PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Frygter du, at arven vil gå til fest og ballade?

Du kan vælge at få båndlagt din arv, hvis du frygter, at dine arvinger vil formøble den på fest og ballade, eller hvis du af andre årsager foretrækker, at arvingerne først senere får helt eller delvist adgang til arven.

”Vi får løbende forespørgsler fra kunder, der ønsker at båndlægge arven helt eller delvist”, fortæller advokat Rikke Frødstrup fra Advodan Glostrup og forklarer videre:

”Vi oplever det blandt andet i tilfælde, hvor bedsteforældre har valgt at testamentere en del af arven til børnebørnene og ønsker, at den først skal komme til udbetaling, når børnebørnene eksempelvis er 25 år”.

 

Båndlagt arv – sådan gør du

Når det gælder tvangsarven, er det udelukkende arven til livsarvinger, der kan båndlægges. Livsarvinger er børn, børnebørn, oldebørn og så videre. Ægtefællens tvangsarv derimod kan ikke båndlægges. Hvis du ønsker at båndlægge livsarvingernes tvangsarv helt eller delvist, skal det ske gennem testamentet, og arven kan kun båndlægges, til arvingen er fyldt 25 år.

Friarven, det vil sige den del af arven, der kommer ud over tvangsarven, kan båndlægges, uanset hvem der skal arve den, og den kan båndlægges ligeså længe, du ønsker det.

Uanset om det gælder tvangsarv eller friarv, kan du angive i testamentet, at arven kan udbetales helt eller delvist før tid til bestemte formål. Det kan fx være til uddannelses- eller boligformål.

 

Vigtige overvejelser ved båndlagt arv

Ifølge advokat Rikke Frødstrup er det vigtigt, at du overvejer dine arvingers situation, inden du båndlægger arven helt eller delvist.

”Hvis du ønsker at give dine arvinger øget økonomisk råderum, men samtidig gerne vil sikre dig, at pengene bliver brugt fornuftigt, kan du eksempelvis vælge at lade et mindre beløb komme til udbetaling hver måned. Du kan også vælge at angive, at arven kun kan udbetales til prædefinerede formål som fx køb af fast ejendom, studiebøger eller lignende.

 

Fakta om tvangs- og friarv:

  • Tvangsarven udgør 25 procent.

  • Hvis man har både ægtefælle og børn, deles tvangsarven med 12,5 procent til ægtefællen og 12,5 procent til deling mellem antallet af børn.

  • Friarven på 75 procent kan testamenteres frit til enten børn, ægtefælle, en tredje part eller en kombination heraf.
Indsender formularen...

Har du brug for rådgivning om arveforhold?