PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Så stor en gave må du give konfirmanden

I Danmark er der tradition for at give store gaver til konfirmationer. Selv om nogle unge modtager arveforskud og luksusrejser, er der dog grænser for, hvor store gaver konfirmanden må modtage – og af hvem.

I de kommende uger vil tusindevis af unge landet over lade sig konfirmere og fejre af deres familier, og er familierne ligeså gavmilde, som de plejer, kan de unge mennesker se frem til store gaver og bugnende bankkonti. Konfirmationen er nemlig en af de fester i tilværelsen, som kaster de allerstørste gaver af sig.

”For flere konfirmander betyder det både aktier, arveforskud og luksusrejser, men det er vigtigt at være opmærksom på, at der rent faktisk er grænser for, hvor store gaver konfirmanden må modtage,” fortæller Per Nielsen, der er advokat hos Advodan Aalborg-Brønderslev og specialist i skatteret.

 

De nærmeste må give de største gaver

I 2024 kan den nærmeste familie give konfirmanden en gave til en værdi af 74.100 kr., uden at han eller hun skal betale gaveafgift. Hvis gavens værdi overskrider det fastsatte loft, skal konfirmanden betale en afgift på 15 procent af det beløb, der overskrider grænsen.

”Den nærmeste familie tæller dog kun forældre og stedforældre, plejeforældre, bedste- og oldeforældre og søskende, som konfirmanden bor sammen med. For mostre, onkler og andre familiemedlemmer gælder der andre regler for, hvor gavmild man må være med gaverne,” forklarer Per Nielsen.

 

Uklare grænser

Konfirmanden skal ifølge Skattestyrelsens hjemmeside betale skat af gaver fra andre end den nærmeste familie, hvis de er større, end hvad der almindeligvis er passende. Dog er der ingen faste grænser for, hvornår en gave bliver for stor og skal beskattes. Det er dog en forudsætning, at der ikke ydes andre gaver i det pågældende kalenderår.

”Det er ikke muligt at opstille præcise retningslinjer, som man kan indrette sig efter for at være sikker på, at gaven ikke er skattepligtig. Udover begivenheden kigger Skattestyrelsen også på gavens størrelse i forhold til relationen mellem giver og modtager, samt om gavens størrelse ligger i et naturligt niveau. Giver man normalt gaver i den dyrere ende, så er det ikke unaturligt at gavens størrelse til en konfirmation også er tilsvarende høj”, siger han.

7 kommentar

Lone E...

Hvis vi giver et barnebarn en barnebarn konto med penge FEKS 5000 kr kan den 100 % låses til barnet fylder 21

Lars Emde Poulsen

Spørg din bank for nærmere oplysninger om en barnebarn konto.

B larsen

syntes godt nok folk har for mange penge hvis bare "nærmeste familie" må give 61000 Kr. i gaver da. men folk må jo selvom at deres barn får nok penge til at købe sit eget hus når de vil

M Johnsen

Hvor mange penge må jeg modtage i gave om året fra min onkel uden at skulle betale skat af beløbet? må min onkel give min mor 60.000 kr fks og hun så giver mig 60.000 kr 1 mdr senere?

Lars Emde Poulsen

I 2017 er den skatte- og afgiftsfrie beløbsgrænse 62.900 kr. Onkler er dog ikke omfattet af de personer, der kan give skatte- og afgiftsfrie gaver. Du skal således betale skat af gaven fra de onkel. Du kan se personkredsen her: http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=1947450&chk=214126 Bemærk, at gaver mellem søskende også er indkomstskattepligtige, medmindre de har været samboende de sidste to år før modtagelsen af gaven.

Siff

Hvis jeg har haft plejebarn boede fra 1974-1979 = 5 år, og gerne vil give dette plejebarn en pege gave er der intet til hinder for dette hvis blot beløb holdes på under 62.900 i 2017 kr. Så skal der ikke betales gaveafgift vel? Er lidt i tvivl om det fordi jeg kan læse at reglerne for bo- og gaveafgiftsloven trådte i kraft den 1.7.1995. og plejeforholdet lå før dette tidspunkt. Såfremt plejebarnet kun var bosat i 4 år og 7 mdr. skal der uanset beløb betales 15 % i gave afgift ik?

Lars Emde Poulsen

Gaver under beløbsgrænsen kan gives skatte- og afgiftsfrit til plejebørn, når der er tale om plejebørn, der har haft bopæl hos gavegiver i en sammenhængende periode på mindst 5 år, når opholdet er begyndt, inden plejebarnets fyldte 15. år, og højst en af plejebarnets forældre har haft bopæl hos gavegiver sammen med plejebarnet. Hvis ovenstående ikke opfyldes, så er gaven alm. skattepligtig indkomst.

L.K.Nielsen

Kan både en mor og en far som er samboende, men ikke gift, give et barn 61500,- hver samme år - som gave - de har hver sin økonomi og konto. Og hvilken rubrik på selvangivelsen skal beløbet/beløbene skrives i ?

Lars Emde Poulsen

Ja, muligheden for at give skatte- og afgiftsfrie gaver indenfor beløbsgrænserne er ikke betinget af, at man skal være gift eller samlevende. Så længe gavens værdi er under beløbsgrænsen, skal man ikke oplyse SKAT om gaven. Hvis gaven er over beløbsgrænserne skal man oplyse SKAT om gaven via en blanket, som findes her: http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=1789721

Finn Petersen

Beløbsgrænsen på 61.500,- Klart når man overfører penge, men i virkelighedens verden kan man vel bare give 100.000 kontant.....og så endda overføre 61.500,-...eller ? Skat har jo ingen mulighed for at se kontante gaver !

Lars Emde Poulsen

SKAT har mulighed for at lave privatforbrugsberegninger baseret på kontroloplysninger. SKAT kan således kontrollere, om man (groft sagt) har haft større udgifter end selvangivne indtægter, også når der er taget højde for udsving i ens formue.

Jørgen Ole Dawids

Kære Lars Emde Poulsen! Skal man, som bedsteforældre, indberette en konfirmationsgave til SKAT, når gavens størrese er mindre end 61.500 kr.? Med venlig hilsen Jørgen Ole Dawids

Lars Emde Poulsen

Nej, så længe gavens værdi er under beløbsgrænsen, skal man ikke oplyse SKAT om gaven.