PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Skelforretning: Hvor går skellet mellem jeres ejendomme?

Er du og din nabo blevet uenige om, hvor skellet mellem jeres ejendomme går? Så har du mulighed for at anmode om en skelforretning, hvor en landinspektør fastlægger den nøjagtige placering af skellet.

Advokat Christian Lund Agerbæk fra Advodan Aalborg & Brønderslev gennemgår her, hvad det vil sige at vinde hævd over et område, hvordan en skelforretning foregår, og hvorfor det kan være en god idé at alliere sig med en advokat.

 

Hvad er en skelforretning?

Er der uenighed om, hvor skellet mellem to ejendomme er, foretager man en skelforretning. I praksis indebærer det, at en landinspektør bliver bedt om at markere skellet i overensstemmelse med matrikelkortet. Efterfølgende vurderer landinspektøren, om skellet i virkeligheden er flyttet på grund af hævd eller andre faktiske forhold.

 

Hvad er hævd?

Hævd er en måde, hvorpå man kan opnå rettigheder over et område. Hævd er kendetegnet ved, at retten til området ikke etableres gennem en aftale, men derimod ved, at man gennem en længere periode (normalvis 20 år) har benyttet området uretmæssigt, uden at ejeren af arealet har gjort indsigelser. Man taler om at ”vinde hævd”, når man vinder ejendomsretten til et område.

 

Hvordan foregår en skelforretning?

Skelforretningen udføres af en beskikket landinspektør, der fastlægger grænsen mellem to ejendomme. Landinspektøren vurderer, om der er uoverensstemmelser mellem de faktiske forhold og registreringerne i matriklen. Herefter anslår landinspektøren, om der er vundet hævd.

Landinspektøren sender efterfølgende en redegørelse over skelforretningen. De involverede parter har herefter 8 uger til enten at godkende placeringen af skellet eller anlægge sag ved byretten. Hvis parterne ikke anlægger retssag, men godkender skellets placering, vil placeringen af skellet være endeligt gældende og blive registreret ved Geodatastyrelsen. Ender sagen ved retten, er det en dommer, der afsiger dom om skellets placering.  

 

Hvem skal betale for skelforretning?

En skelforretning er ofte omkostningstung, da der er behov for grundige undersøgelser og opmålinger. Det koster typisk 50.000-70.000 kr. til landinspektøren alene.

Det er den part, der har anmodet om en skelforretning, der i første omgang skal betale for omkostningerne. Senere kan Hegnssynet træffe afgørelse om fordeling af omkostningerne, hvor det besluttes om parterne skal dele omkostningerne.

Det kan være en god idé at alliere sig med en advokat fra Advodan, da en advokat kan hjælpe med at ansøge om retshjælp hos dit forsikringsselskab. Derudover kan en advokat bistå i håndteringen af skelsagens ofte omfattende dokumentation og sørge for, at alt er i orden og opfylder de nødvendige juridiske krav.

De fleste retshjælpsforsikringer dækker udgifterne til en skelforretning, herunder advokatudgifterne, hvis man er repræsenteret ved en advokat.

”Mange mennesker er ikke klar over, at de kan få retshjælpsdækning gennem retshjælpsforsikringen. Der er typisk knyttet en retshjælpsforsikring til husforsikringen, hvor man kan få dækket udgifterne til en skelforretning,” fortæller advokat Christian Lund Agerbæk.

 

Få hjælp af en advokat til skelforretning

Hos Advodan er vi specialiserede inden for ejendomsret. Vi kan rådgive dig om de juridiske aspekter af skelforretninger og hjælpe dig med, hvordan du bedst beskytter dine interesser og rettigheder. Kontakt os i dag, så hjælper vi dig godt igennem en skelforretning.

Indsender formularen...

Har du brug for rådgivning?