Hvad er hundeloven?
Hundeloven regulerer de forpligtelser og regler, som skal overholdes, når man er hundeejer. Hundeloven fastsætter bl.a. hvilke regler, der gælder for registrering og forsikring af din hund, samt hvilke forpligtelser, du har, hvis din hund bider.
Hundeloven om registrering og halsbånd
Det er et krav i hundeloven, at du sørger for at få registreret og chippet din hund, inden den bliver otte uger gammel. Du kan ikke selv registrere din hund eller hundehvalp. Nye hvalpe registreres af dyrlæger eller ID-mærkere. Har du købt en hundehvalp modtager du et link fra Dansk Hunderegister, hvor du skal logge ind med dit NemID og godkende, at du er ny besidder af hunden. Det samme gør sig gældende, hvis der er tale om et besidderskifte.
Når din hund er blevet registreret og chippet, vil der typisk gå to-tre uger, før du modtager registreringsattesten. Udebliver denne, skal du kontakte Dansk Hunderegister, så de kan sende en ny registreringsattest til dig. Det er denne attest, som du skal sørge for at godkende med dit MitID.
Foruden at blive officielt registreret skal din hund også bære halsbånd med skilt. Det skal den, fra den er omkring 4 måneder gammel. Skiltet skal indeholde informationer om dig som ejer:
- Dit navn
- Din adresse
Hundeloven om forsikringer
Hundeloven påkræver, at du tegner en ansvarsforsikring, når du har hund. Det skyldes, at du altid skal have mulighed for at betale erstatning, hvis din hund forvolder skade på andre personer, dyr eller ejendele. Det anbefales ligeledes at tegne en sygeforsikring til sin hund – da det kan blive en meget dyr udgift, hvis hunden bliver syg eller kommer til skade.
Skal min hund være i snor?
Ifølge hundeloven må hunde ikke bare løbe frit omkring. Alle steder hvor der er almindelig færdsel – dvs. gader, stier, veje, åbne pladser og lignende med offentlig adgang – skal du enten holde din hund i snor, eller være sikker på at du har fuld kontrol over den, så den går på samme måde, som hvis den var i snor. Det skyldes, at du som hundeejer altid skal være i stand til at standse din hund, så den ikke angriber eller opfører sig voldsomt overfor andre mennesker og dyr.
Hvad siger hundeloven om løse hunde?
Hvis din hund strejfer omkring på såvel offentlig som privat grund, har andre ret til at indfange din hund eller jage den væk. Har din nabo fx indfanget din hund, fordi den strejfer omkring på hans/hendes private grund, har naboen pligt til at underrette dig eller politiet inden for 24 timer. Så længe hunden er i din nabos eller en andens varetægt, er det dennes ansvar at fodre og give din hund vand – du skal til gengæld dække udgifterne, når du henter hunden igen. Ifølge lovgivningen skal dette ske inden for tre dage.
Hvad er reglerne for erstatning?
Hvis nogen indfanger din hund, når den er løs, og hunden kommer til skade eller omkommer, kan du ikke kræve erstatning fra den person, der havde hunden i sin varetægt. Du kan derimod selv blive pålagt en bøde og blive erstatningsansvarlig, hvis din hund er trængt ind i og har forårsaget skader i nogens bolig.
Hvilke hunderacer er ulovlige i Danmark?
Der findes 13 hunderacer, der er ulovlige i Danmark. Det drejer sig om følgende hunderacer:
- Amerikansk bulldog
- Amerikansk staffordshire terrier
- Boerboel
- Centralasiatisk ovtcharka
- Dogo argentino
- Fila brasileiro
- Kangal
- Kaukasisk ovtcharka
- Pitbull terrier
- Sarplaninac
- Sydrusiisk ovtcharka
- Tornjak
- Tosa inu
Det er ulovligt at besidde disse hunderacer, da de vurderes som farlige og aggressive overfor både mennesker og andre dyr. Det er ligeledes ulovligt at have en krydsningshund, hvor en af de forbudte hunderacer indgår.
Jeg har allerede en ulovlig hund – hvad gør jeg?
Om du må beholde en ulovlig hund, eller om den skal aflives, afhænger af, hvornår du har erhvervet dig hunden.
Jeg har fået min hund efter den 17. marts 2010: Hvis du har erhvervet dig en hund, som hører under de 13 ulovlige hunderacer, skal den aflives – også selvom hunden er velopdragen og aldrig har været til fare for hverken mennesker eller dyr.
Jeg har fået min hund før den 17. marts 2010: I så fald må du gerne beholde din hund – men du må ikke overdrage den til andre. Desuden skal hunden bære en forsvarlig og lukket mundkurv samt føres i et fast bånd med en maksimal længde på 2 meter, når den befinder sig på steder, der er åbne for almindelig færdsel – fx veje, gader, stier og pladser. I hundeskove må din hun dog færdes uden snor, så længe den bærer en forsvarlig, lukket mundkurv. Det er vigtigt at understrege, at det kun gælder for hundeskove og ikke for andre offentlige skove eller parker.
Hvad gør jeg, hvis min hund bider?
Hvis din hund bider et menneske eller en anden hund, skal det meldes til politiet. Det vil i den forbindelse være politiets opgave at vurdere, hvor alvorlig situationen er, og om din hund skal aflives. Er politiet i tvivl om, hvor alvorlig bidskaden er, indhenter de oplysninger fra læge og/eller dyrlæge.
Som hundeejer har du mulighed for at forlange en hundesagkyndigs undersøgelse af din hund, inden politiet træffer afgørelse om, hvad der skal ske med din hund. Den sagkyndiges undersøgelse vil tage omstændighederne i betragtning – dvs. om biddet har fundet sted under leg, i forsvar eller lignende. Vurderingen vil derefter blive præsenteret og læst af politiet, inden de træffer afgørelse.
Definition af et skambid
Hvis din hund har skambidt et menneske eller en anden hund, skal den aflives. Følgende defineres som skambid/bidsår:
- En dyb flænge (udrivning) i underhud/muskulatur
- Flere dybe, punktformede sår, der når ned i underhuden eller muskulaturen. Der skal i dette tilfælde være tale om flere bid, der er foretaget med en voldsomhed fra hunden
- Bidlæsioner der medfører tab af væv. Her gælder ikke ubetydelige skader på hundeører
- Bidlæsioner der medfører døden. Det gælder også situationer, hvor en hund rusker en anden hund til døde, uden at det er selve biddet, der forårsager døden.
Hvad siger hundeloven om gøen?
Det er helt normalt, at en hund gør enten af glæde eller frygt, når den ser andre hunde eller mennesker. Det er også meget normalt, at en hund hyler, når den er utilpas. Det betyder dog ikke, at der ikke er grænser for, hvor meget en hund må genere andre med dens gøen.
Der findes ikke én fast regel for, hvor meget en hund må gø, og hvor meget gøen naboerne skal udholde. Dog kan man tage udgangspunkt i følgende, når det skal vurderes, hvornår der kan gribes ind:
- Hunden gør i cirka fem minutter i træk – fire eller flere gange om dagen, på mere end tre dage om ugen
- Hunden gør i cirka en halv time i træk – tre eller flere dage om ugen
- Hunden gør kortvarigt, dvs. under fem minutter, mere end sammenlagt 1 time om dagen – tre eller flere dage om ugen
Forstyrrer din hund naboernes ro ved gentagen eller vedholdende gøen eller tuden, kan de klage til politiet. Klagen kan medføre, at du skal holde din hund indelukket, eller i yderste tilfælde at du skal finde et nyt eller andet hjem til din hund.
15 kommentar
Henny majnz
Annette Birthin
Daniel Kristensen
Helmuth 2
Sander
Helmuth
Marie Jørgensen
MR
sander
Ove Rasmussen
Børge Olsen
Lajla Haasum
Børge Olsen
Sam
Birgitte Albrechtsen
Sam
Birgitte Albrechtsen
Sam
Birgitte Albrechtsen
Sam
Birgitte Albrechtsen
Birgitte Albrechtsen
Frank Chr.
Birgitte Albrechtsen
Frank Chr.
Birgitte Albrechtsen
Knud Damgaard Christensen
Ruth Kaalund
Asger Falstrup
Daniela Edemann
Sanne Tanja Lund
Asger Falstrup
Børge Olsen
Keld H. Jørgensen
L.D