PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Guide til kommende forældre: Sådan lyder de nye barselsregler

Skal du være forælder sidst på sommeren eller senere, er det vigtigt, at du er opmærksom på de nye regler for øremærket barsel, som træder i kraft den 2. august 2022. Fra 2024 vil der desuden træde mere gunstige barselsregler i kraft for LGBTQ-familier. Vi giver dig overblik over ændringerne her.

Nye regler for øremærkning, varslingsfrister og LGBTQ-familier

En ny orlovsmodel er på vej, og det har betydning for lønmodtagere, LGBTQ-familier og soloforældre.

 

Mere øremærket barselsorlov til august

Den 2. august 2022 træder der nye barselsregler i kraft. Reglerne ændrer ikke på den samlede mængde af barsel, men på hvordan barslen er øremærket til hver forælder, og hvordan den skal varsles til arbejdsgiver og kommune. Fremover vil lidt mindre af barslen være øremærket til moren og langt mere til faren/medmoren med det formål at fremme ligestilling mellem forældrene.

Øremærket barselsorlov er den orlov, som enten mor eller far/medmor har ret til, og som ikke kan overdrages til den anden forælder

Øremærket barselsorlov er den orlov, som enten mor eller far/medmor har ret til, og som ikke kan overdrages til den anden forælder. Afholder man ikke sin øremærkede barsel, går barselsdagpengene for de pågældende uger altså tabt.

Det er kun lønmodtagere, som er omfattet af reglerne for øremærket barsel – denne artikel handler derfor kun om lønmodtageres situation. Som selvstændig kan du overdrage al din barsel til den anden forælder med undtagelse af de to første ugers orlov efter fødslen.

Bedre barselsvilkår for LGBTQ-familier og soloforældre

Udover at fremme ligestillingen mellem forældrene har de nye barselsregler også til formål at fremme ligestillingen mellem forskellige familiekonstellationer. Fra 1. januar 2024 kan familier, som ikke består af én retlig mor og én retlig far/medmor, nemlig overdrage barselsorlov, som ikke er øremærket, til op til to sociale forældre. En social forælder kan fx være en ægtefælle eller samlever til den retlige forælder eller en kendt donor med forældrelignende relation til barnet. Det betyder, at man i alt kan fordele de orlovsuger, der kan overdrages, mellem op til fire forældre.

Overdrages en del af orloven til en social forælder, skal man være opmærksom på, at den sociale forælder opfylder de almindelige krav i barselsloven for at få ret til barselsdagpenge.

Fra 2024 kan soloforældre desuden overdrage den ikke-øremærkede orlov til et nærtstående familiemedlem, fx bedsteforældre.

Din barsel afhænger af mange faktorer

Det er ikke muligt her at lave en udtømmende guide til nye barselsregler. Reglerne er komplekse og afhænger af mange faktorer, herunder:

  • om du og din partner er studerende, ledige, lønmodtagere eller noget fjerde
  • hvad der står i din ansættelseskontrakt og overenskomst/dit arbejdes personalehåndbog

Nedenstående har fokus på barselsdagpenge og tager udgangspunkt i den situation, at begge forældre er lønmodtagere, og at barnet bliver født af den ene forælder. Er du i tvivl om din ret til orlov, barselsdagpenge eller løn i forbindelse med en fødsel eller adoption, kan du søge rådgivning hos en familieretsadvokat fra Advodan.

Reglerne for øremærket barselsorlov

Om du og din partner skal holde barselsorlov efter de nuværende eller de nye regler afhænger af, om jeres barn kommer til verden før eller efter den 2. august 2022.

 

Nuværende regler: Når barnet fødes før 2. august 2022

Hvis du eller din partner føder et barn før den 2. august, gælder de samme regler som hidtil:

  1. Mødre har ret til fire ugers graviditetsorlov før terminsdato og 14 ugers barselsorlov i direkte forlængelse af fødslen – begge dele med barselsdagpenge
  2. Fædre/medmødre har ret til to ugers fædreorlov efter fødslen med barselsdagpenge – efter aftale med arbejdsgiver kan disse holdes på et vilkårligt tidspunkt inden for de første 14 uger efter fødslen
  3. Forældrene har tilsammen ret til 32 ugers forældreorlov med barselsdagpenge, som de frit kan fordele mellem sig (holdes efter barselsorloven/fædreorloven)

I alt er der altså tale om 48 ugers barselsorlov, eksklusive de fire ugers graviditetsorlov til moren. Heraf er 14 uger øremærket til moren og to uger til faren/medmoren. De resterende 32 uger kan forældrene frit fordele mellem sig.

 

Nye regler: Når barnet fødes 2. august 2022 eller senere

Hvis du eller din partner føder et barn den 2. august eller senere, gælder de nye barselsregler:

  1. Mødre har ret til fire ugers graviditetsorlov før terminsdato med barselsdagpenge
  2. Hver forælder har ret til 24 ugers barselsorlov efter fødslen med barselsdagpenge, hvoraf de to uger skal holdes i umiddelbar forlængelse af fødslen
  3. Hver forælder kan overdrage 13 af sine 24 ugers barselsorlov til den anden forælder – dog ikke de første to uger efter fødslen

Fremover vil forældre altså fortsat have ret til 48 ugers barselsorlov med barselsdagpenge tilsammen. Det nye er, at 11 ugers barsel er øremærket til hver forælder – dvs. moren har tre uger mindre øremærket barsel end før, og faren har 9 uger mere.

Reglerne for varsling af orlov

Med de nye regler for øremærket barsel følger også nye regler for varsling af barselsorlov. Er din eller din partners terminsdato sat til 1. august eller tidligere, skal du varsle efter de nuværende regler. Går du eller din partner over tid og føder efter den 1. august, skal du hurtigst muligt varsle efter de nye regler.

Er din eller din partners terminsdato sat til 2. august eller senere, skal du varsle efter de nye regler. Føder du eller din partner tidligere end den 2. august, skal du hurtigst muligt varsle efter de regler, der gælder i dag.

Bemærk, at der er flere varslingsfrister end oplistet nedenfor – nemlig frister for forlænget og udskudt barselsorlov. Dem kan du finde her.

 

 

 

Nuværende regler: Når barnet fødes før den 2. august 2022

  • Moren skal senest tre måneder før forventet termin give sin arbejdsgiver besked om terminsdato, og om hun vil have op til fire ugers graviditetsorlov forinden
  • Faren/medmoren skal senest fire uger før forventet termin give sin arbejdsgiver besked om, hvornår de to ugers fædreorlov afholdes
  • Moren og faren/medmoren skal senest otte uger efter fødslen give sin arbejdsgiver og kommunen besked om tidspunkt og længde for forældreorloven

 

Nye regler: Når barnet fødes den 2. august 2022 eller senere

  • Moren skal senest tre måneder før forventet termin give sin arbejdsgiver besked om terminsdato, og om hun vil have op til fire ugers graviditetsorlov forinden
  • Ønsker moren at overdrage op til otte uger af sin forældreorlov til faren/medmoren (3.-10. uge efter fødslen) skal hun give sin arbejdsgiver besked senest fire uger før forventet termin
  • Ønsker faren/medmoren at holde orlov inden for de første ti uger efter fødslen, skal han/hun give sin arbejdsgiver besked senest fire uger før forventet termin
  • Ønsker moren at holde orlov de første ti uger efter fødslen, skal hun senest seks uger efter fødslen give sin arbejdsgiver besked om, hvornår hun ønsker at komme tilbage på arbejde
  • Ønsker moren eller faren/medmoren at holde forældreorlov (egen eller overdragen) senere end 10 uger efter fødslen, skal han/hun give sin arbejdsgiver besked om starttidspunkt og længde af orloven inden seks uger efter fødslen
Indsender formularen...

Har du brug for rådgivning?

0 kommentar

0 / 700 tegn