PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Regler for fremtidsfuldmagter: skal oprettes digitalt

Den 1. september 2017 trådte nye regler om fremtidsfuldmagter i kraft. Samtidig blev der åbnet op for et helt nyt digitalt fuldmagtsystem, som bl.a. sikrer, at der kun kan oprettes én fremtidsfuldmagt pr. person.

”Med en fremtidsfuldmagt får du mulighed for selv at vælge, hvem der skal varetage dine økonomiske og personlige forhold, hvis du på et tidspunkt ikke selv er i stand til det. Samtidig giver reglerne mulighed for, at du kan tilpasse fremtidsfuldmagten, så den stemmer nøjagtig overens med dine ønsker. Det nye system giver også en langt større sikkerhed for, at fuldmagten er gyldigt oprettet, end det er tilfældet med de almindelige generalfuldmagter”.

Det fortæller advokat Ann-Louise Fjeldborg fra Advodan i Helsingør, som her giver overblik over de nye muligheder.

 

Hvem kan være fuldmægtig?

Du kan selv bestemme, hvem der skal være din fuldmægtig, og om der skal være mere end én. Hvis der skal være flere, kan du vælge, om de skal være enige om beslutningerne, eller om de skal kunne træffe beslutninger hver for sig.

Det er et krav, at fuldmægtigen er fyldt 18 år på det tidspunkt, hvor fremtidsfuldmagten bliver aktiveret, og at vedkommende er fornuftsmæssig i stand til at varetage sine egne forhold.

 

Hvad omfatter fremtidsfuldmagten?

Fremtidsfuldmagten kan omfatte dine økonomiske forhold, personlige forhold eller kun enkelte dispositioner inden for disse områder.

Økonomiske forhold omfatter fx salg af fast ejendom, betaling af regninger eller andre bankforretninger. Personlige forhold omfatter fx ansøgning om hjælpeforanstaltninger, tilkendegivelser med hensyn til pleje og omsorg eller aktindsigt i alle oplysninger vedrørende dit helbred.

 

Hvilke krav er der til fuldmægtigen?

Fremtidsfuldmagten skal anvendes i din interesse, og fuldmægtigen skal overholde de retningslinjer, du har angivet i fremtidsfuldmagten.

Fuldmægtigen må ikke bruge fremtidsfuldmagten til at indgå aftaler med sig selv. Fx må fuldmægtigen ikke bruge fuldmagten til på dine vegne at sælge din bil til dig selv. Fuldmægtigen må heller ikke give gaver på dine vegne, medmindre du i fuldmagten har fastsat, at der kan gives bestemte gaver.

Hvis fuldmagten omfatter økonomiske forhold, skal fuldmægtigen holde din formue adskilt fra sin egen formue. Det gælder dog ikke, hvis fuldmægtigen er din ægtefælle eller samlever.

 

Hvordan oprettes fuldmagten?

I modsætning til en generalfuldmagt skal en fremtidsfuldmagt oprettes digitalt i et specielt register på Tinglysningsrettens hjemmeside og underskrives med fuldmagtsgiverens MitId. Efterfølgende skal den vedkendes for en notar og tinglyses i Personbogen for at være gyldig.

Notaren kontrollerer, at fremtidsfuldmagten er i overensstemmelse fuldmagtsgiverens ønske, og at fuldmagtsgiveren er fornuftsmæssigt i stand til at oprette fuldmagten. Herefter sørger notaren for, at fremtidsfuldmagten bliver endeligt registreret i fremtidsfuldmagtsregisteret. Notarens medvirken koster 300 kr.

 

Hvad skal jeg gøre, inden jeg opretter fremtidsfuldmagten?

Når fremtidsfuldmagten skal oprettes, skal du bruge personnummeret på den eller de personer, du ønsker at indsætte som fuldmægtig. Du bør derfor også drøfte med de pågældende personer, at du ønsker, at de skal varetage dine interesser.

Du skal også på forhånd overveje, om du ønsker en eller flere fuldmægtige, hvad fuldmagten skal omfatte, og om der skal være begrænsninger eller udvidelser af fuldmægtigens beføjelser.

 

Hvordan bliver fremtidsfuldmagten aktiveret?

Fremtidsfuldmagten kan blive aktiveret, når du som følge af svækket mental funktion fx demens, sygdom, ulykke eller lignende ikke længere kan varetage dine egne forhold inden for de områder, som fremtidsfuldmagten dækker.

Din fuldmægtig skal indgive en anmodning til Familieretshuset om at iværksætte fremtidsfuldmagten. Sammen med anmodningen skal der sendes en lægeerklæring samt tro og love erklæringer. Ved anmodningen betales et gebyr til Familieretshuset.

Du kan også selv bede Familieretshuset om, at fuldmagten bliver aktiveret.

 

Hvornår ophører fremtidsfuldmagten?

Fremtidsfuldmagten ophører, hvis du i stedet kommer under værgemål, og den ophører automatisk ved din død.

Den ophører også, hvis fuldmægtigen selv kommer under værgemål, ved fuldmægtigens død eller en fremtidsfuldmagt oprettet af fuldmægtigen bliver aktiveret.

 

Er der tilsyn?

Familieretshuset fører et passivt tilsyn med fremtidsfuldmagterne. Men de kan indlede en tilsynssag, hvis de bliver bekendt med, at den fuldmægtige ikke bruger fuldmagten til at varetage dine forhold.

Familieretshuset kan på baggrund af sit tilsyn give fuldmægtigen pålæg om fx at føre regnskab eller undlade at foretage bestemte handlinger. I yderste konsekvens kan Familieretshuset sætte fremtidsfuldmagten ud af kraft og eventuelt iværksætte værgemål i stedet.

I fuldmagten kan du også selv bestemme, at der skal være et privat tilsyn.


Fakta om fremtidsfuldmagter:

  • Der kan kun oprettes én fremtidsfuldmagt pr. person. Vil du ændre din fremtidsfuldmagt, skal du derfor oprette en ny. Herefter slettes den tidligere version automatisk.
  • Alle personer over 18 år, som er i stand til at handle fornuftigt, kan oprette en fremtidsfuldmagt.
  • Fremtidsfuldmagten kan omfatte både personlige og økonomiske forhold eller enkelte områder inden for disse.
  • Fremtidsfuldmagten kan sættes i kraft, når fuldmagtsgiveren fx rammes af sygdom, som gør vedkommende ude af stand til at træffe beslutninger selv.
  • Når fremtidsfuldmagten er aktiveret, bliver den tinglyst i Personbogen.
  • Fremtidsfuldmagten ophører automatisk ved fuldmagtsgivers død.
Indsender formularen...

Skal du bruge en fremtidsfuldmagt?

13 kommentar

0 / 700 tegn

Per

Min kone og jeg har begge oprettet en fremtidsfuldmagt til hinanden med “det hele”. Vort spørgsmål er om vi også begge skal oprette en digital fuldmagt eller om dette er en del af fremtidsfuldmagten. Mvh Bente Busk Nielsen og Per Højer Sørensen

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Per og Bente, Nej, det er ikke nødvendigt at oprette en digital fuldmagt via Digitaliseringsstyrelsen, medmindre I ønsker at kunne være partsrepræsentanter for hinanden nu, hvor fremtidsfuldmagten ikke er sat i kraft. Husk at fuldmagten fra Digitaliseringsstyrelsen skal fornys løbende.

Marianne

Jeg har sammen med mine søskende oprettet en fremtidsfuldmagt sammen med vores far. Vi søskende er alle fuldmægtige, og den har været omkring notar. Jeg vil gerne slettes som fuldmægtig, hvordan gør jeg det? Mvh Marianne

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Marianne, Det kan du desværre ikke. Hvis du skal udgå som fuldmægtig, skal fuldmagten laves om, dvs. I skal starte helt forfra, da man ikke kan lave tillæg til en fremtidsfuldmagt, og i øvrigt kun have én fremtidsfuldmagt på ethvert givet tidspunkt. Men du kan, når/hvis fuldmagten sættes i kraft, meddele, at du ikke ønsker at være fuldmægtig. Det berører ikke de øvrige fuldmægtige.

Irene Niebling

Kan en fremtidsfuldmagt oprettes gensidigt mellem ægtefæller, da vi jo ikke kan vide, hvem af os der bliver syg eller dement? Eller skal der oprettes 2 fuldmagter, og den ene bliver aktiv ved sygdom? Dvs., at den syges annuleres automatisk.

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Irene, Flere personer kan ikke oprette en fremtidsfuldmagt sammen, dvs. der skal oprettes én fremtidsfuldmagt per person. Ægtefæller indsætter typisk hinanden i deres respektive fuldmagter, så fuldmagterne er oprettet gensidigt. I bør dog altid sørge for at indsætte en (eller flere) sekundære fuldmægtige i fuldmagten, hvis en af jer måtte blive ude af stand til at påtage sig hvervet som fuldmægtig. Jeg anbefaler at I kontakter jeres nærmeste ADVODAN-kontor og hører nærmere omkring oprettelsen af fremtidsfuldmagterne.

Grethe Ryssel Møller

Oprettelse af fremtidsfuldmagt på tinglysning.dk Skal fuldmagtshavere underskrive en fremtidsfuldmagt? Mvh. Grethe R. Møller

Jesper T

Hej Ann-Louise Tak for dit svar. Jeg tror, at du har overset betydningen af værgemålslovens § 33, stk. 1 og 3 samt § 41. Se også Danielsens kommenterede værgemålslov (1. udgave 2006) side 488. Med venlig hilsen Jesper T

Jesper T

Hej Ann-Louise. Jeg forstår ikke dit svar til Jan C. Det er i situationen med ægtefæller mere oplagt, at lade fx et fællesbarn beskikke som værge for ægtefællen, idet dette værgemål så ikke vil være underlagt regnskabspligt, samtykkekrav til dispositioner, mv fra Statsforvaltningens side. Men jeg er meget enig i, at fremtidsfuldmagt er at foretrække. Med venlig hilsen, Jesper T

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Jesper, Jeg er ikke enig med dig. Alle værgemål er underlagt regnskabspligt, samtykkekrav til dispositioner m.v. Det følger af værgemålsloven. Der skal altid udarbejdes og indsendes regnskab over indtægter til personen under værgemål. Der skal også altid udarbejdes formueregnskab, hvis personen, der er under værgemål, har en formue, men hvis formuen er under kr. 75.000, skal det ikke nødvendigvis indsendes. Med venlig hilsen Ann-Louise Fjeldborg, advokat ADVODAN Helsingør

Gitte Krarup Hansen

Der findes allerede en fuldmagt, via digitaliseringsstyrelsen. Her kan man også differentiere, hvad den fuldmægtige har prokura til. Den skal fornyes, efter nogle år, men der kræves ikke tinglysning. Hvad er forskellen i praksis?

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Gitte, Den digitale fuldmagt via Digitaliseringsstyrelsen kan kun bruges som partsrepræsentation i forhold til offentlige myndigheders selvbetjeningsløsninger. Som fuldmagtshaver af denne digitale fuldmagt handler man i henhold til fuldmagtsgivers instruktioner og beslutninger, ligesom fx en advokat eller bisidder, men fuldmagtshaveren kan ikke træffe beslutninger på fuldmagtsgiverens vegne. Den kan således fx ikke bruges ved salg af en ejendom (heller ikke tinglysningsmæssigt), opsige lejeforhold, eller til at foretage betalinger. Den kan heller ikke bruges til at træffe beslutninger om personlige forhold som fx valg af behandlingsform m.v. I øvrigt skal en fremtidsfuldmagt ikke fornyes, men gælder så længe den er relevant. Den digitale fuldmagt fra Digitaliseringsstyrelsen kan ikke fornyes, hvis fuldmagtsgiveren senere er blevet ude af stand til at varetage sine egne forhold. Med venlig hilsen Ann-Louise Fjeldborg, advokat ADVODAN Helsingør

RENE

jeg ville spøre om jeg og mien kærste har fået ny bil og jeg fik ikke skrevet under på slutseddel men vi fik lavet en fuldmagt og vor dan står jeg vies mig og mien kærste går fra hinane

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Rene, Det fremgår ikke, hvad du har givet hende fuldmagt til, hvorfor det gør besvarelsen lidt svær, men jeg forstår, at det ikke er en fremtidsfuldmagt, du har givet hende. Det afgørende er, hvem der er registreret som ejer af bilen. Hvis det kun er din kæreste, der er registreret som ejer, tilhører den som udgangspunkt hende. Hvis du har bidraget væsentligt til finansieringen, kan bilen dog, efter en konkret vurdering, tilhøre jer begge. Hvis bilen alene tilhører din kæreste, kan du ikke gøre krav på bilen. For et mere uddybende svar, foreslår jeg du kontakter en lokal advokat eller retter henvendelse i den lokale Advokatvagt. Med venlig hilsen, Ann-Louise Fjeldborg, advokat ADVODAN Helsingør

Charlotte

Hej min mor er 88 og frisk af sin alder, men har gigt og stær. Hun står til at miste kørekort p.g.a stær - og så tror jeg desværre det vil gå ned ad bakke for hende, og jeg vil nok skulle ordne ting med bank, kommune, forsikring, telefonselskab m.v. Mange ting er uoverskuelige for hende alene fordi alt snart foregå digitalt. Hun har aldrig brugt computer og kan ikke overskue at at anskaffe eller lære at bruge sådan en. Så derfor er hun fritaget for digital post og Nemid. Men hun har klaret sig med altid at kunne møde op i egen person. Det vil blive umuligt for hende uden bil. Jeg anvender selv Nemid i stor stil - og ville ikke kunne få min dagligdag til at hænge sammen, hvis jeg skulle møde op i stedet for at bruge Nemid . Er der nogen fuldmagter der giver mulighed for at jeg kan bruge min egen Nemid eller E-boks til at klare opgaver på vegne af min gamle mor . Er det en generalfuldmagt eller er det delfuldmagter?? Hun vil gerne have hjælp til nogle af de ting, selvom på ingen som helst måde er dement - hun kan bare ikke fysisk møde op til så meget som hun kunne med bil. Min mors revisor har foreslået gereralfuldmagt - men mine tanker har indtil nu mere være på en fremtidsfuldmagt - men i og med min mor snart skal opereres i øjnene - eller i værste fald mister kørekort - så er der også brug for fuldmagter til at ordne ting for hende nu, selv om hun absolut er ved sine fulde fem - men måske blot ikke kan møde op til alting selv fordi hun har gigt og nok snart ikke må køre selv. Hvilke fuldmagter kan være relevante i sådan et tilfælde. Med venlig Hilsen Charlotte

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Charlotte, I dit konkrete tilfælde vil det være oplagt, at din mor giver dig en generalfuldmagt til at kunne hjælpe hende. I skal dog være opmærksomme på, at visse banker kræver, at I anvender bankens egen "bankfuldmagt", og ikke accepterer en generalfuldmagt. Kontakt din mors bank for at høre, om de kræver en særlig bankfuldmagt. En generalfuldmagt vil dog ikke give dig adgang til hendes e-boks, men du vil formentlig kunne bruge den til at kunne tjekke og se hendes e-boks. Det skal du kontakte E-boks om. Via generalfuldmagten/bankfuldmagten kan banken give dig adgang til din mors konti i din egen netbank, så du kan betjene hendes konti på samme måde som dine egne. Hvis din mor giver dig generalfuldmagt på hendes vegne, bør I nøje overveje omfanget af de dispositioner du kan gøre på vegne af din mor. En advokat vil kunne rådgive jer nærmere herom. Derudover vil jeg klart anbefale, at din mor også får udarbejdet en fremtidsfuldmagt, selvom der ikke p.t. er udsigt til, at hun ikke selv kan træffe sine beslutninger. Med venlig hilsen, Ann-Louise Fjeldborg, advokat ADVODAN Helsingør

Jan Nørgaard Christiansen

Hej Ann louise. Hvis man er gift og ikke laver en fremtidsfuldmagt, hvem varetager så en i tilfælde af at man ikke selv kan f.eks dement. Mv Jan C

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Jan C, Tak for dit spørgsmål. Det er der ikke nogen der gør, før nogen ansøger Statsforvaltningen om, at den demente kommer under værgemål. I dit tilfælde vil det være oplagt, at Statsforvaltningen udpeger ægtefællens som værge. Værgemålssystemet er dog meget tungt, og behandlingstiden på en værgemålsansøgning er p.t. 6-9 måneder, ligesom værgen er underlagt regnskabspligt, og ikke må foretage større dispositioner, fx salg af fast ejendom, uden Statsforvaltningens forudgående godkendelse. Derimod vil en anmodning om aktivering af en fremtidsfuldmagt formentlig kunne behandles relativt hurtigt, fuldmægtigen skal ikke søge om tilladelse til at foretage dispositioner, ligesom der ikke er regnskabspligt, medmindre fuldmagtsgiveren har bestemt andet. Med venlig hilsen Ann-Louise Fjeldborg, advokat ADVODAN Helsingør

Lars Larsen

Hej Tine, tak for en god artikkel. Jeg har et spørgsmål og det er om man fortsat kan bruge "generelfuldmagter" i klassisk forstand i papirform eller det nu SKAL være en digital fuldmagt og hvad med en fuldmagt der allerede er udstedt. Situationen er en ældre dame på plejehjem der HAR afgivet generelfuldmagt til sine 2 døtre, skal den så laves om ? Med venlig hilsen Lars Larsen

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Lars, Generalfuldmagterne gælder stadig, og de gælder også selvom en fremtidsfuldmagt bliver aktiveret. I sidstnævnte tilfælde gælder fuldmagterne side om side. Derfor kan og bør modtageren af en fremtidsfuldmagt tilbagekalde alle andre fuldmagter som giveren må have udstedt, herunder også en generalfuldmagt. Om den allerede udstedte generalfuldmagt skal laves om afhænger af flere ting. Hvis den ældre dame stadig er fornuftsmæssig i stand til at oprette en fremtidsfuldmagt, vil jeg klart anbefale det, da generalfuldmagterne - på sigt - må blive erstattet af fremtidsfuldmagterne. Derudover skal man være klar over, at en generalfuldmagt gælder fra det tidspunkt, den er blevet underskrevet, hvorimod fremtidsfuldmagten først kan træde i kraft når/hvis fuldmagtsgiveren bliver ude af stand til at varetage sine egne forhold. For at få afklaret om der er behov og mulighed for at oprette en fremtidsfuldmagt, vil jeg anbefale, at de involverede kontakter deres advokat. Ellers er de også velkomne til at kontakte mig. Med venlig hilsen Ann-Louise Fjeldborg, advokat ADVODAN Helsingør

Pia

Hvordan opretter man fremtidsfuldmagten, hvis opretteren ikke har NemId?

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Pia, Hvis man er fritaget fra digital post fra det offentlige kan man oprette fremtidsfuldmagten hos Statsforvaltningen i stedet. I så fald skal man kontakte Statsforvaltningen som så både registrerer fuldmagtens indhold i Fremtidsfuldmagtsregistret og påtager sig notarens rolle. Man skal møde fysisk op i en af Statsforvaltningens afdelinger, og man må forvente, at der kan gå op til en måned fra man først har kontaktet Statsforvaltningen før man rent faktisk skal møde op. Hvis du ikke er fritaget fra digital post fra det offentlige skal du oprette fremtidsfuldmagten med NemID. Hvis du ikke allerede har NemID, må du bestille det. Med venlig hilsen Ann-Louise Fjeldborg, advokat ADVODAN Helsingør

Tine Christiansen

Det er oplyst i artiklen at det koster 300,- at få notar til at registrere fremtidspuldmagt. Hvad er der derudover af omkostninger? Koster det 1660 i tinglysningsgebyr ? Hvad er der af gebyr til statsforvaltningen for at aktivere fremtidsfuldmagten?

Ann-Louise Fjeldborg

Hej Tine, Omkostningerne forbundet med oprettelsen af fremtidsfuldmagten er kun de 300 kroner til notaren, hvis man tør give sig i kast med selv at udarbejde indholdet i fremtidsfuldmagten. Den digitale oprettelse giver dig nemlig ingen hjælp i forhold til indholdet af fuldmagten. Hvis man ønsker det, kan man i stedet få sin advokat til at hjælpe med oprettelsen af selve fremtidsfuldmagten. Din advokat vil kunne oplyse dig om, hvad det vil koste. Selvom oprettelsen af fremtidsfuldmagten sker via Tinglysningsrettens hjemmeside, er der ikke tale om en tinglysning, og man skal derfor ikke betale nogen tinglysningsafgift/-gebyr. I forbindelse med aktiveringen af fuldmagten skal man p.t. betale 900 kroner til Statsforvaltningen. Beløbet vil løbende blive reguleret, og beløbet skal være indbetalt før Statsforvaltningen går i gang med at behandle ansøgningen. Derudover skal der også betales et gebyr for lægeerklæringen. Lægen vil kunne oplyse størrelsen af dette, men det vil typisk være op til 1.250 kroner. Udgifterne til aktiveringen af fuldmagten vil kunne blive refunderet af fuldmagtsgiverens formue efter aktiveringen af fuldmagten. Med venlig hilsen Ann-Louise Fjeldborg, advokat ADVODAN Helsingør