue. Det er vigtigt, at alle skader noteres i lægejournalen, fordi det senere kan få bevismæssig betydning i en erstatningssag.

Det er vigtigt at kunne dokumentere sagens faktiske omstændigheder ved en erstatningssag. Det er derfor en god idé at tage billeder af stedet samt sikre sig navn, adresser og telefonnumre på eventuelle vidner.  

 

Opdateret: 12.02.2021

9 kommentar

0 / 700 tegn

Jens

Hvordan er reglerne for snerydning hvis der er tale om et sommerhus i et helårsområde? Har det nogen betydning at huset altid har haft status som sommerhus eller at det blev bygget i 1915, mens resten af området først blev udstykket til helårsbeboelse i 60’erne?

Jacob Thue Poulsen

Hej Jens, Tak for dit spørgsmål. Svaret på dit spørgsmål afhænger af en række konkrete faktiske forhold herunder placering af huset, vej forholdene og benyttelsen af vejen. Jeg vil meget gerne komme med en konkret vurdering af din problemstilling. Du er velkommen til at kontakte mig på 28 74 35 46, eller japo@advodan.dk Mvh. Jacob Thue Poulsen.

Charlotte

Fakta: I min lejekontrakt står der følgende: "Lejeren skal passe det til boligen tilhørende haveareal med bl.a. græsslåning, lugning og hækklipning, så haven til en hver tid fremstår velplejet. Lejeren er endvidere forpligtet til fejning og glatførebekæmpelse inkl. snerydning og saltning af udenomsarealer samt renholdelse og rensning af tagrender". Redegørelse: jeg bor i en ejendom i stueetagen, hvor der er svalegang som adgangsvej for 1. salgslejlighederne. Min indgangsdør ligger altså under svalegangen, som er ca. 2 m bred. Udenfor svalegangen er der et trappe/elevatortårn i måske 2 m bredde og fra tårnet og hen til en støttemur som er inkl. en lille adgangstrappe med to trin op mod en p-plads (ejet af en forretning, men nogle pladser må bruges af lejerne fra udlejningsejendommen) er der ca. 2 m. Nedenfor støttemuren, langs med muren, udgøres de sidste 2 m. af en flisebelagt sti. Jeg kommer hjem fra job kl. 17, har parkeret på p-pladsen og kan se at trappen er glat og går derfor ned af græsskrænten ved siden af trappen. Jeg står nu på fliserne nedenfor støttemuren og vil bevæge mig videre. Så går det stærkt, jeg glider/skrider og lander ovenpå min fod, som går ud af led/brækker. Bliver hentet i ambulance, gennemgår en stor operation med isætning af "bolt og skrue" med efterfølgende sygemelding og genoptræning af en varighed i op til måske 12 uger. Spørgsmål: Er jeg som lejer forpligtet til at varetage glatførebekæmpelse så langt væk fra min egen hoveddør, altså helt ovre ved støttemuren, eller er det udlejer - i hvor stor udstrækning dækker ordet udenomsarealer over, er det bare metermål i elastik? Det skal siges, at udlejer faktisk selv kører rundt og snerydder og spreder salt der hvor min personskade skete. Det skal også nævnes, at udendørsbelysningen ikke har virket et stykke tid, så det var også mørkt. Kan jeg gøre krav gældende for tabt arbejdsfortjeneste?

Jacob Thue Poulsen

Hej Charlotte, Det var da en træls omgang. Som udgangspunkt kan udlejer forpligter lejere til at glatførebekæmpe store områder. Det vil dog være en konkret vurdering fra sag til sag. Det er derfor svært, at vurdere ud fra teksten, hvorvidt udlejer/lejer er forpligtet til dette. Du nævner at udlejer også selv glatførerbekæmper, hvilket kan tale for et erstatningsansvar. Der er således forhold der tale for men også imod, at udlejer er erstatningsansvarlig. Du er velkommen til at kontakte mig for en yderligere vurdering af sagen. Jeg har telefonnummer 28 74 35 46 Mvh Jacob Thue Poulsen

Bjarne

Er i tvivl om hvad reglerne for snerydning er som lejer. Lejemålet er ved en privat udlejer, hvor et hus er opdelt i to. Der står i lejekontrakten: Udenoms arealer: Udenoms arealer skal holdes af lejer, græsplæne og fliser. Mit spørgsmål er om dette omfatter snerydning, eller om det skal stå specifikt?

Berit Møller Lenschow

Tak for din henvendelse. Ved en umiddelbare fortolkning vil man godt kunne komme frem til, at lejer har ansvaret. Et erstatningskrav vil dog som udgangspunkt skulle rettes mod grundejeren, som er den umiddelbart ansvarlige. Som kontrakten er formuleret vil udlejer(grundejeren) nok mene, at han har overdraget forpligtelsen til at glatførebekæmpe til en anden-nemlig lejer. De eksempler, hvor grundejer har kunnet videreføre et erstatningskrav overfor en anden, har man dog nævnt snerydning helt specifikt. Derfor kan det også diskuteres om udlejer har været præcis nok i sin formulering her. Hvis der ikke er et konkret problem nu, kan man overveje om man ønsker at få det præciseret. Hvis den udvendige vedligeholdelse giver sig udslag i en eller anden form for vederlæggelse eller nedslag i huslejen, kan det tale for at forpligtelsen er overdraget.

Peter

Hej Det fremgår af vores lejekontrakt, en 2-værelses lejlighed i en ejendom med andre lejere, at vi i fællesskab med de andre lejere skal stå for hold af fælles have, trappevask samt snerydning og saltning. Lejeaftalen er udelukkende på lejligheden. Som jeg forstår de tidligere svar på denne artikel, så er der ikke noget i vejen for at lejer pålægges de pligter så længe, at det blot står i § 11 i lejekontrakten? På forhånd tak.

Charlotte

Jeg bor i en etagebygning ved en privat udlejer midt i Vejle by. Jeg er 2 gange gledet pga sne inden for den sidste uge. Anden gang var igår, d. 20. januar, og det endte med en forstuvet ankel. Har været ved lægen dags dato. Jeg skriver til udlejer idag (efter lægebesøget) og siger at jeg nu har forstuvet min ankel, fordi der (igen) ikke er fjernet sne ved vores opkørsel til bilerne og jeg er gledet på trappetrinene. Der er blevet fjernet lidt sne idag omkring middag på opkørslen, men ikke på trappen hvor jeg er faldet. Jeg har billeder fra efter der er ryddet sne. Hvordan forholder jeg mig her og hvad gør jeg?

Litten Olsen

Det er vigtigt, at skaden kan dokumenteres via de lægelige akter. Så det er godt, at du konsulterer lægen og også gør det fortløbende, hvis du bliver ved med at have gener. Som du også skriver, skal du kontakte udlejer og gøre gældende, at der ikke er glatførebekæmpet og at han derfor er ansvarlig for din faldskade. Han har så formentlig en ansvarsforsikring, som han kan melde skaden til, hvorefter forsikringsselskabet vil tage stilling til erstatningskravet. Hvis du har nogle vidner til faldulykken, vil det være en god idé, at du sikrer dig kontaktoplysninger på dem, for det kan blive nødvendigt at få deres vidneudsagn på et senere tidspunkt. Hvis du tog billeder af skadesstedet, da ulykken skete, bør du gemme dem. De kan også indgå som bevis i sagen.

Gerda

Jeg bor i et alment boligselskab. Hvem har og hvad er reglerne for at vores pakeringsplads ryddes for sne. I går kl 1130 var der endnu ikke ryddet sne. Hvor kan jeg finde de eksakte regler for dette.

Berit Lenschow

Reglerne findes i bekendtgørelse om vintervedligeholdelse og den foreliggende domstols praksis. Derudover vejloven, som henviser til vintervedligeholdelsesloven. Der skal foretages en vurdering af, hvor og hvornår der forventes færdsel til fods? Der stilles ikke samme krav til glatførebekæmpelse på en parkeringsplads som på et alm. gangareal.

Berit Møller Lenschow

Nej med mindre det er særskilt aftalt i lejekontrakten.

Sheila

Har boligselvskaber nogen sær regler om at der ikke skal være ryddet men bare påbegyndt snefydning kl 7 om morgen

Berit Lenschow

Nej, der er ikke særregler. Der skal foretages en vurdering af, om der er foretaget effektiv glatførebekæmpelse.

Sheila

Hvordan skal man forholde sig til sådan en vurdering. Der var ikke ryddet eller saltet for omkring kl 9 i går morges og de er primært ældre eller børnefamilier der bor her.

Esther Frank

Jeg bor til leje i et hus udlejet af Boligselskab). Fortovet hører ikke med til lejearealet, skal jeg så rydde fortovet for sne?

Marianne Brix

Tak for god info. Det afføder dog et spørgsmål: Hvordan tolkes "efter snefald". Er det "efter snefaldet er begyndt" ... altså at man skal rydde sne, mens det sner. Eller er det "efter snefalds ophør" ... altså at man først har pligt til at påbegynde snerydning, når snebygen er drevet over? OG ... hvordan er reglerne i en boligforening - altså i almene boliger. Boligselskabet har pligten til at rydde sne på alle hovedfærdselsveje/offentlige veje i bebyggelsen. Men hvis det er rækkehuse med en havegang - hvem har så ansvaret for at rydde til hoveddøren? Og er der overhovedet et krav her - for hvis postkasse og skraldespand står ud til vejen (hvor der bliver ryddet), har man så som lejer pligt til at rydde sin "private sti" frem til hoveddøren, hvis man ikke forventer gæster eller andet? Venlig hilsen Marianne Brix

Berit Møller Lenschow

Når snerydning er nytteløs, skal der ikke ryddes sne dvs. Det er først, når snefaldet er afsluttet, at pligten til snerydninger indtræder.

Berit Møller Lenschow

Tak for dit spørgsmål. Hvis det areal, der refereres til, hører til det enkelte lejemål, er det lejeren, der skal sørge for at glatførebekæmpe. Det er har i den forbindelse ingen betydning for ansvarsvurderingen, om den enkelte har tegnet ansvarsforsikring eller ej. Hvis der kommer personer med lovligt ærinde til lejemålet, kan den enkelte lejer på hvis areal den pågældende falder på grund af glat føre blive ansvarlig.